Kultur

Små pus bevæbnet til mælketænderne

Tragedie bragte fotografen An-Sofie Kesteleyn ind bag facaden af et anderledes USA.

Det begynder som en dag, der ligner de fleste dage i familien Sparks' tilværelse.

Familien Sparks' hjem i Burkesville, Kentucky, der den 30. april 2013 var rammen om tragedien, der kostede den 2-årige Caroline livet. Foto: Dylan Lovan/AP
Der i trailerparken i Burkesville, som ligger i den amerikanske delstat Kentucky.

Moren - Stephanie Sparks - er ved at gøre rent i køkkenet, mens børnene - den 5-årige Kristian og hans 2-årige lillesøster Caroline - leger udenfor i aprilsolens stråler.

Ved middagstid går hun uden for. I hånden bærer hun en stegepande med fedt, som hun vil give til familiens hunde.

Pludselig lyder der et skud.

Hun vender sig forskrækket i retning mod lyden.

Chokeret ser hun sin lille datter ligge på jorden.

Ramt i brystet af en enkelt kugle.

Død ved ankomsten

Stephanie Sparks er alene hjemme med børnene, og hun tilkalder en ven af familien, der kører pigen til et fjerntliggende hospital.

Caroline er død ved ankomsten.

Det dræbende skud er affyret af hendes 5-årige storebror, der stadig står med en lille riffel i hånden.

Ikke en riffel han har taget fra sin far eller en anden voksen.

Det hele handler om angst. Jeg oplevede, hvordan mange af forældrene levede i dyb angst. Og den smittede af på børnene
An-Sofie Kesteleyn - fotograf

Riflen har han fået som gave, da han var 4 år.

Fremstillet til børn

En fuld funktionsdygtig kaliber 22-riffel (en såkaldt salonriffel) , der er fremstillet specielt til børn.

Riflen har Kristian fundet i et hjørne i stuen, hvor hendes far - Chris Sparks - havde efterladt den.

Ulykkeligvis havde faren efter sidste skydeøvelse med sin søn overset, at der stadig befandt sig en patron i kammeret.

Ikke en isoleret hændelse

Hændelsen, der fandt sted tirsdag den 30. april 2013, og som senere blev karakteriseret som et tragisk ulykkestilfælde, er langt fra enestående.

Det er sket adskillige gange, og mindst to lignende tilfælde ramte amerikanske familier i selvsamme apriluge i 2013, men historien om Kristian og Caroline gik i løbet af maj verden rundt.

I udlandet - men også mange steder i USA - satte den igen gang i debatten om den amerikanske våbenlov.

An-Sofie Kesteleyn

An Sofie.jpg(c) Robin de Puy

Født den 5. februar 1988 i Oudenaarde i Belgien.

I juni 2011 fik hun sin mastergrad i foto på kunstakademiet i den belgiske by Gent.

I øjeblikket arbejder hun som freelance-fotograf på den hollanske avis de Volkskrant i Amsterdam.

Ved siden af arbejder hun til stadighed med selvstændige foto-essays.

Hun har haft utallige udstillinger - både af "My Little Rifle" og andre af hendes billedserier.

Hun har allerede vundet adskillige priser og hendes billeder er publiceret i adskillige medier i Holland, Belgien og i resten af verden

An-Sofie Kesteleyn har udgivet flere bøger og udstillet billed-serier med fællestitlen  "A lamb called beauty". Hun følger tvillingerne Kimberley og Gwendolyn. En ny fotobog i serien er planlagt til udgivelse i 2016.

An-Sofie Kesteleyns officielle website

Historien nåede også de hollandske aviser, hvor den blev læst af en vantro An-Sofie Kesteleyn, der arbejder som freelance-fotograf i Amsterdam.

Dybt forundret

Dybt forundret over, at så mange amerikanske småbørn ejer deres egne skydevåben, besluttede den 26-årige at rejse over Atlanten for at undersøge sagen på tætteste hold.

"Jeg er meget spontant anlagt, så jeg besluttede fra den ene dag til den anden at rejse til USA for at møde de familier," siger hun til Jyllands-Posten.

"Jeg vidste, at jeg måtte tage af sted med neutralt og åbent sind. Kun på den måde ville jeg kunne forstå forældrene. Jeg ville finde ud af, hvorfor de køber rifler til deres børn. Og ikke mindst om det er børnene selv, der har lyst til at lære at skyde, eller om det i virkeligheden er deres forældre, der presser dem."

Rifler specielt til børn

I forbindelse med skudtragedien i Burkesville og mange andre blev der rettet fokus på firmaet Keystone Sporting Arms, der blandt andet har en hel produktlinje, der specielt henvender sig til børn og tilbyder våben med navne som Crickett og Chipmonk (fårekylling og jordegern).

Tidligere havde firmaet en særlig sektion, der var spækket med billeder af glade småbørn fotograferet med rifler.

Nogle dage efter tragedien i Burkesville blev siden skyndsomt taget ned og er ikke siden lagt op igen.

Leveres i pangfarver

Firmaet tilbyder dog stadig et bredt sortiment af børnerifler, som den Kristian Sparks dræbte sin lillesøster med, og de leveres i pink og andre pangfarver. Ifølge oplysninger fra firmaet sælges der hvert år over 60.000 våben specielt designet til børn.

Om sit overordnede mål med rejsen til USA, siger An-Sofie Kesteleyn:

"Mit mål var meget simpelt: Jeg ville finde de børn, som havde de våben. Jeg vidste, at der måtte være mange af dem, idet jeg ved at goggle emnet fandt masser af amatørbilleder af fædre, som stolte tog billeder af deres små piger med deres rifler."

Ikke specielt let

Som udgangspunkt opfattede hun det derfor ikke som noget problem at finde frem til familier, der købte våben til deres små børn.

"Men da jeg var ankommet til Ohio, fandt jeg ud af, at det var langt sværere, end jeg havde forestillet mig."

Hun besluttede at besøge en række skydebaner og undersøgte på forhånd, hvornår der var særlige familie-skydedage.

En pige på vej til skydning med sin lyserøde riffel i tasken. Foto: An-Sofie Kesteleyn

Kørte fra skydebane til skydebane

I de første mange dage i USA kørte hun - på tværs af statsgrænser - fra skydebane til skydebane og fra våbenforretning til våbenforretning.

Dette ud fra en grundlæggende tese om, at de voksne, der var aktive på skydebanen eller ejede en våbenforretning, sikkert også oplærte deres børn og børnebørn i brug af våben.

"Når du er opdraget med våben, så giver du også dine børn våben. Generation efter generation. Så jeg henvendte mig ganske enkelt til dem og spurgte, om de kendte til disse små lyserøde kaliber 22-rifler", fortæller hun.

Fik fotograferet 15 børn

Hun kontaktede på den måde over 100 familier, men det lykkedes hende blot at lave 15 fotos, som siden - med reference til legetøjslinjen "My Little Pony" har fået titlen "My Little Rifle".

"Mange af forældrene var tydeligt meget stolte af, at deres børn havde et våben: "Ja da, min pige har da en riffel," sagde de."

Men når An-Sofie Kesteleyn bad om lov til at fotografere børnene, så havde de fleste forældre et hav af undskyldninger, de opgav falske telefonnumre og var ikke hjemme, når hun dukkede op.

"Det skete, at jeg kørte rundt i halvanden uge uden at tage et eneste billede. Men det handlede for mig om ikke at give op," siger hun.

I børneværelset

De fleste af de 15 billeder tog hun i børnenes egne omgivelser i deres børneværelser, hvor de ses omgivet af deres legetøj.

Hun mødte under sit ophold og sin rundtur i de amerikanske sydstater mennesker fra alle trin på den sociale rangstige.

"Jeg mødte fattige familier, og jeg mødte meget rige familier. Våbnet er i sig selv meget billigt at anskaffe. Det koster blot 150 dollar. Så det er ikke dyrt at anskaffe."

____________________________________

På nettet findes der adskillige videoer af børn, der skyder med skarpladte våben. Lagt ud af stolte forældre. Her et par blandt mange eksempler:

Se endnu et eksempel: Lille pige skyder med riffel

 

____________________________________

 

Det handler om dyb angst

Det handler altsammen om dyb angst, mener An-Sofie Kesteleyn, der efter hver fotografering bad sin lille model om kort at skrive, hvad de frygtede allermest - og det var ikke så lidt. Deres håndskrevne svar har hun i sin udstilling koblet sammen med fotografierne.

"Det hele handler om angst. Jeg oplevede, hvordan mange af forældrene levede i dyb angst. Og den smittede af på børnene. Mange af de voksne jeg mødte, de  skød for sportens skyld, men bestemt også for at kunne forsvare sig selv mod blandet andet tyve og røvere.

Derfor mødte jeg også mange børn, der var bange for for eksempel indbrudstyve. Alene fordi deres forældre var det," siger hun til Jyllands-Posten.

Den stærkeste oplevelse

Hvad var din stærkeste oplevelse under turen i USA?

"Jeg tror, det var, da jeg kørte den lange vej til Cumberland County i Kentucky", siger hun.

Det var der - i Burkesville -  at den 5-årige dreng skød og dræbte sin 2-årige søster i april sidste år.

Et af An-Sofie Kesteleyns mål var Caroline Sparks' gravsted på Burkesville Cemetary, hvor pigen blev begravet lørdag den 4. maj sidste år.

"Jeg havde læst, at hun ikke nåede frem til hospitalet i tide, fordi familien boede meget langt fra dette. Og det var i sandhed korrekt. Jeg måtte køre i tre timer "in the middle of nowhere" for at nå frem til hendes gravsted.

Undervejs tænkte jeg på, hvilket mareridt den dag må have været for familien. Og jeg tænkte naturligvis på, at mange andre børn på egnen sikkert også havde den slags våben."

Efter en pause tilføjer hun:

"Jeg vil lige understrege, at langt de fleste familier jeg mødte, opbevarede deres våben sikkert. Ulykken i Kentucky skete jo alene, fordi forældrene havde efterladt riflen ladt."

Således præsenterer An-Sofie Kestelyn sine billeder af de bevæbnede børn. Til højre har 7-årige Abby selv skrevet, hvad hun frygter mest. Foto: An-Sofie Kesteleyn

Billeder vækker opsigt og anerkendelse

Tilbage i Amsterdam klargjorde hun sine billeder af børnene med deres små rifler.

Og de har siden vakt både stor opsigt og anerkendelse.

De er således udstillet adskillige gange, hun har vundet priser, og flere af billederne har været flittigt gengivet i medier over store dele af verden.

"Billedserien klarer sig rigtig fint over det meste af verden. Hvad jeg ikke havde drømt om, at den ville gøre. Naturligvis er modtagelsen blandet, og jeg har især fået reaktioner, efter at serien blev omtalt i New York Times og i den britiske avis The Guardian.

Nogle finder serien oprørende, mens andre finder forældrenes adfærd oprørende. Jeg har modtaget nogle få vrede mails, men ikke ret mange.

Jeg mener, at jeg skildrer børnene med deres våben objektivt. Det står enhver frit for, hvordan de vil tolke billederne," slutter den 26-årige freelance-fotograf An-Sofie Kesteleyn, der udover "My Little Rifle" har lavet så mange specielle fotoserier, at hun i Holland og Belgien anses for at være et stort - og lovende - fotograftalent.

ORDET ER DIT

Hvilket indtryk gør An-Sofie Kesteleyns billeder af de bevæbnede børn på dig?

Er det i orden at lære selv meget små børn at håndtere skydevåben?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
Annonce
Kultur

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her