Fra en død krop til billede på væggen
Hollænder tilbyder at fjerne tatoveringer fra afdøde og bevare dem for eftertiden.
Kunne du tænke dig at have en af dine afdøde slægtninges tatoveringer hængende på væggen i stuen?
Har du måske har du lyst til at testamentere din egen tatovering til en af dine slægtninge?
Eller er du bare så glad for din tatovering, at du synes, at den skal bevares for eftertiden?
Således lyder tilbudet fra Peter van der Helm, der driver tatoverings- og grafifiti-forretningen Amsterdam's Walls and Skin.
Ved hjælp af en ganske særlig silicone-teknik tilbyder han at fjerne tatoveringer fra afdøde og bevare dem for eftertiden som et kunstværk.
Til formålet har han dannet Foundation for the Art and Science and Tattooing.
"Vi begyndte med at tilbyde denne service sidste år", siger Peter van der Helm til Jyllands-Posten og tilføjer, at han indtil videre har indgået aftale med omkring 50, der ønsker at deres tatoveringer skal fjernes og bevares efter deres død.
"Jeg er sikker på, at behovet er der, men ingen har som os tilbudt denne service før. At folk ønsker at bevare deres tatoveringer for eftertiden, det kan der være mange grunde til.
Det kan involvere personlige overvejelser i forholdt til efterladte i forbindelse med sygdom og død, men der er også mange heftigt tatoverede mennesker, der mener, at hvis ikke tatoveringerne bevares for eftertiden, er det spild af god kunst."
Det kan også handle om et ønske om at være bidragyder til tatoveringens historie og andre har et ønske om, at bevare et meget personligt minde om f.eks. deres far eller bedstefar.
Tatoveringerne fjernes ved hjælp af en særlig teknik.
Huden, der bærer tatoveringerne fjernes fra den afdøde og anbringes i formaldehyd inden den sendes til et special-laboratorium, hvor al vand og fedt fjernes og erstattes med silicone.
Tatoveringen er herefter at betragte som en hvilket som helst andet kunstværk og kan f.eks. let indrammes og hænges op på væggen.
Peter van der Helm oplyser, at Foundation for the Art and Science and Tatooing bevarer rettighederne til værket, men at de efterladte kan låne det på ubestemt tid. Dette fordi Helm ikke ønsker, at værket skal ende i en skraldespand eller et andet sted.
At man på denne måde bevarer tatoveringer for eftertiden, det er der for så vidt ikke noget nyt i.
Fremgangsmåden har været brugt i århundreder, men det hollandske firma er det første, der tilbyder denne udsædvanlige service for alle.
Kunsten af fjerne en tatovering fra en afdød har blandt andet været brugt i Polen, Japan og England - og der findes faktisk museer for denne specielle kunstart i henholdsvis Krakow, Tokyo og London.