Fortsæt til indhold
Kultur

Uhyre sjælden dansk plakat genfundet

Da den blev lavet i 1917, hang den overalt i København - siden forsvandt alle eksemplarer.

Kunstneren Aage Lund var selv så glad for sin hummer-plakat fremstillet på bestilling fra Fiskehuset No. 1 på Gl. Stand i København, at han nidkært vogtede over originalen frem til sin død i 1972.

Eksemplaret - som efter alt at dømme er det eneste, der eksisterer - forblev i familiens eje og hænger i dag hos kunstnerens oldebarn Camilla Hjortkjær.

Hun har indvilget i at plakaten genoptrykkes og det sker på initiativ af Dansk Plakatkunst.

Blev gemt væk

Om plakaten fortæller Camilla Hjortkjær i forbindelse med genoptrykket blandt andet:

”I min mors barndomshjem hang den i kælderen, det var ikke passende at hænge en reklameplakat op i stuen. Derefter lå den indpakket under min mors sofa i mange mange år mellem store bunker af Aage Lunds skitser.

Siden fik jeg den hevet frem og indrammet, og den hænger, så hele familien ser dem hver dag. Jeg har ikke før nu i forbindelse med genudgivelsen vidst, at den var unik, men plakatens historie har altid betydet meget for mig.”

Gik til

Da plakaten - der af forfatteren til ”Moderne Dansk Plakatkunst”(1918) Henning Brøchner fremhæves som noget ganske særligt - var trykt, blev den klæbet op overalt i København og her er samtlige eksemplarer på plankeværker, plakatsøjler og lignende steder siden gået til.

Den blev trykt i et oplag på et sted mellem 300 og 500.