Her er hele verden samlet

Museernes arkiver: Nationalmuseet er Danmarks største museum, og dets etnografiske samling gemmer på uvurderlige skatte fra hele verden.

Artiklens øverste billede
Nationalmuseet gemmer på millioner af skatte, der sjældent ser dagens lys. En af dem er begravelsesøksen, der stammer fra tuaregfolket i Sahara, som den opdagelsesrejsende Ole Olufsen tog med hjem til Danmark. Foto: Mik Eskestad

I det gamle palæ ved Frederiksholms Kanal, hvor kong Frederik V i begyndelsen af 1700-tallet slog sine folder som ung kronprins, hører noget mindre kongeligt, men ikke desto mindre uvurderligt og fremvisningsoplagt nu hjemme. I dag er Prinsens Palæ nemlig fyldt op med hundredtusindvis af genstande i det, der er Danmarks største museum.

Og foruden den største samling af dansk kulturhistorie med skatte som bl.a. Guldhornene, Solvognen, Egtvedpigen og andre danefæ er Nationalmuseet hjem for en af verdens fineste og ældste etnografiske samlinger, der gemmer på mange hundredetusinde genstande fra samfund og kulturer uden for Europa. En samling på omkring 250.000 genstande, som Jyllands-Posten har fået lov til at gå med på jagt i.

»Det sjoveste sted at være på et museum er nede i magasinerne. Her er fyldt med uvurderlige genstande, der hver især fortæller en fantastisk spændende historie,« forklarer museumsinspektør og historiker Jesper Kurt-Nielsen, da han tager os med under jorden og ned i labyrinten af arkiver, der gemmer på skatte fra hele verden.

Indiana Jones go home

En duft af fjerne lande og svundne tider – varm, sødlig og let krydret blandet med umiskendelige strejf af støv og hengemthed – møder os, da Jesper Kurt-Nielsen åbner for et af arkiverne, hvor reol efter reol står overproppede med eksotiske genstande.

Masker, trommer, buer, spyd, smykker og klæder udgør blot en lille del af museets enorme Afrika-samling.

Etnografisk Samling på Nationalmuseet er blandt verdens ældste og fineste med genstande fra alle verdens kringelkroge. Bl.a. har museet en stor afrikansk samling.

»Man kan undre sig over, hvordan et lille land som Danmark kan have en så stor etnografisk samling, men rigtig mange danskere var ude at tjene i de andres kolonier, og de sendte ting hjem. Så der var et kæmpenetværk af danskere. F.eks. kunne man her fra museet skrive til en dansk apoteker på Sumatra i 1920 og bede ham om at indsamle nogle lokale ting, så dem har vi hos os i dag,« siger Jesper Kurt-Nielsen.

I en tid, da opdagelsesrejsende var de store superstjerner, var det ikke svært at få folk til at tage ud i verden og finde genstande til museet.

»Indiana Jones blegner, når man ser gamle billeder af vores indsamlere. Det er blød hat og revolver, kan jeg godt fortælle jer. Her i Etnografisk Samling var det som at deltage i en Hollywood-film, hvor man kunne bede om at få udleveret ekspeditionskufferten, som indeholdt kort, kompas og en revolver.«

Uanseelige skatte

Det er da også nærmest som at befinde sig på en ekspedition som opdagelsesrejsende i et fremmed land, da Jesper Kurt-Nielsen guider os længere ind i arkivet i sin søgen efter én bestemt skat.

»Når folk tænker på Nationalmuseet, tænker de ofte på guld og ædelstene som skatte. Jeg vil gerne vise, at en skat kan være noget andet,« siger museumsinspektøren, mens han finder genstanden, der knytter sig til den opdagelsesrejsende Ole Olufsen, som i 1927 tog på en storstilet ekspedition på Nigerfloden syd for Sahara.

Ifølge museumsinspektør Mille Gabriel er et af museets vigtigste skatte samlingen af genstande fra kaxuyana-indianerne fra Amazonas.

»Olufsen interesserede sig især for nomadefolket tuaregerne – de blå mænd – der lever i Mali, Algeriet, Libyen, Burkina Faso og Niger, og hans ekspedition havde ét bestemt mål. Nemlig som den første at finde ud af, hvor langt syd for Niger tuaregerne kom. Og det lykkedes.«

Jesper Kurt-Nielsen holder den genstand op, som han endelig har fundet. En lille metaløkse, der er bundet op på en pind ikke meget større end en blyant.

»Han kunne bevise, at tuaregerne gik syd for Niger, fordi han ganske simpelt fandt en gravplads, hvor der var skrevet på deres sprog, og hvor han fandt denne. I Danmark sætter vi en krans på graven, mens man hos tuaregerne sætter en lille øksegenstand. Derfor er dette en lille skat. Selv om det nok er en af vores mest uanseelige skatte,« siger Jesper Kurt-Nielsen.

»Så kan man spørge sig selv om, hvilken betydning det overhovedet har. Og isoleret set er det da heller ikke andet end en sjov oplysning om et folk, men i et større perspektiv er dette en lille mursten, der ender med at blive vores civilisation. Det er viden. For man kan tage udgangspunkt i sådan en genstand, og på tre timer kan man så have fortalt om Europas og Afrikas civilisationshistorie. Men selv om øksen er en ægte kulturhistorisk skat, ligger den gemt væk på magasinet, fordi alle de ting, vi har, har den samme betydning. Vi kan umuligt vise det hele.«

Sydamerikanske indianere

Pludselig befinder vi os på den anden side af jordkloden i et arkiv, der rummer skatte fra Syd-, Mellem- og Nordamerika – fra det nordligste Alaska til Argentinas sydspids. Her passer antropolog og museumsinspektør Mille Gabriel på tusindvis af genstande, hvoraf de ældste stammer tilbage fra 1600-tallet.

»Noget af det, der i min optik er en af museets største skatte, men som vi af en eller anden grund slet ikke har udstillet, er vores fantastiske samlinger fra Amazonas,« fortæller hun og fremviser en del af museets samling på 300 genstande fra kaxuyanaindianerne, hvor blot en enkelt fjerprydelse er udstillet.

Her er kurve, smykker, dragter og hverdagsgenstande som en skammel og et rivebræt, der består af små sten boret ned i et stykke træ.

»Alt er lavet af naturmaterialer, så det er jo ikke skatte som inkaguldet, vi gemmer på. Men det fantastiske er, at kaxuyanafolket efter lang tid i eksil er vendt tilbage til deres gamle liv, og med vores unikke dokumentation for, hvordan de levede for 50 år siden, kan vi hjælpe dem med at finde tilbage til deres rødder,« siger Mille Gabriel.

Nationalmuseets samling af genstande fra indianerne i Amazonas’ regnskov er nemlig verdens største, fordi danskere i flere omgange har besøgt stammen og har taget ting med hjem. Første gang i 1953-1954, da den unge Gottfried Polykrates tog af sted som opdagelsesrejsende med kano i junglen, og efterfølgende igen i 1959, da han havde Nationalmuseets Amerika-inspektør, Jens Yde, med. Polykrates beskrev sine oplevelser med Amazonas-folket således:

»Deres nøgne kroppe var overalt bemalet med rød uruku- og sort genipaposaft og skinnede i skæret fra ilden. Også de tre hunde var malet røde til beskyttelse mod onde ånder. Mændenes beklædning bestod af det sædvanlige røde skridtbind, og omkring venstre håndled var der viklet basttaver til beskyttelse mod slag fra buestrengen. Kvinderne bar et perleforklæde.«

Kulturel redningskrans

Kort tid efter de danske ekspeditioner forlod den brasilianske jungle, blev kaxuyana-indianerne ramt af en mæslinge-epidemi, hvilket resulterede i, at folket næsten uddøde. De resterende indianere forlod derfor landsbyen og drog nordpå til Britisk Guyana, hvor de levede i 30 år, indtil de for 10 år siden besluttede at genoptage deres forfædres liv og generobre den gamle landsby, forklarer Mille Gabriel. Netop derfor har Nationalmuseets samling været en stor skat.

En brasiliansk antropolog har nemlig kontaktet museet, der har verdens største samling fra Amazonas-folket, for at få hjælp.

»Kaxuyanaerne kan ikke længere huske, hvordan man laver de gamle fjerprydelser, og hvordan shermanens religiøse udstyr ser ud. Alt det, der er vigtigt for at kunne leve som kaxuyana-indianer, er gået tabt, og jeg kan hjælpe dem, fordi vi har denne store samling og ved, hvordan de levede for 50 år siden, da de netop var blevet opdaget. Så selv om denne samling genstande ligger gemt væk i vores kælder, er den ikke betydningsløs. Tværtimod.«

På trods af at verden konstant bliver mere homogen, og der bliver længere og længere mellem unikke stammefolk som kaxuyana-indianerne, tror Mille Gabriel, at Nationalmuseet aldrig kommer til et punkt, hvor det ikke er relevant at samle genstande fra nær og fjern ind længere.

»Det, der er så fantastisk ved mennesker og kulturer, er den enorme mangfoldighed. Selv om vi i dag er globaliserede og kan købe de samme varer overalt, bruger vi dem ikke nødvendigvis på samme måde. Der findes f.eks. Havaianas-klipklapper i hele verden, men forskellen er enorm, alt efter om de bliver brugt til at rende rundt og spille fodbold i favelaerne i Brasilien, eller om de bliver brugt til at gå på Bellevue-stranden herhjemme. Ting kan få en helt anden status, når de skifter samfund, og det er spændende,« pointerer hun.

Premium
Dette er en Premium-artikel, der normalt kræver abonnement. Se det løbende udvalg af kvalitetsjournalistik på Premiumforsiden. Den første måned som Premium-abonnent er gratis, og der er ingen binding.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.