Fortsæt til indhold
Kultur

Spektakulær bombemission markeret i England

For 70 år angreb briterne med bomber, der slog smut.

Operation Chastise, der fandt sted for præcist 70 år siden, var ganske spektakulær.

I dagene 16.-17. maj 1943 sendte det britiske luftvåben, Royal Air Force (RAF), 19 Lancaster-bombefly af sted mod fjenden i Nazityskland, og de 133 flyversoldater om bord havde en ganske speciel opgave at udføre:

De skulle få bomber til at slå smut hen over flere tyske søer og ramme dæmninger, der holdt store mængder vand tilbage. Målet var at oversvømme dele af det tyske Ruhr-område, hvor den tyske krigsindustri havde sit centrum.

Mindes med overflyvning

70-årsdagen og de i alt 56 britiske soldater, der omkom under missionen, blev torsdag mindet ved flere lejligheder i Storbritannien. En af de mere spektakulære markeringer bestod i, at et Lancaster-bombefly fløj over dæmningen ved Derwent-reservoiret i det centrale England.

Denne dæmning var et af de steder, hvor RAFs piloter øvede sig med de nyudviklede "smut"-bomber forud for missionen over Tyskland.

Årsdagen blev markeret adskillige andre steder i England torsdag, og fredag vil der være lignende højtideligheder i Tyskland, blandt andet ved dæmningen ved Edersee i det vestlige Tyskland, skriver britiske BBC.

En RAF-Lancaster flyver over Derwent-dæmningen for at markere 70-året for Operation Chastise.

Voldsomme oversvømmelser

Målene for de 19 britiske bombefly i 1943 var dæmninger ved søerne Möhnesee, Edersee og Sorpesee. Det lykkedes at ødelægge dæmningerne ved de to første søer, mens den tredje blot blev beskadiget.

De britiske fly skulle flyve meget lavt - helt ned til 20 meter - hen over søerne for at få bomberne til at smutte, og det betød, at et af flyene fik revet sin bombe, der hang under flyet, af, mens et andet fly fløj ind i nogle elledninger og gik op i flammer.

Overordnet set lykkedes missionen dog, da de to ødelagte dæmninger betød store oversvømmelser af dele af Ruhr-området, hvorved omkring 1.300 mennesker blev dræbt. Mange af disse var krigsfanger og tvangsarbejdere.