Fortsæt til indhold
Kultur

Privat ildsjæl vil rejse statue af Dirch Passer

Til næste år ville Dirch Passer være fyldt 90 år - i den anledning søges han æret med en statue.

"Den mand har betydet rigtig meget for mig, og jeg har været fan, siden jeg var barn. Han har gjort mig glad i hele mit liv."

Således udtaler Henrik Hansen til Jyllands-Posten, og det handler om Dirch Passer, der døde på scenen under Tivolirevyen den 3. september 1980. Han blev blot 54 år gammel.

Og nu agter Henrik Hansen at gøre gengæld:

Han har i mere end et år arbejdet på at få opsat en statue af den store skuespiller og revy-stjerne. Allerede sidste år i maj stod Henrik Hansen i spidsen for en Dirch Passer Festival, der blev afviklet på Dirch Passers Allé på Frederiksberg.

Den planlagte statue af Dirch Passer vil vise ham fra den lange periode, hvor han arbejdede sammen med Keld Petersen.

"Formålet var at skaffe penge til statue, og vi er kommet et godt stykke videre siden dengang," oplyser Henrik Hansen, der den 27. september inviterer til endnu et stort indsamlingsshow i Rådhushallen på Frederiksberg.

"Det er aftalt med Frederiksberg Kommune, at statuen skal placeres på Dirch Passers Allé. Jeg håber, at den er klar til den 18. maj næste år - den dag Dirch Passer ville være fyldt 90 år," siger Henrik Hansen og tilføjer:

"Jeg har allerede en aftale med en kunstner. Hvem det er, det afsløres til indsamlingsshowet, hvor kunstneren også vil vise nogle af sine skitser. Målet med indsamlingen er at rejse 700.000 kr. hvorfor jeg stadig søger sponsorer og ethvert bidrag er bestemt velkomment."

Til indsamlingsshowet - der med reference til Passers berømte baby-sketch har titlen "Op å da!" - på Frederiksberg Rådhus deltager en lang række skuespillere og andre.

Blandt disse Klaus Pagh, Daimi Gentle, Jytte Abildstrøm, Flemming Jensen, Lone Hertz, Jan Monrad, Flemming Krøll, Per Pallesen og Morten Grundwald.

Henrik Hansen var været fan af Dirch Passer i hele sit liv, og nu arbejder han ihærdigt på, at få samlet penge ind til en statue af den store danske skuespiller og revy-legende, der døde den 3. september 1980.

Følg arrangementet på Facebook.

Konferencier ved arrangementet, der åbnes af borgmester i Frederiksberg Kommune Jørgen Glenthøj, er Sebastian Dorset.

Henrik Hansen understreger, at hans initiativ både gennemføres i fuld forståelse med og accept fra Dirch Passers familie.