OVERBLIK: Kunsttyve har stjålet malerier for milliarder
Glyptoteket i København er ikke det eneste museum, der har haft uønsket besøg af personer med lange fingre.
En kostbar bronzebuste af billedhuggeren Auguste Rodin er 16. juli blevet stjålet fra Ny Carlsberg Glyptotek af målrettede tyve forklædt som turister, skriver Politiken.
Af andre spektakulære kunsttyverier i nyere tid kan nævnes:
* Den dansk-tyske kunstner Emil Noldes maleri ”Middag i Emmaus” bliver i 2014 stjålet fra Ølstrup Kirke ved Ringkøbing, hvor det fungerede som altertavle. Maleriet er vurderet til ti millioner kroner.
* I oktober 2000 forsvinder ”Parti fra Capri” og ”Skagensjægere” - to malerier af P.S. Krøyer - efter et rambuktyveri mod et auktionshus i Bredgade i København. Kort efter stopper politiet dog en varevogn og finder her malerierne, der havde en værdi af cirka otte millioner kroner.
* Ved at skubbe til en kustode lykkes det i januar 1999 røvere at stikke af med to malerier af Rembrandt og Bellini fra Nivaagaard Malerisamling. Malerierne blev anslået til at være 200 millioner kroner værd.
* Fra marts 1995 til november 2011 stjæler franskmanden Stéphane Breitwieser mindst 239 kunstværker fra over 172 museer verden over. Værkerne havde da en værdi af i alt 1,2 milliarder dollar.
* I 2010 bliver fem værker af Pablo Picasso, Henri Matisse, George Braque, Amedeo Modigliani og Fernand Leger stjålet fra Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris i den franske hovedstad. De fem malerier blev da anslået til en samlet værdi af 3,7 milliarder kroner.
* Tre mænd med skimasker trænger ind i E.G. Bührle Kunstmuseum i Zürich, Schweiz, i februar 2008. De stjæler fire malerier af Cezanne, Degas, Van Gogh og Monet. Kunstværkerne blev dengang vurderet til en samlet værdi af 139 millioner dollar.
* I februar 2006 bliver værker af Salvador Dali, Picasso, Matisse og Monet stjålet fra det brasilianske museum Chacara do Céu af fire bevæbnede mænd under det årlige karneval i Rio de Janeiro.
* Edvard Munchs store mesterværker ”Skriget” og ”Madonna” bliver i august 2004 stjålet fra Munch-museet i Oslo.
* ”Madonna with the Yarnwinder” af Leonardo da Vinci til over 300 millioner kroner stjæles fra Drumlanrig-slottet i Skotland i 2003. To røvere kom ind med turister på stedet, hvor de overmandede vagter, satte alarmerne ud af drift og tog værket.
* To Van Gogh-malerier stjæles i 2002 fra Van Gogh Museet i Amsterdam. Malerierne er blandt hans tidlige værker og var vurderet til et tocifret millionbeløb.
* Tre kraftigt bevæbnede røvere slår i december 2000 til mod Nationalmuseet i Stockholm og stjæler tre malerier af Rembrandt og Renoir til en da samlet værdi af omkring 250 millioner kroner. Den ene holdt de tilstedeværende op med et maskingevær, mens de andre tog billederne, inden de stak af i en lille båd.
* Et maleri af Cezanne forsvinder under nytårsfestligheder 1. januar 2000 fra Ashmoleanmuseet i Oxford. Værket var vurderet til næsten 35 millioner kroner.
Kilder: FBI, Ritzau, vg.no