Berømt gadekunstner risikerer bøde og fem år bag tremmer
Detroit frydede sig over kunstners officielle udsmykning, men han holdt sig ikke til den.
Shepard Fairey - den berømte amerikanske gadekunstner, der blandt andet i 2008 skabte den ikoniske Obama-plakat med ordet ”Hope” - fik for en måneds tid siden masser af omtale og ros for sin officielle udsmykning af den 18-etager høje One Campus Martius-bygning i Detroit.
Det er den største udsmykning, han hidtil har lavet i sin karriere.
Men han lavede også andet under sit ophold i byen.
Allerede i maj indledte politiet i Detroit undersøgelser af rygter om, at Shepard Fairey på eget initiativ, havde udsmykket flere bygninger i byen med streetart og sine berømte plakater.
Der var hold i rygterne konkluderer politiet nu og har derfor formelt udstedt en arrestordre på kunstneren, der bor i Los Angeles.
Han er nu formelt sigtet for to tilfælde af hærværk, og - meddeler politiet - han har anrettet skader for mindst 9.000 dollar.
Dette kan i værste fald udløse en samlet bøde på 20.000 dollar og fængsel i op til fem år.
”Bare fordi han er en berømt kunstner, bortforklarer ikke det faktum, at han også er en vandal. Og vi mener, at det han har lavet i disse tilfælde, er vandalisme”, hedder det i en udtalelse fra Rebecca McKay, der er talskvinde for politiet i Detroit.
Med direkte adresse til kunstneren siger hun:
”Når du er i Detroit, hilser vi dit arbejde velkomment, Shepard Fairey. Det du er bestilt til - ikke dit Vilde Vesten-arbejde.”
Politiets reaktion skal i øvrigt ses i forlængelse af det faktum, at netop Detroit i årevis har haft ry for at være et slaraffenland for uautoriseret streetart, og det ønsker bystyret nu at ændre på.
Hvis han ikke melder sig selv vil han, næste gang han sætter sine ben i Detroit, blive arresteret og stillet til regnskab, understreger politiet.
Selv har Fairey ikke lagt skjult på sine planer.
Allerede i maj meddelte han blandt andet til Detroit Free Press, at han agtede at lave flere udsmykninger, end den han officielt var bestilt til.
Bare fordi han er en berømt kunstner bortforklarer ikke det faktum, at han også er en vandal.Rebecca McKay - talskvinde for politiet om Shepard Fairey
”Jeg laver stadig ting på gaden uden tilladelse, og jeg vil lave noget, mens jeg er i Detroit”, bebudede han.
Og det gjorde han.
Flere steder i byen findes nu udsmykninger, der bærer en signatur, der er identificeret som hans.
Det kan, mener politiet, dreje sig om op til 14 værker, men foreløbig er han blot sigtet for to tilfælde af vandalisme.
Det er i øvrigt langt fra første gang den berømte streetartist har haft problemer med myndighederne.
Han har været arresteret 17 gange for at udøve hærværk på offentlige og private bygninger uden at have tilladelse.
Til sin berømte Obama-plakat brugte han et billede taget af en fotograf fra AP, og det kostede ham efter års juridiske tovtrækkerier en betinget fængselsdom på to år og 25.000 dollar i bøde.
Selv tager Shepard Fairey nyheden om arrestordren helt roligt og siger blandt andet til den britiske avis The Independent, at han finder sigtelsen latterlig og at han ikke ved, hvad det ender med:
”Sommetider handler det om en dag eller to i fængsel. Normalt bliver sigtelserne nedtonet. De fleste arrestationer er ikke seriøse”.