Ny forskning i verdens mest omdiskuterede smil
Britiske forskere mener at kunne dokumentere, at Da Vinci med fuldt overlæg skabte berømt illusion.
Der findes næppe noget smil, der er blevet tolket, diskuteret og analyseret som Mona Lisas.
Og det er stadig genstand for både spekulationer og seriøs forskning.
Senest har to forskere knyttet til Sheffield Hallam University i England beskæftiget sig indgående med det gådefulde smil, som blev skabt af Leonardo da Vinci i begyndelsen af 1500-tallet.
Betragter man hele maleriet mødes man af kvindens forsigtige smil, men fokuserer man på hendes mund fra en anden vinkel, da ændrer smilet sig tydeligt.
Denne illusion frembragte Da Vinci gennem en række effekter skabt gennem brug af farver og skygger, og i århundreder har der været spekuleret i om Da Vinci skabte denne effekt med fuldt overlæg, eller om det er tilfældigt.
Men nu konkluderer forskerne Alessandro Soranzo og Michelle Newberry i tidsskriftet Vision Research, at Da Vinci skabte effekten med fuldt overlæg.
Han kommer til den konklusion efter indgående at have studeret portrættet "La Bella Principessa", som Da Vinci formentlig skabte nogle år inden "Mona Lisa".
I dette portræt brugte Da Vinci samme teknik som tilfældet var med "Mona Lisa".
En lang række eksperimenter med de to billeder har den samme optiske virkning, konkluderer Soranzo, der også inddrog et portræt af pige skabt nogenlunde samtidigt af Piero del Pollaiuolo. Men den særlige virkning blev kun fundet i de to Da Vinci-malerier.
Derfor føler Alessandro Soranza og Michelle Newberry sig overbeviste om, at Da Vinci anvendte sin særlige teknik med det formål at skabe samme illusion i begge malerier.
Dog erkender de over for blandt andet tidsskriftet Discover Magazine, at deres forskning endnu ikke kan opfattes som et endegyldigt bevis på, at Leornardo da Vinci brugte illusionen med fuldt overlæg.
Derfor fortsætter de to deres forskning og vil analysere andre værker af Da Vinci.