Richard III fundet på parkeringsplads
Et hold arkæologer fra University of Leicester har identificeret middelalderens sidste engelske monark.
Den arkæologiske verdens øjne var rettet mod University of Leicester, da man i formiddags offentliggjorde, at man med stor sikkerhed havde identificeret de jordiske rester af den engelske konge Richard III.
Siden arkæologer i september 2012 fandt et skelet under en parkeringsplads i Leicester, er der blevet spekuleret i, om det var den historiske konge, man havde fundet. Derfor har skelettet været igennem en lang række undersøgelser, heriblandt DNA-tests, på University of Leicester. De test har nu med stor sikkerhed vist, at det rent faktisk var den berømte monark, der lå begravet under asfalten.
Krumrygget og kvindelig
Historien har været hård ved Richard III, der kun nåede at være konge i to år, inden han faldt i kamp. Det skyldes ikke mindst William Shakespeares nådesløse skildring i det berømte stykke, der bærer kongens navn.
Undersøgelserne af skelettet er blandt nogle Richard-III entusiaster blevet set som yderligere et stød til kongens værdighed, og ved dagens pressekonference var den afdøde regent igen genstand for en lidet flatterende beskrivelse. Kongens skelet blev således beskrevet som svagt, kvindeligt og krumrygget, det sidste som resultat af skoliose.
Ved pressekonferencen blev ligeledes fremlagt en række billeder og resultater, der kan hjælpe til at kaste lys over kongens død. Richard III's skelet havde i alt 10 alvorlige skader, hvoraf de otte var i hovedet. Desuden blev han tilsyneladende begravet uden kiste og med hænderne bundet.
University of Leicester har i forbindelse med pressekonferencen oprettet en hjemmeside, hvor du kan læse endnu mere om Richard III.