Et forfatterskab på højeste turbo er slut

Der er noget nærmest symbolsk over, at nyheden om Klaus Rifbjerg død blev kendt påskedag. For ganske vist døde den store forfatter lørdag aften, men hvis der er nogen i den danske litterære verden, som er sikret opstandelse og evigt liv i overført betydning, må det være Klaus Rifbjerg. Selv om han for nylig måtte opleve at blive fjernet fra den danske litteraturkanon, har han som ingen andre i en menneskealder været der som forfatter af digte, romaner, noveller, tv-manuskripter, essays og som provokatør og debattør.

Han vil stå som den væsentligste danske forfatter i efterkrigstiden, og som en sløjfe på det imponerende forfatterskab, der rummer omkring 150 titler, udkommer det, der skulle blive det sidste værk, en samling af fortællinger med titlen ”Besat”, endda på torsdag den 9. april.

Klaus Rifbjergs debut som digter havde titlen ”Under vejr med mig selv” (1956). Vejr lyder næsten som ”værd”, og det er måske ikke tilfældigt, for den unge digter var fra allerførste færd en mand, der turde stå ved sig selv og kendte sit værd.

Debuten ramte og saboterede den litterære stil i Danmark som en torpedo. Her var der ingen pseudoreligiøs krisestemning, ingen patetisk adventsforventning, ingen bekymring for ”Ideernes Krise i åndsliv og politik”, som en kendt bog fra 1961 hedder, ikke noget med Ole Sarvigs »vi er landet på en fremmed klode«.

Gu’ er vi ej! – Unge Klaus var landet midt i virkeligheden, »den er nemlig flink nok«, som han siden skrev. Her er Ole Wivels ”skjulte Gud” ikke bare skjult, han er væk, og ingen savner ham, når »morgenen kommer kørende i en sporvogn fra Nordre Fasanvej«. Her er man ”På værtshus” og »lever enormt,/ da vi har bestilt tre bajere/ og rundt om lever man helt fantastisk«. Her er man nygift, og »enhver frygt for spirende borgerlighed/ borttages, kære, når du løser snoren på din pyjamas«.

Den dag i dag har digtsamlingen beholdt sit pust af frisk vind og glubende appetit på tilværelsen, og begge dele har siden stået som et sus gennem hele Store Klaus’ forfatterskab og offentlige optræden, sidst da han i et tv-interview med Adam Holm i ”Deadline” erklærede, at der vel højst er et par tusinde velbegavede dansker. Som så ofte før rejste han den sippede forargelse. Og havde det formodentligt sjovt med det – som altid. Og har sikkert grinet i sit stille sind: Jeg hidsede dem op igen! Jeg ka’ endnu!

Debutromanen, den uopslidelige mytologiske fabel ”Den kroniske uskyld”, er i dag en netop genudgivet klassiker. Her som i så mange andre af Klaus Rifbjergs værker mærkes den enorme tilstedeværelse, for Rifbjerg trængte sig på både med sin person og med sit erindringsstærke sprog. Få kunne som han beskrive det kropslige, det lidenskabelige i et evigt opgør med det bornerte.

Salver fra et maskingevær

Så kom de store digtsamlinger som salver fra et maskingevær, men aldeles ukrigeriske – kun blidt og energisk konfronterende den verden, som er i sin endeløse, uudtømmelige, overvældende mangfoldighed. »Tom, tom, tom – saligt tom/ er verden for andet end ting«, hedder det i digtet om frihavnen i den ufatteligt vitale og sansende ”Konfrontation” (1960).

Straks efter kom det store, fantastiske, svært tilgængelige, maksimodernistiske digt ”Camouflage” (1961), men i forhold til f.eks. James Joyces ”Finnegan’s Wake” (1939) dog ganske omgængeligt.

Vi var en del, det gik til hovedet som spiritus, og initieret hilste vi hinanden med syrede citater: »Jeg skal komme, gå videre i færger af klarhed«, eller »alle skeerne var gafler«, »du står i og formes af menneskemordet«, »som dyr upåvirkelige hellige af synd«.

Ole Wivel har fortalt, hvor beruset han blev, da han som direktør for Gyldendal fik ”Camouflage” og Panduros modernistiske trapeznummer ”Øgledage” (1961) i hånden næsten samtidig. »Ny topklovn i modernismens popcirkus« hvæsede professor Frederik Nielsen af ”Øgledage”.

Altid værd at læse

I hælene på ”Camouflage” kom så den vidunderligt enkle, afdæmpede ”Voliere. Et fuglekor på femogtyve stemmer” (1962), hvoraf digtet ”Solsort” for længst er blevet en klassiker. Derpå ”Portræt. Digte” (1963), hvor modernismens flueøjede bevidsthed afsøger verden. Og så i 1965 den folkelige succes med ”Amagerdigte”, formentlig en af Rifbjergs mest solgte, læste og citerede digtsamlinger.

Siden er det blevet til mange, mange flere, altid værd at læse, altid udladninger af digterens utæmmelige vitalitet og sproglige spændstighed, men også ofte med en djærv, hverdagsbundet sprogføring som f. eks. ”Fædrelandssange” (1967), hvor »Danmark står ude om natten«, som det hedder til sidst i al sin enkelthed. Nævnes bør også ”Mytologi” (1970); ”Scener fra det daglige liv” (1973); ”25 desperate digte” (1974); ”Livsfrisen” (1979): ”Landet Atlantis” (1982); ”Kandestedersuiten” (1994), et højdepunkt i den senere del af forfatterskabet.

I 1954 blev det legendariske og siden hyppigt kritiserede tidsskrift ”Heretica” som følge af Gyldendals overtagelse af Wivels Forlag afløst af ”Vindrosen”, der fra 1959 til 1964 havde Rifbjerg og Villy Sørensen som redaktører. Sammen skabte de det sidste almene kulturtidsskrift i landet, moderat modernistisk, og de gjorde det med en eksplosiv energi og forvisning om eget værd, flabede, velskrivende, udfarende, provokerende.

Tidsskriftet rummede poesi, noveller, essays af ældre og yngre forfattere og som regel højt kvalificerede anmeldelser og kamplysten debat. I de redaktionelle kommentarer, ”Vindhjørnet”, drillede og hudflettede de to redaktører veloplagt rindalisme, borgerlig bornerthed og alskens fordomme og dumheder; frejdigt polemiske var de – ofte med navns nævnelse.

Alt og alle hængt til tørre

Det er ikke mindst her, Rifbjergs satiriske evner for at hænge alt og alle til tørre også i romanerne blev kendt, og hans opgør med den bornerte spidsborger gjorde ham til en af hovedpersonerne, da ungdomsoprørets kulturkamp og kulturkritik åbnede sig. Mest kendt er naturligvis det ikoniske billede af Klaus Rifbjerg, der sammen med en gruppe kolleger ryger hash på Kulturministeriets trappe. Det er Rifbjerg, der suger af chillummen, men selv om han gjorde sine anstrengelser for at følge med tidsånden, var der også her et element af utilpassethed over forfatteren og samfundsrevseren.

I slutningen af 1960’erne kaldte Ekstra Bladet ham for Danmarks mest forkælede forfatter, fordi han, der var på statsstøtte, kørte rundt i åben sportsvogn, men han lagde aldrig skjul på, at han forbeholdt sig retten til endda med store armbevægelser at bevare livsnyderen, levemanden og jægeren i sig. Da han engang blev spurgt, hvilket statussymbol der lå bag hans sportsvogn, lød svaret, der kunne forarge i alle lejre: »Det er selvfølgelig en potensforlænger!«

Mens store dele af hans egen generation fik en overdosis frihed, forblev en stor del af Klaus Rifbjergs opgør mod sæder, former og normer at være litterær og polemisk.

Han var til det sidste gift med Inge, der de senere år syg og blind har boet på plejehjem i København, og i det sidste interview, Klaus Rifbjerg gav til Jyllands-Posten ved sin 80-årsfødselsdag i december 2011, sagde han:

»Ja, alle vores venner blev jo skilt. Vi havde forestillet os, at den tosomhed, som jeg formulerede som et værn mod verdens modbydelige overgreb, gav styrke, fordi den var fuld af solidaritet, men det viste sig jo ikke at holde en meter, for folk gik fra hinanden. Der kom større usikkerhed og forvirring med friheden.«

Kanonisk status

Sideløbende med lyrikken og redaktionsarbejdet i 1960’erne kom så i en stadig strøm novellerne og romanerne. Samlingen ” – og andre historier” (1964) har i dag fortjent kanonisk status, den bedste af sin slags siden Martin A. Hansens og H.C. Branners tidlige noveller, men også ”Rejsende” (1969) rummer historier prægest af forfatterens både robuste og fint registrerende sensibilitet. Det samme gælder for den mere end halve snes, der siden er kommet, alle med uforglemmelige tekster, om end ikke alle tekster er uforglemmelige.

Groft sagt deler romanerne sig i to grupper, de delvis selvbiografiske og de andre. Den første gruppe indledes med den lavmælte, lidt forsagte ”Arkivet” (1967), der også i dag står stærkt. Siden kom de så en for en: ”Lonni og Karl” (1968); ”Leif den lykkelige” (1971); ”Spinatfuglene” (1973); mesterværket over dem alle: ”En hugorm i solen” (1974) og ”Tak for turen” (1975).

Med denne suite, der ligger som underlægningsmusik under forfatterskabet, og hvortil også hører den langt senere ”Huset”, skrev Rifbjerg en slags fiktiv selvbiografi – ”autofiktion” – længe før begrebet blev opfundet.

Noget af det særlige og usædvanlige i Rifbjergs nuancefølsomme sprog fra barndommens land på Amager til det kulturradikale overklasseliv i København er hans altid totalmobiliserede erindringsevne, der er så parabolsk registrerende, at han så at sige erindrer på vores andres vegne: Ja, jubler man, sådan var det jo, her sanser jeg igen, hvad jeg måske ikke havde glemt, men forlist som nærvær!

Fremragende kvindeskildrer

I den rigelige mængde af øvrige romaner bør især succeserne ”Operaelskeren” (1966) og ”Anna (jeg) Anna” (1969) nævnes. Begge blev de meget læst og debatteret, og den sidste skaffede ham Nordisk Råds Pris. Også skælmsromanen eller pikaresken ”Marts 70” (1970) fortjener udødelighed. At den vakte skandale dengang, var grinagtigt og er det i dag, vildt og lovløst fabulerende og associerende som den er. Men også ”Vejen ad hvilken” hører til Rifbjergs betydeligste og viser ham igen som den fremragende kvindeskildrer, han var i ”Anna (jeg) Anna”.

Forfatterskabet rummer en del andre romaner, ikke alle lige betydelige, men dog altid et par niveauer over, hvad der ellers lanceres som usædvanlig digtning.

Også som dramatiker for både teater og tv gjorde han sig gældende – et par betydelige film var ikke blevet til uden hans manuskripter, ”Weekend” (1962), der gav teologiprofessoren Johannes Sløk en åndelig blodstyrtning, og ”Der var engang en krig” (1966). Samtidig var han en markant essayist og debattør, altid provokerende som en gadedreng, men en uafladeligt charmerende gadedreng.

Og mens læserskaren måske nok skrumpede med årene, selv om den litterære produktion ikke gjorde det, så blev Klaus Rifbjerg alligevel ved med at fylde og leve op til tilnavnet Store Klaus. For imens venstrefløjen og dens kulturkritik svandt og svækkedes, blev Klaus Rifbjerg ved at lade sig høre som en kulturradikal enmandshær, der ofte blev modtaget af hovedrysten, men alligevel aldrig af ligegyldighed, når han lod sig høre i sine antimilitaristiske indlæg mod Anders Fogh Rasmussen, Dansk Folkeparti, det danske militære engagement rundt om i verden og det, han så som tidens almindelige ugunst.

Den kritik er nu døet ud, og den vil utvivlsomt blive savnet af både venner og fjender, for det kan med rette spørges, hvorfra en ny kulturradikalisme og dens kritik skal komme?

Husk Klaus

En årrække var han også sideløbende med sin egen forfattervirksomhed litterær direktør for Gyldendal, og han skabte sammen med Sven Grønlykke gourmetrestauranten Kong Hans. Også her blev Klaus Rifbjerg kritiseret, for var han nu ikke bare selv blevet spidsborger og magthaver. Men sandheden er nok snarere, at Klaus Rifbjerg, som den store kunstner og livskunstner, han var, forblev sig selv, og det var mange: oprører, provokatør, litterær nyskaber, hyldet forfatter, magtfuld litterær direktør – og livsnyder.

I anledning af sin 60-årsfødselsdag for nu mere end 20 år siden fik Klaus Rifbjerg et festskrift med titlen ”Husk Klaus” (1991). Hvis det var Klaus, der skulle huske, så var der ingen grund til at pålægge ham det, han gjorde det hele tiden og omsatte, hvad han huskede, til stor digtning. Hvis det var en opfordring til at huske Klaus, var den overflødig. Har man én gang mødt ham – i hans bøger eller personligt – glemmer man ham aldrig.

I 2013 blev man mindet om det i den lille af humor sprudlende novellesamling ”Intet sikkert abnormt”. Jo, det er ret abnormt, at han gennem mere end 60 år præsterede så alsidigt et forfatterskab, permanent på højeste turbo, kvalitativt og kvantitativt – velsagens det mest omfattende på dansk siden Grundtvig.

Nu er det slut, og som Klaus Rifbjerg sagde om døden i interviewet i Jyllands-Posten i 2011:

»Hvad er det sidste, man kommer til at tænke på, når man ligger og skal sige farvel til det hele? Det er jo ikke Kong Christian X’s regeringsjubilæum. Det er noget fuldstændig banalt, en skræppen fra en eksistentiel grammofonplade, der tuner ind. Ens liv består af almindeligheder, af mærkelige ting, som tilsyneladende bare passerer og ikke er særligt vigtige, men viser sig alligevel at være det. For mit vedkommende har det handlet om at sørge for at bevare opmærksomheden på det, som er sket, når tingene forsvinder. Det er vigtigt at holde øje med, hvad der foregår, mens man er her, særligt, hvis man ikke er overbevist om, at der kommer noget bagefter.«

Klaus Rifbjerg, der ud over hustruen Inge, efterlader sig de tre voksne børn oversætter Lise Rifbjerg, journalist Synne Rifbjerg og jazztrommeslager Frands Rifbjerg, formåede om nogen at holde øje med, hvad der foregik, mens han var her.