Danske forfattere har talt: Her er litteraturhistoriens bedste scener

Enhver læsehest har oplevet det: at sidde begravet i en bog og pludselig tabe pusten over en scene, som straks bliver en del af læserens sjæl. Kaptajn Akab, der står med en harpun på dækket af hvalfangerskibet og lyses satanisk op, da lynet slår ned. Passepartout, der træder ned af ligbålet med Aouda i armene. Dorian Greys deroute i Londons opiumshuler.

Men hvem har fremskrevet den allerbedste brandert? Den smukkeste sexscene? Det mest rørende dødsfald? I denne artikel deler 10 aktuelle danske forfattere ud af deres yndlingsscener.

God fornøjelse!

Verdens bedste toiletscene

Ifølge Susanne Staun, aktuel med spændingsromanen ”Velkommen til mit mareridt”

Jeg har altid ment, at den skønneste prosa og de bedste billeder opstår i kontrasten, her dels i mødet mellem tegneserielydene og den litterære tekst, dels mellem det skønne landskab og det uskønne, måske terminale, forehavende. Morten Sabroes ”Den spanske gæst” byder på danmarkshistoriens bedste defækationsscene:

Lyset lå som en kappe af guld over landskabet, han så det ikke. Han bøvsede flæsk og persillesovs op og bandede kvinden, der havde presset det i ham, langt væk. Slippe en vind turde han ikke af frygt for at slippe det hele. Endelige nåede han ind mellem træerne, hvor han hængte jakken på en knækket gren og knappede vesten op. Også den hængte han fornemt op, så rullede han skjorteærmerne op og løsnede livremmen.

Ååååh, det gjorde godt. Nu af med bukserne, og så på hug med et fast greb om en gren.

“Aaaaarrrr …”

Maven var gået i prop, han troede han skulle sprænges! Sveden sprang ham af panden, han var ved at presse øjnene ud af deres huler.

“Aaaaarrrrr ….”

Det brune ansigt blev kobberrødt.

“Aaaaarrrrr ….”

Endte han mon sine dage der?

Åh, den uudholdelige spænding! Lad mig afsløre, hvad der sker to sider senere:

”Åååååhhhhhh …”

Det kom! Åh Herre, du milde gud! Det kom med klipfisk, myseost, flæsk og kartofler. Tak, åh tak!

Vidste du i øvrigt, at koret i Aristofanes’ komedie ”Skyerne” på et tidspunkt synger ”Stop en gulerodsprop i gattet”?

Verdens bedste sexscene

Ifølge Stine Pilgaard, aktuel med romanen ”Lejlighedssange”

Arundhati Roy: ”De små tings gud”

Det er svært at skrive en god sexscene. Det er nemmere at skrive om karakterernes følelser, fordi vi som mennesker er vant til at bruge sproget til at viderebringe vores tanker. Ofte fungerer sex langt bedre i praksis eller i fantasien, end den gør på skrift.

En sexscene vil ofte bevæge sig på en skala mellem to yderpoler, der svinger mellem det alt for vulgære og det alt for metaforiske. Det er, som om kønsorganer ikke taler til poesien, mens eksempelvis ansigter i højere grad tilegner sig det litterære billedsprog.

Begæret er det, der driver mennesker mod hinanden, men også mod litteraturen. Vigtige kvaliteter ved både samlejet og læsesituationen er, at de deltagende må give sig hen til noget, der ikke handler om dem selv; man må udvise nysgerrighed og en vilje til kontroltab, hvis man vil trænge ind i en bog eller en krop. Begge handlinger kræver, at vi er i stand til at forestille os noget, der endnu ikke er sket.

Begæret finder sted før handlingen; ikke i kysset, men i sekundet inden læberne mødes, når du rækker ud efter en bog, du endnu ikke har bladret i, når du tager et andet menneskes hånd og prajer en taxa med den anden. Begæret lever i mulighedsfeltet; et rum, der minder mere om drømmen end om virkeligheden, og det forskyder sig i en konstant bevægelse, da man ikke kan begære noget, man allerede har. Derfor er begæret uendeligt svært at indramme med ord.

Jeg læste den tre sider lange sexscene i ”De små tings gud” i 2007, da jeg boede i Indien. Fortællingen handler om det lille indiske landsbysamfund Ayemenem i de sene tressere, hvor store politiske spændinger og kastekulturen hærger. Man følger familien, der grundlagde en picklesfabrik, og den unge fraskilte Ammu, der bor ved sin mor og tante med sine tvillinger. Deres håndværker, tjener, slave, Velutha, er såkaldt urørlig og lever med sin far på picklesfamiliens nåde.

Skønt de har kendt hinanden, fra de var børn, opdager Ammu og Velutha hinanden over hovederne på børnene. Et forbudt kærlighedsforhold, der på alle måder styrter mod klichéernes afgrund, men reddes hver eneste gang af Arundhati Roy. Karakterernes formålsløse slingren, deres møder på flodbredden om natten, insekterne, naturen, der hele tiden griber ind som en kullise, men undsiger sig en tyngende symbolik. Vandet er vandet, kroppene er kroppene, men poesien skaber sin egen plads midt i et kaos:

Biologien koreograferede dansen. Rædslen slog takten. Dikterede den rytme, deres kroppe besvarede hinanden med. Som om de allerede vidste, at de for hver skælven af fryd skulle betale et tilsvarende mål smerte. Som om de vidste, at så langt, de gik, ville det blive opvejet, hvor langt de ville blive ført. Så de holdt igen. Pinte hinanden. Gav langsomt af sig selv. Men det gjorde det blot værre. Det forhøjede blot indsatserne. Det kostede dem blot mere. Fordi det glattede rynkerne, den ubekendte kærligheds famlen og hast, og vakte dem til feberhøjder. Bag dem pulserede floden gennem mørket, glitrende som vild silke. Gule bambus græd. Nattens albue hvilede på vandet og iagttog dem.

Verdens bedste brandert

Ifølge Nicolaj Stochholm, aktuel med digtsamlingen ”Titlen i Paradis”

David Turner har bedt mig henkastet og forklædt på Facebook om seriøst at nominere verdens bedste brandert i en scene.

Skal jeg nu til at fortælle om mit skrivebord, og hvad der står på det, skal jeg afsløre brændstoffet i tingesterne, som englene spejler sig i, når de svæver over Sommerfugledalen?

Det kan kun blive et fravalg, kun et spørgsmål om at klippe den rigtige bølge ud af oceanet. Det kunne være Arthur Rimbaud med hans heroiske, vrængende ensomhed, som udnævner konger og dronninger for en enkelt dag. Det kunne være Dylan Thomas’ flydende varer, men jeg er blevet for fattig til at have noget whisky på mit bord med dens krop af bronze stærk nok til at rumme havet og alle dets lokale slanger, man kan ride på.

Skal digtet bare forklare det, det gør, som i Fernando Pessoas ”giv mig mere vin, for livet er ingenting”? Har jeg glemt vore egne Ewald, Inger og Jac?

Nej, digtet er en beruselse, en sang, som virker bag det og løfter dets emne og dets ambition op. Bulgakov tog noget andet, Dostojevskij havde det i kroppen. Så jeg vælger kontrapunket til Hölderlins ”Som når på højtidsdage”, for jeg aner ikke, hvad de blandede i drikken på tærsklen til det syttende århundrede, da digterne spejlede sig uhæmmet med guderne.

Jeg vælger Pessoa, fordi han spejler sig i en anden mand, firfoldigt. ”Tobaksforretning” af Pessoas alter ego Álvaro de Campos, fordi han nærmest igennem én uafbrudt linje går fra at være en prik på et papir til at være en eksistens, der omfavner universet og smiler til indehaveren på den anden side af gaden.

Mester, denne skål tilhører dig!

Verdens bedste dødsfald

Ifølge Ib Michael, aktuel med romanen ”En anden sol”

Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord på Lykkens Skib. De sejlede på Havet under Maanens og Stjærnernes Lys. Og da de havde sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den forunderlige Sommer (…) Det er den store Sommers Land, Dødens Land

(Johs. V. Jensen: ”Kongens fald”, kapitlet ”Den danske Død”).

Som stor dreng plukkede jeg ”Kongens fald” ud af mine forældres reol og begyndte at læse. Bogen var klart for voksne, men jeg havde aldrig oplevet et sprog, der i den grad tændte for billedstrømmen i min hjerne, og jeg blev storbetaget af den lyse Axel og den knoklede Mikkel. Med forfærdelse kom jeg til afsnittet, hvor Mikkel hugger til Axel med sit tohåndssværd.

En af de længste dødsscener i dansk litteratur tager sin begyndelse, jeg vil ikke af med min lykkeridder. Han er blevet båret ud i sommernatten, smerten forsvinder, og man mærker hans bevidsthed fortone sig i skumringens lyde. »Himlen var som hvide Roser,« står der.

Læsningen blev så intens, at den lignede døden, jeg blev selv forvandlet i dens billede. Angst blev til lettelse, Axel blev jo til sommeren selv og tonede umærkeligt over i landskabet, hvor døden og den lyse nat smelter sammen. Når jeg genlæser passagen, og den sidste sætning sætter punktum, er jeg – igen og igen – drengen, der lærer at dø.

Verdens bedste gåtur

Ifølge Ditte Steensballe, aktuel med romanen ”Lejligheder”

”Je suis le plus malade des surrealists” fra novellesamlingen ”Under en glasklokke” af Anais Nin, 1948.

Han vil ikke leve, for han vil ikke dø. Således går de, han og hun, til byens udkant, og det er ikke tilfældigt, at de er af modsatte køn. Der iler en kærlighed mellem dem, der går en lige linie. Ingen, ud over hende, vil følge ham. »Folk siger, jeg er gal.« »Du er ikke gal.« For hende udbygger han forsøgsvis sine tankers lange tunnel, de går med en verden af ufødte følelser, på vej, forsøger at fange en tanke med ord, indkredse:

Al den skønhed, jeg troede, var gået tabt i verden, er i dig og omkring dig. Når jeg er dig nær, føler jeg ikke mere at mit væsen trækker sig sammen og skrumper ind, siger han. Du kender nervernes sprog og nervernes opfattelsesevne.

Han er en knude af sammenfiltrede nerver, der vibrerer i alle retninger uden en kerne af ro. Men med hende:

Du har en lidenskabelig tavshed ladet med væsentligheder ... en mærkeligt levende tavshed. Du er det eneste menneske i hvis selskab min tavshed ikke piner mig.

På den frekvens, de sammen befinder sig i, er verden god. På gåturen glider de et stykke sammen på døgnets cirkel med deres viden om de gange, sjælen falder ned i mørket, er fortabt. Han prøver at holde en verden oppe, som er ved at falde fra hinanden. De besøger Louvre, kigger på en statue af Heliogabalus; kejser Marcus Aurelius. Her kommer hun til orde:

I stenansigtet så jeg hans ansigt, hvor intet andet end øjnene bevægede sig og øjnene bevægede sig som et skrækslagent hav, der også vildt forsøgte at trække sig tilbage, men ikke kunne.

Om hende siger han:

Dine sanser påvirkes af en statue. Hos dig er krop og sjæl knyttet kolossalt tæt sammen, men det er sjælen, der skal vinde.

På den gåtur er de så levende, så direkte, intense. Ni en halv side. Jeg vil læse dem igen og igen. Sprog og betydninger folder sig ud.

Om gåturen ender med efterslæbet af veronalskum og opiumsdråber på læberne og ham i spændetrøje og med sammenbundne fødder i en helt anden scene, hos lægen, hvor det er umuligt at gå, kun muligt at falde, og få lov til at falde uden nogens bryden ind eller hjælp, må komme den læser, der endnu ikke har læst novellen, til gode.

Verdens bedste ankomst

Ifølge Jacob Skyggebjerg, aktuel med romanen ”Hvad mener du med vi”

Henrik Bjelkes novelle ”American Ladies” fra bogen ”Rygternes Atlas”, 1992

Efter kort forinden at have læst Kafkas ”Amerika” var det til stor morskab og inderlig litterær henrykkelse, jeg oplevede Henrik Bjelkes fortælling, der på sin vis er en pendant.

Mødet med det bombastiske forjættede land, hvor fortælleren, en unavngiven øjensynlig foredragsholder og forfatter til det meste af teksten i ”American Ladies” (i øvrigt en fortælling, der viser sig også at omhandle bestialsk kriminalitet), for første gang i dagslys går ud på altanen i den lejlighed, hvor han logerer, og indser, chokeret, ved synet af de endeløse rækker af helt ens pastelfarvede huse med hver deres lille swimmingpool, at han er: i Amerika!

Det er kulturchokket, chokket over denne overflods- og plastikkultur, der beskrives, ganske som Kafkas Karl Rossmann falder i svime, da han står på dækket af skibet, mens det anløber havnen i New York, men hos Bjelke ikke med den femtenåriges nysgerrighed og respekt for det fremmede, men med det voksne menneskes frygt og distance. Samtidig er scenen, som ofte hos Bjelke, ekstatisk humoristisk og overlegent velskrevet.

Verdens bedste slutning

Ifølge Niels Lyngsø, aktuel med romanen ”Min ukendte bror”

Slutninger er vanskelige. Hvis man som forfatter har formået at sætte nogle fine ting i spil, kan det være svært at komme ud med æren i behold. En tekst, der holder op uden at slutte, virker uforløst, og omvendt kan en bastant konklusion ødelægge alt det foregående med tilbagevirkende kraft: ”Var det bare det?”

Sidste kapitel af James Joyces ”Ulysses” er litteraturhistoriens bedste slutning og løfter værket, som jeg i øvrigt ikke er entydigt begejstret for, op på et andet niveau. Molly Bloom ligger i sengen ved siden af sin ægtemand og tænker over kærligheden. Det er stream of consciousness, når det er bedst. I de sidste linjer mindes hun, hvordan bogens hovedperson, Leopold Bloom, friede til hende. Det er en boblende erotisk tekst:

he asked me would I yes to say yes my mountain flower and first I put my arms around him yes and drew him down to me so he could feel my breasts all perfume yes and his heart was going like mad and yes I said yes I will Yes.

Verdens bedste køretur

Ifølge Dennis Gade Kofod, aktuel med romanen ”Nancy”

Midt i Marguerite Duras’ trekantsdrama ”En aften om sommeren” tager den ellers af alkohol lammede Maria affære.

I en enorm brandert og drevet frem af egen uformåen som elsker og mor redder hun en morder ned fra et tag og kører ham ud af den svært bevogtede by. Hele tiden, mens landskabet forandrer sig og vågner, og morderen sover på bagsædet, drikker hun af en flaske cognac.

Alt med undtagelse af sproget synes at køre på det store tandhjul. Morderen har slået sin kone og dennes elsker ihjel, og det er i den handling, Maria finder sympatien for ham. Hun er selv – omend apatisk – fanget i en kærlighedstrekant, hvor hendes mand er faldet for husveninden Claire.

På den måde får læseren store forventninger til køreturens betydning for Maria, morderen, romanen og alt, der hører til, men sådan går det slet ikke. For på trods af at den vilde plan lykkes for Maria, og hun får gemt morderen på landet, løber alt ud i sandet, som det ofte gør for alkoholikeren.

Tilbage står så et sitrende stykke tekst, som for mig er den bedste køretur i litteraturen. En afstikker midt i romanen, der stilfærdigt skubber til hele strukturen for teksten, men som i stedet for at blive en metafor for fremdrift eller flugt kun tjener for at være mere sprog og handling. Som når en alkoholiker drikker blot for at drikke, når hun har glemt hvorfor, men bare ikke kan lade være.

Det er alt sammen smukt og helt og aldeles utroligt skrevet.

Verdens bedste jagt

Ifølge Hanne Højgaard Viemose, aktuel med romanen “Mado”

Bjørnejagten i Gösta Berlings Saga af Selma Lagerlöf er på én gang overrumplende i sin mangel på action og vild og sjov, fordi Lagerlöf er så uterlig som fortæller.

Hun svæver over de värmlandske skove, ser mennesker, dyr og landskaber langt ude fra, dumper ned i bjørnen, den store bjørn i Gurlitafjeldet, den er stor som en vandrende klippe, den har en historie og en psykologi: Den har mistet sit ene øje i kamp mod menneskene, som også har dræbt dens mage og bortført dens unger. Den er ensom, forhærdet og bister, udspekuleret. Den er en “mandbjørn” der kun kan dræbes af en sølvkugle støbt ved nymåne.

Og Lagerlöf springer videre, hidkalder vinteren, bjørnejægerne, kuglen er støbt, vækker Gurlitabjørnen i sit vinterhi. Da placerer hun Gösta Berling, yndlingen blandt kavalererne, den smukke, afsatte præst, Poeten, den store forfører med front mod bjørnenes bjørn, Gurlitabjørnen, der kommer væltende ned gennem vinterskoven rasende og fortumlet over at være drevet ud af sit hi i utide, og Gösta Berling, han står just og falder hen i dagdrømme over den skønne Marianne Sinclaire.

Læs selv, det er smukt, gribende og overrrumplende, læs hele romanen, Gösta Berlings Saga, den er vild og skør og smuk og kulørt!

Verdens bedste sejltur

Ifølge Michael Katz Krefeld, aktuel med krimien ”Sekten”

”Mørkets hjerte” af Joseph Conrad fra 1902 står for mig som en af de stærkeste fortællinger til vands. Naturligvis i skarp konkurrence med Melvilles ”Moby Dick”. Men hvad ”Mørkets hjerte” mangler af store havdyr, har den til gengæld af fortættet stemning, med handlingen sat på en barsk flod, hvor det aldrig er til at vide, hvem der er de vilde, og hvem der er de civiliserede.

Det er en klassisk rammehistorie, når den er bedst, hvor vi følger hovedpersonen Marlows farefulde rejse ned ad Congofloden. En flod, der som en anden slange både hypnotiserer og fører Marlow dybt ind på kontinentet i jagten efter den skræmmende elfenbenssamler Kurtz, som Marlow skal have med tilbage til civilisationen.

En af mine yndlingsscener er den, hvor Marlow under sejladsen fascineres af de ombordværende kannibalers viljestyrke. Alene fordi de vælger ikke at sætte tænderne i de hvide medrejsende, men nøjes med at fortære fordærvet flodhestekød, som if. Conrad »fik alle junglens mysterier til at lugte en i næsen.« Det er en stærk lille scene, som giver læseren sympati for Marlow, samtidig med at den sætter hele bogens tematik på plads.

Men vigtigst af alt, så forstærker den også romanens underlæggende suspense, som gør Conrads flodtur til en skræmmende klassiker.

Det er stor fortællekunst, og ved genlæsning af romanen higede jeg ligefrem efter at læse Kurtz’ berømte replik: »Rædslen ... Rædslen ... Rædslen.«