Hun døde for tre år siden, men nu sendes hun på verdensturné
Moderne teknik gør det muligt at genoplive for længst afdøde stjerner. Men meningerne er generelt stærkt delte.
Whitney Houston sendes til næste år ud på en lang verdensturné. Det meddelte hendes svigerinde, Pat Houston, forleden. Men der er jo blot et lille nok så væsentligt aber dabei.
Whitney Houston døde lørdag den 11. februar 2012 i en alder af blot 48 år.
Men når det handler om, at presse de sidste dollar ud af pengemaskiner som Whitney Houston, Michael Jackson, Elvis Presley og mange andre, så gælder alle kneb.
Kommercialiseringen af de tre nævntes eftermæle er allerede massiv, og det har den været, siden stjernerne lukkede deres øjne for sidste gang.
Et af de seneste trick i markedsføringen af afdøde stjerner er skabelsen af computer-genererede hologrammer - og det er da også takket være hologram-teknikken, at Whitney Houston i 2016 sendes på USA- og siden verdensturné.
Den moderne hologram-teknik blev ved et tilfælde udviklet og siden beskrevet af den Nobel-prisvindende tyske fysiker Dennis Gabor i slutningen af 1940’erne. Men de første hologrammer - det tredimensionelle billede - er faktisk langt ældre. De blev udviklet allerede i det 16. århundrede af den britiske kemiker John Pepper, og illusionen blev siden kaldt for ”Pepper Ghosts”.
Enkelt udtrykt kan man ved hjælp af den særlige teknik omdanne for eksempel endimensionelle fotografier og tegninger til tredimensionelle, og teknikken kan også anvendes i en kombination mellem fotos og film.
Et af de foreløbig mest overbevisende eksempler i nyere tid blev oplevet, da Michael Jackson sidste år til Billboard Awards i USA genopstod foran et tydeligt berørt publikum.
Bag planerne om at vække Whitney Houston til live står Alki David, der driver firmaet Hologram USA, som også har planer om at genoplive legendariske Billie Holliday på Apollo Theatre i New York.
»Muligheden for at være med til igen at dele hendes bemærkelsesværdige talent er nøjagtig, hvad jeg drømte om, da jeg dannede mit hologram-firma,« hedder det blandt andet i en udtalelse fra Alki David.
Se CNN-interview med Alki David om blandt andet Whitney Houston-projektet:
Hos Hologram USA er man overbevist om, at hologram-teknikken på sigt vil ændre showbusiness, og om de aktuelle Houston-planer siger David blandt andet:
»Jeg er overbevist om, at vi får skabt den ultimative hyldest af Whitneys fantastiske kunst.«
Teknikken er brugt mange gange, men vakte første gang for alvor opsigt i 2012, da afdøde Tupac Shakur dukkede op scenen på Coachella Music and Arts Festival i Californien.
Men allerede fem år tidligere sang Celine Dion ”duet” med selveste Elvis Presley. Det skete i talentshowet ”American Idol” i 2007.
Indslaget er siden blev voldsomt diskuteret - både blandt bestyrtede Elvis-fans, der generelt tog afstand fra duetten - men også blandt hardcore teknikfreaks.
Allerede i dagene efter, at duetten var blevet udsendt, hævdede mange, at der slet ikke var tale om et hologram, men om en Elvis-imitator, der mimede til Elvis Presleys originale sang.
Sandheden er, at man faktisk dengang, da teknikken ikke var så udviklet, som den er i dag, brugte en kombination af optagelser af en dobbeltgænger og originale optagelser af Elvis Presley fra 1968 og sendte det hele igennem avanceret redigering:
Øverst ”I can dream” fra Amerian Idol i 2007 og derunder en udførlig forklaring på, hvordan klippet blev lavet:
Udover at genoplive afdøde stjerner kan hologram-teknikken selvsagt også bruges på mange andre måder.
Et eksempel oplevede man i april sidste år, da bilgiganten Audi præsenterede en ny A3-model.
For at markere lanceringen præsenterede firmaet en dobbeltkoncert mellem M.I.A. og Janelle Monea, men de stod ikke på noget tidspunkt på samme scene. M.I.A. var i New York og Monea i Los Angeles.
De blev forenet via hologrammer.
Tidligere har teknikken givet Maria Carey mulighed for at give koncerter i fem byer på samme tid.
Og nu kommer turen så til Whitney Houston.
Turnéen skal efter planen indledes i USA, og hologramshowet sendes derefter på verdensturné.
Kun fantasien vil i fremtiden sætte grænser for, hvordan hologramteknikken kan udvikles - og udnyttes - kommercielt.