Udbrændt dansk museum er snart væk
Hvordan det nye frihedsmuseum skal se ud, vides endnu ikke - branden uopklaret
Ved udgangen af marts vil de sidste resten af det totalt udbrændte frihedsmuseum i Churchill-parken i København være væk.
Arbejdet med nedrivningen blev indledt i begyndelsen af denne måned og foran ligger en lang række overvejelser om, hvordan et nyt museum skal opføres og indrettes.
Museet udbrændte den 28. april sidste år og i forbindelse med efterforskningen af den voldsomme brand kunne politiet konstatere, at branden var påsat.
Stadig uopklaret
Men trods intensiv efterforskning og udlovning af en dusør på 100.000 kroner fra en anonym er Københavns Politi ikke kommet tættere på en opklaring.
”Vi fik 10-15 henvendelser efter at dusøren blev udlovet, men ingen af disse har desværre ført til en opklaring,” siger leder af brandsektionen ved Københavns Politi, Bertel Hjelesen, til Jyllands-Posten og tilføjer, at man stadig er meget interesseret i at høre fra borgere, der mener, at de har oplysninger, der kan føre til opklaring af den påsatte brand.
Samlingen blev reddet
Ved branden blev bygningerne ødelagt, men alle museets unikke samlinger af materiale fra Besættelsen blev reddet fra flammerne.
Frihedsmuseet - eller som det retteligen hedder Museum for Danmarks Frihedskamp 1940-45 - sorterer under Nationalmuseet.
Efter branden har spørgsmålet om genopbygningen, finansieringen og selv udformningen af frihedsmuseet også været et politisk emne, men både kulturminister Marianne Jelved (R) og statsminister Helle Thorning Schmidt (S) har ved flere lejligheder understreget af museet skal genopbygges - og at det skal bygges på samme grund som det nuværende museum.
DFs Pia Kjærsgaard har slået til lyd for, at museet bør genopføres og indrettes nøjagtig som det gamle, men det vil ikke ske.
Moderne museum
”Det vil forsat være samlingen, der er omdrejningspunktet på museet, men det vil blive bygget og indrettet ud fra moderne formidlingsprincipper,” siger informationschef Henrik Schilling fra Nationalmuseet til Jyllands-Posten.
Han tør ikke give et bud på, hvornår et nyt museum kan åbne, men vicedirektør på Nationalmuseet Lene Floris, har tidligere udtalt, at man forventer at det nye moderne museum står klar til indvielse i slutningen af 2016 eller i begyndelsen af 2017.
I første omgang handler det om at fjerne resternene af det gamle museum og gøre grunden klar til opførelsen af et nyt museum.
Diverse overvejelser
På Nationalmuseet er man i øjeblikket i gang med at formulere, hvad den kommende udstilling skal rumme samt at drøfte diverse ideer til indretning og formidling.
I løbet af i år vil der formentlig blive udskrevet en projekt-konkurrence, og først derefter tages der fat på spørgsmålet om finansieringen.