Teknokraten, der klippede hul i Jerntæppet

Miklos Nehmet undskylder i sin egen hotelsuite.

»Har du noget imod, at jeg tager jakken af,« spørger han og står et øjeblik let foroverbøjet og venter med hænderne om jakkens revers, inden han tager den af.

Ungarns sidste kommunistiske ministerpræsident overspiller ikke ligefrem sin rolle. Han er i København i anledningen af dokumentarfilmen ”1989”, som hylder ham for at være manden, der klippede det første hul i Jerntæppet og satte gang i den bevægelse, der til sidst førte til Murens fald.

Selv uden sin grå tweetjakke ligner han en kontorfunktionær, og det er svært at forestille sig, at han spillede en hovedrolle i en af det 20ende århundredes største begivenheder og direkte udfordrede østblokkens mest skruppelløse mørkemænd.

DDR’s kyniske diktator, Erik Honecker, Europas sidste stalinist, Nicolae Ceau?escu og Bulgariens Todor Zhivkov, hvis efterretningstjeneste havde udført spektakulære snigmord på systemkritikere dybt inde i Vesten og sågar blev beskyldt for et mordforsøg på selveste pave Johannes Paul II. De var ikke ufarlige. Da de i 1989 opdagede, at Ungarns nye unge ministerpræsident med et pennestrøg fjernede udgifterne til den højteknologiske grænsebevogtning mellem Ungarn og Østrig fra finansloven, kunne de mærke jorden skride under sig. Bedre blev det ikke af, at Miklos Nehmet satte gang i udformningen af en ny forfatning, som nærmest blev skrevet af fra den amerikanske forfatning med fri presse, flerpartisystem og frie valg og alt det, fjenden i vest stod for.

På en Warszawapagt-konference i juli 1989 agiterede de tre diktatorer voldsomt for militær indgriben i Ungarn. Gorbatjov sad og blinkede tvetydigt til Miklos Nehmet, som midt i den højspændte situation besluttede sig for at gå ud og ryge en smøg. Fire måneder senere væltede Berlinmuren.

Dengang var Miklos Nehmet blot 40 år gammel, og set i bakspejlet har det krævet mod. Men Miklos Nehmet ser ikke sig selv som en idealistisk helt. Han tog nogle beslutninger, som fik et fantastisk heldigt udfald, men andre havde i hans sted muligvis gjort det samme, mener han.

»Ved du hvad en apparatchik er,« spørger han og peger på sig selv med to vippende pegefingre.

Den nye økonomiske mekanisme

En apparatchik er et udtryk for en bureaukrat i den gamle østblok. En embedsmand, der kunne flyttes fra en afdeling til en anden som et udskifteligt tandhjul, og det er sådan Miklos Nehmet ser sig selv. Som en økonom, der tog konsekvensen af den virkelighed, der mødte ham, og det var også derfor, han ud af ingenting blev udnævnt til ministerpræsident i 1988.

»Tilbage i 1968 var jeg økonomistuderende ved Karl Marx Universitet i Budapest,« fortæller han.

»Jeg kommer fra en lille landsby i det nordøstlige Ungarn, og min familie var ikke partimedlemmer. Men universitetets rektor, Szabo Kacman, var nummer to i det hierarki, som stod bag ”Den nye økonomisk mekanisme”,« fortæller Miklos Nehmet.

»Den nye økonomiske mekanisme blev udformet af Rezsö Nyers og gik ud på, at man introducerede markedsmekanismer i den socialistiske planøkonomis femårsplaner. I en kategori fastsatte man priser på mad, benzin og andre basisvarer. I en anden fastsatte man en laveste pris og en højeste pris, og så kunne udbud og efterspørgsel få prisen til at svinge mellem loft og bund. I den mindste kategori, som var luksusvarer, var prisen fuldstændig fri,« fortæller han.

»Vores rektor udvalgte en gruppe på 20 studerende, og han inviterede professorer fra Mannheim, Cambridge og Strasbourg, som kom og underviste os en måned ad gangen. Derudover tilbød han os demokratisk at vælge en repræsentant til universitetets senat,« fortæller Miklos Nehmet.

Man skulle være partimedlem for at være med i senatet, og således meldte Miklos Nehmet sig som 20-årig ind i Ungarns Socialistiske Arbejderparti. Han fik ikke blot indflydelse, han fik også studieophold ved Harvard University, hvor han studerede cost-benifit-analyse, Marshall-planen og risikoanalyse.

»Har det hjulpet mig sidenhen? Ja! Var jeg heldig? Ja, jeg var meget, meget heldig,« siger Miklos Nehmet.

I 1972 lukkede partiets hardlinere ned for reformprocessen, men Miklos Nehmet arbejdede videre inde i systemet. Han underviste på Karl Marx Universitet, og fik ved siden af arbejde i kontoret for national planlægning. I 1981 blev han kaldt over i centralkomitéen, hvor han skulle være sekretær med ansvar for den økonomiske politik.

»Man kunne godt sige nej til sådan et tilbud, men så ville man efterfølgende få tilbuddet på skrift, og så var det ikke længere et tilbud, men en ordre,« fortæller Miklos Nehmet.

»Det gik op for mig, at landet økonomisk set var meget tæt på afgrunden,« husker han, og det var derfor, partiet havde brug for ham.

Man ville genoplive Den nye økonomiske mekanisme for at redde landet.

Økonomisk undtagelsestilstand

»Det første, jeg gjorde, var at foreslå, at Ungarn blev medlem af Den Internationale Valuta Fond og Verdensbanken, og det skulle foregå i dybeste hemmelighed,« fortæller Miklos Nehmet.

Det var partiets og daværende ministerpræsident Janos Kadars officielle politik, at velfærdsniveauet skulle stige stødt og kontinuerligt på trods af en inflation på 25-30 pct.

»Hvis det er den politiske beslutning, vil ethvert normalttænkende menneske se sig omkring og overveje mulighederne, for man behøver ikke at være et geni for at se, at det bliver enden. Så nogle af os anbefalede et medlemskab af IMF og Verdensbanken,« forklarer Miklos Nehmet.

Rationalet var, at hvis Ungarn skulle låne penge, så skulle det i hvert fald ikke være i den private banksektor, og derfor var man nødt til at række hånden ud mod Vesten og bede om statslån. Ikke af ideologiske årsager, men rent økonomiske årsager.

Det forsinkede Ungarns konkurs, men der skulle mere til. Blandt partiets økonomer gav man sig åbent til at diskutere yderligere reformer. En fløj mente, at der både skulle økonomiske og systemiske reformer til, mens en anden fløj mente, at man skulle reformere økonomien inden for det eksisterende socialistiske system.

»Et hvert klart tænkende menneske kunne på det tidspunkt se, at man ville være nødt til at lave begge dele om, hvis reformerne skulle have en økonomisk effekt,« siger Miklos Nehmet.

Imens centralkomitéen diskuterede, gik det økonomisk ned ad bakke i hele Østblokken. Ungarns stærke mand gennem 32 år, Janos Kadar, trådte tilbage i 1988, og hans efterfølger som partileder, Karoly Grosz, besluttede sig for at bryde med traditionen for, at partiformanden og ministerpræsidenten skulle være en og samme mand. I stedet valgte han at udnævne den 40-årige aparatchik Miklos Nehmet til ministerpræsident.

»Jeg fandt hurtigt ud af, partiformanden spillede med fordækte kort. I en nyhedsudsendelse erklærede han, at han havde talt med mig om muligheden for at indføre økonomisk undtagelsestilstand. Det var løgn, og jeg gik med det samme ud og rettede den påstand,« fortæller Miklos Nehmet.

Slut med grænsekontrol

Reelt ville økonomisk undtagelsestilstand betyde generel undtagelsestilstand, og Miklos Nehmet kunne se, at han ikke blot måtte kæmpe for Ungarns økonomi, men også for sin egen fremtid og muligvis også for sit liv. Hvis hans reformer ikke lykkedes, ville han blive ofret som syndebuk.

Alvoren blev understreget, da han blev kaldt til et møde, hvor han blev informeret om, at Sovjetunionen i hemmelighed havde atommissiler opstillet i Ungarn, og det skulle han godkende med sin underskrift. Det var ikke et valg, og det var ikke ministerpræsidenten, der bestemte i Ungarn.

»Jeg var nødt til hurtigt at distancere mig fra partiet. Jeg talte med mine rådgivere om det, og vi blev enige om, at vi vel havde omkring et halvt år,« fortæller han.

Strategien var, at hvis partiet skulle finde på at gribe ind, så skulle det være tydeligt, at det reelt var et kup. Der skulle drastiske midler til. Miklos Nehmet satte sin justitsminister til at skrive en ny forfatning efter amerikansk forbillede. Han gav interview til vestlige medier, hvor han proklamerede, at Ungarn ville blive demokratisk inden for en treårig periode, selv om han reelt arbejde med en tiårig plan. Han arrangerede en officiel genbegravelse af den tidligere ministerpræsident og folkehelt Imre Nagy, som blev henrettet, da Sovjetunionen invaderede Ungarn i 1956.

Da Miklos Nehmet gav sig til at se nærmere på landets økonomi, faldt han over en kodet post. Det viste sig at være udgifterne til Ungarns højteknologiske bevogtning af grænsen til Østrig.

»50 mio. dollar,« konstaterer Miklos Nehmet, og faktisk var det mere endnu, for Sovjetunionen kunne ikke længere levere reservedele til den højteknologiske grænsebevogtning med bevægelsescensorer, så Ungarn var nødt til at købe reservedele i Vesten.

Det krævede hård valuta, som Ungarn var nødt til at låne i Vesten til høj rente. Grænseudgiften voksede derfor kraftigt år for år. Miklos Nehmet slog en streg over posten på finansloven. Slut. Ikke mere grænsebevogtning.

Miklos Nehmet holder en pause i sin fortælling og smiler.

Mødet med Gorbatjov

I Polen blev der også eksperimenteret med et flerpartisystem, men ingen andre lande i Østblokken gik blot tilnærmelsesvist så langt som Ungarn. Niklos Mehmet vidste, at Mikael Gorbatjov i Kreml var indstillet på reformer, men han vidste ikke, hvor meget Gorbatjov ville finde sig i, eller hvor stabilt Gorbatjov sad på magten.

»Hvad skulle vi gøre?« spørger Miklos Nehmet.

»Bestikkelse! Vi sendte pakker med pølse og vin. Ikke til medlemmerne af politbureauet i Kreml, men til deres koner. Og lidt efter lidt strømmede informationerne til Budapest,« forklarer Miklos Nehmet.

Derfor kom det ham for øre, at partiformand Grosz, der absolut ikke var begejstret for udviklingen, havde aftalt et møde med Gorbatjov. Miklos Nehmet og hans rådgiver skyndte sig at kontakte Kreml og argumenterede for, at det var kutyme, at et lands ministerpræsident fik foretræde før landets partileder.

Miklos Nehmet fik sit møde. Gorbatjov mente, at udviklingen i Ungarn gik for hurtigt. I Polen bestod eksperimentet med et flerpartisystem i, at en tredjedel af parlamentspladserne var valgbare. I den ungarske model risikerede man, at kommunisterne ville miste magten helt.

»Miiiiiklos, Miiiiiiklos - sådan sagde Gorbatjov mit navn - du går for hurtigt frem, sagde han. Han var vred, men ikke uforsonlig,« husker Miklos Nehmet.

Den ungarske apparatchik henviste til en tale, Gorbatjov havde holdt, hvori han erklærede, at hvert land havde ret til at bestemme sin egen fremtid, og så spillede Miklos Nehmet højt spil. Han udtrykte forståelse for Gorbatjovs bekymring, men sagde så, at som situationen var i Ungarn, kunne man risikere, at oppositionen vandt magten på mindre fredelig vis, og hvad ville der så ske med de atomvåben, som Sovjetunionen i hemmelighed havde opstillet i Ungarn?

»Så kan jeg ikke se nogle problemer, sagde Gorbatjov, og jeg advarede ham mod reaktionerne fra Berlin og Bukarest. Det er deres problem, sagde Gorbatjov så. Han vidste, hvad der ville ske,« fortæller Miklos Nehmet.

Et beroligende blik

Da Miklos Nehmet rejste hjem fra Moskva, var der en forståelse mellem ham og Gorbatjov, og Miklos Nehmet kunne mærke, at der var en større bevægelse i gang end blot en forbedring af den ungarske økonomi.

Rygtet om den manglende vedligeholdelse af grænsen mellem Ungarn og Østrig bredte sig i hele Østblokken. Især i blandt østtyskere, som i forvejen yndede at rejse til Ungarn på sommerferie. Miklos Nehmet hjalp rygterne på vej ved at arrangere et tv-transmitteret møde mellem ham selv og sin østrigske modpart, hvor de klippede pigtråd over, og han tog i al hemmelighed kontakt til den vesttyske kansler Helmuth Kohl.

»Enhver kunne se, at socialismen ikke ville kunne bære, men på det tidspunkt troede vi måske, at det ville tage fem eller ti år, før det hele ville falde sammen,« husker Miklos Nehmet.

I juli 1989 var der så møde blandt landene i Warszawapagten, og Erik Honeker, Nicolae Ceau?escu og Todor Zhivkov var rasende. Udviklingen i Ungarn undergravede selve den socialistiske idé, mente de, og opfordrede direkte Gorbatjov til at gribe ind. Imens de tre diktatorer talte, sad Miklos Nehmet og kiggede på Gorbatjov. Den russiske leder kiggede tilbage.

»Der var noget beroligende i hans blik. Som ville han sige, det skal nok gå, bare rolig, det skal nok gå,« fortæller Miklos Nehmet, og det gik også.

De russiske tropper blev væk.

En moralsk beslutning

I sommeren 1989 fik det nye ungarske parti Demokratisk Forum idéen til en pan-europæisk picnic på grænsen mellem Ungarn og Østrig, hvor borgere fra de to lande under bevogtning kunne mødes på grænsen for en enkelt dag. Miklos Nehmet så muligheder og lod det sive til grænsevagterne, at hvis der dukkede østtyskere op, så skulle de have lov til at passere. Han kontaktede også Bonn i al hemmelighed for at informere om, hvad der skulle ske.

Østtyskere strømmede igennem, og Erik Honecker kunne se det på vesttysk tv og var meget vred. Det samme var de kommunistiske brunskjorter i Ungarn, og Miklos Nehmet så sig nødsaget til at stramme kontrollen igen. I løbet af den næste måned samledes over 100.000 østtyskere ved den ungarske grænse til Østrig, og den 21. august 1989 forsøgte en ung østtysk familie alligevel at krydse grænsen, og famiilefaderen Kurt Werner-Shcultz blev dræbt i forsøget.

Den slags var ikke ualmindeligt på grænsen mellem Øst- og Vesttyskland, men dødsfald var ikke noget, man var vant til langs Ungarns grænser.

»Så til sidst blev det en moralsk beslutning,« siger Miklos Nehmet, som besluttede sig for at åbne grænsen.

»Det var selvfølgeligt højt spil. Der var omkring 70.000 russiske tropper udstationeret op til grænsen, og vi vidste ikke, om de ville gribe ind, så det var en test, og der var mange østtyske liv på spil,« siger han.

Russerne blev, hvor de var, og østtyskerne kunne flygte. Erik Honecker var rasende, og Helmuth Kohl udtrykte sin taknemmelighed.

»Jeg har siden fået meget kritik, fordi Ungarn modtog et lån på 250 mio. dollar fra Vesttyskland. Jeg bad dem om at forsinke pengene, så det ikke så ud som om, at vi fik penge for mennesker,« siger Miklos Nehmet.

»Jeg bad om de penge, fordi vi havde brug for de penge. Ungarn var stort set bankerot. Men vi solgte ikke mennesker. Vi havde brug for penge, men vi havde også brug for, at de østtyske flygtninge kunne komme videre,« forklarer han.

Den åbne grænse var et brud på en aftale i østblokken fra 1969, der gik ud på, at man skulle respektere andre landes rejseregler, og da Ungarn ikke længere holdt sin del af aftalen, lukkede Erik Honecker DDR’s grænser, og der udbrød tumult i Østtyskland.

Resten af historien har ikke så meget med Miklos Nehmet at gøre. Berlinmuren faldt den 9. november, og med den gik resten af Jerntæppet i opløsning.

»Ingen havde regnet med, at det ville gå så hurtigt. Efter vi mødtes med Kohl i Bonn, talte vi om, at der måske ville ske rigtige forandringer i løbet af tre, fem eller måske mere realistisk ti år. Der gik blot nogle måneder,« husker Miklos Nehmet.

»Selv efter murens fald var vi ikke klar over, hvad der var sket, men jeg kan huske, at Gorbatjov orienterede os to dage efter topmødet med George Bush på Malta den 2. december 1989. Gorbatjov siger aldrig noget helt klart og entydigt, men det var alligevel klart som det her vand,« siger Miklos Nehmet og banker lidt på en karaffel:

»Det var slut.«

»Slut med kommunismen.«

Miklos Nehmet blev ikke valgt ved det første demokratiske valg, men han blev efterfølgende ansat i Den Europæiske Bank for Rekonstruktion og Udvikling og har således fulgt Europas udvikling tæt gennem 25 år.

»Den gode nyhed er, at der stadig er fred i Europa, og Europa er stadig forenet,« siger han og sukker.

»Jeg var meget glad, da EU inviterede østlandene indenfor, men jeg advarede i 1992 til et møde i Königswinter, hvor vi diskuterede de fem Københavnskriterier. Daværende formand for Europa-Kommissionen Jacques Delors ledede mødet, og jeg sagde, jeg støtter kriterierne, men jeg kender Østeuropa, og hvis vi ikke sætter en eller anden form for kontrolsystem på, vil I se konsekvenserne. Jacques Delors var den eneste, der støttede mig. De andre sagde, at det ville blive fortolket som en ydmygelse,« fortæller Miklos Nehmet.

»Det skulle være et værn mod korruption, som vi nu ser mange steder, og mod de skridt, man kan se hr. Orban tage i Ungarn, hvor han klipper vingerne på retssamfundet og underminerer demokratiet. Man kan ikke bebrejde det ungarske folk, men jeg er skuffet over de politiske partier i Ungarn, og jeg bebrejder dem for udviklingen,« siger Miklos Nehmet.

Hans historie bliver ikke kun beskrevet i dokumentarfilmen ”1989”, men også i Michael Meyers bog ”The Year That Changed the World” fra 2009, og så optræder han såmænd også i Ken Folletts trilogi om det 20. århundrede.