JP's litteraturredaktør: Her er Rifbjergs 10 bedste bøger
Forfatterskab: Klaus Rifbjerg har skrevet mere end 100 bøger, og de færreste har et fuldstændigt overblik over forfatterskabet. Her er litteraturredaktør David Jacobsen Turners 10 favoritter.
Som forfatter var Klaus Rifbjerg yderst produktiv. Hans forfatterskab rummer omkring 150 titler. Jyllands-Postens litteraturanmelder David Jacobsen Turner nævner her sine 10 personlige favoritter:
PROSA
Den kroniske uskyld, 1958
Næsten overflødig at nævne, men samtidig aldeles uundværlig på listen. Bogen, der har lært generationer af skoleelever om navnesymbolik og udgjort det litterære soundtrack til teenagetidens kaos af forvirrende seksualitet, venskaber og generationskonflikter for tusinder af os. Tore, Janus, Helle og uskyldstabene står akkurat så skarpt for en førstegangslæser i dag, som de gjorde i 1958.
PROSA
Dobbeltgænger, 1978
I de senere år har autofiktion været højeste litterære mode, og forfatter efter forfatter har dygtigt leget med fiktionalisering af hovedstolen og deres eget liv: Knausgaard, Claus Beck-Nielsen, Bjørn Rasmussen m. fl. Går man rundt med den vildfarelse, at der er tale om en ny tendens, bør man straks frekventere et antikvariat og købe denne ”mockumentary” af en roman. Undertitlen er ”Den korte, inderlige, men fuldstændig sande beretning om Klaus Rifbjergs liv”, og det afsløres blandt andet, at Rif er hermafrodit.
Kosteligt.
PROSA
Anna, jeg, Anna, 1969
Endnu en Ibsensk fortælling om kernefamiliens fallit, men denne gang forløst i et krimiplot og en potent road-roman-motor, hvor de to desperado-hovedpersoner med hvert deres flugtmotiv kaster sig ud i en drabelig odyssé. Ambassadørfruen Anna, der skiftevis omtaler sig selv i 1. og 3. person, og narkosmugleren Jørgen er ikke lige til at ryste af sig igen. Thelma og Louise a la Rifbjerg.
PROSA
Og andre historier, 1964
Rifbjergs første forsøg med en genre, han straks mestrede som få: novellen.
De 23 historier kredser videre om overgangen fra barndom til voksenliv, seksuelle initieringer, skam, lyst og fortrængninger. Formsproget er varieret og æggende: bevidsthedsstrømme, upålidelige fortællere og gådefulde, veldrejede plots. Læs især ”Skyernes skygge rammer mig” - De glemmer den aldrig!.
LYRIK
Fut fut fut, 2014
Beviser, at den lyriske åre var intakt til det sidste. Jernbanedriften, der som bekendt er den næstsværeste drift at kontrollere, havde altid fascineret Rifbjerg, og i denne hans sidste digtsamling suser han igen afsted på poesiens skinner. Både barndommens gader, spisekupéens tidsalder, Storebæltsfærgen og Schweiz’ landskaber danser op fra den lille bogs sider.
LYRIK
Septembersang, 1988
Årets smukkeste måned lovsynges ikke kun i sangen om den hvide himmel og mammutmesterværket ”Septemberfortællingerne”, men også i denne smukke digtsamling. September er ”ikke sommer, ikke efterår, men den rene, klare måned, hvor man ved besked, og hvor det endnu ikke er for sent”. Nemlig.
PROSA
Operaelskeren, 1966
Rifbjerg Classic: den sørgelige matematikprofessor og Wannabe-Don Juan Helmer Francks deroute skildres frydefuldt ondt og veloplagt.
Men selvfølgelig har forfatteren selv en rem af huden, når hovedpersonen namedropper om sit luksusforbrug.
Det handler om narcissisme, æstetikerens eksistentielle tomhed og - naturligvis - det skandinavisklutheranske skyldkompleks.
LYRIK
Konfrontation, 1960
Et absolut hovedværk i nyere dansk litteratur.
Trækker tråde tilbage til Johannes V. Jensen og Sophus Claussen og har givet navn til konfrontationsmodernismen.
Potent energi, en angstfremkaldende modernitetserfaring og en enestående fornyelse af det danske sprog.
LYRIK
Amagerdigte, 1965
Fødeøen forblev et favoritmotiv i Rifbjergs forfatterskab, og i disse nyenkle erindringsdigte er tonen en ganske anden end i ”Konfrontation” og ”Portræt”.
I den ambivalente kærlighedserklæring til barndommens revir fremmaner han melankolien og den voksne mands erfaring af det levede liv. Digterens nu og barndommens perspektiv alternerer virtuost.
LYRIK
Portræt, 1963
Læs Rifbjergs digt om Dyrehavsbakken, og pludselig føles så megen anden poesi aldeles uoplagt: ”professor tribinis rotationshoved tumlende over træbarakker gnæk gnik gnak brag af papbrystdamer munde udskydende rutschebanevogne spøgelsesagtig edderkopkaudervælsk og pølseerotik dampende kartoffelmos med stegt løg i lykkeposer dræbte blikænder tordnende røvsvingere stilladser skiffle sangere elektrisk døende bræk og sømænd distrait politi lumre akvarier mudderkvinder baller som pudderkvaster gummitrold med for meget mavesyre vejninger og fundet for tung næsen begravet i en afdød miss florens svedskræv dumpe slagsmål afbrændt skur ribben bønner hjerteslag kom indenfor og midt i det hele pludselig dig pludselig dig meget smuk”.