Oscarglæde i tårestrøm

Først kunne hun ikke få et ord frem, og så trillede tårerne voldsomt ned ad Halle Berrys kinder. Så heftigt græd hun, at det var indlysende selv for de fire andre nominerede til bedste kvindelige hovedrolle, hvad denne pris betød for en farvet skuespillerinde.





Halle Berry blev den første sorte skuespillerinde nogensinde til at modtage en Oscar, og hun lod hele verden forstå, at dette var et væsentligt øjeblik.





LINK

"Dette øjeblik er større end mig. Nu er denne dør åben for alle. Det tog 74 år," sagde Berry og nævnte en lang række af de kvindelige skuespillere, som alle har været nomineret uden at kunne bryde hudfarvens barriere til statuetten.

At den 33-årige Halle Berry modtog en Oscar netop denne søndag, syntes værdigt til et helt filmmanuskript. Hun er opvokset i Cleveland, har været skønhedsdronning og har kæmpet en hård kamp for at blive anerkendt som seriøs skuespiller.





Showtime med Whoopi for fuld udblæsning. Foto: AP

Nu stod hun der på podiet for filmen "Monster's Ball". På samme aften, som Sidney Poitier modtog en æres-Oscar.

Oscar til Washington

Og Halle Berry havde ikke tørret tårerne af kinderne, før hun fik følgeskab af Denzel Washington, som overraskende modtog en Oscar foran Russel Crowe ( i "Et smukt sind") for sin rolle i den lille politifilm "Training Day".

Da Washington stod på podiet, måtte selv den distingverede og altid korrekte Sidney Poitier slå sig på lårene. Denne dag var helt unik for det farvede Amerika.

"Gud er god," mente Washington.

Sådan har Peter Jackson, den new zealandske instruktør til årets store "Ringenes Herre"-eventyr næppe tænkt. Trods 13 nomineringer måtte hans film nøjes med fire statuetter i de sekundære kategorier: Bedste musik, bedste visuelle effekter, bedste fotografering og bedste make up.

Heller ikke den australske instruktør Baz Lurhmann kan være helt tilfreds. Hans film "Moulin Rouge" fik to sekundære priser (begge til produktionsdesigneren Catherine Martin).

Overraskende uddelinger

De mest prestigefyldte priser blev nemlig i selve Hollywood. Ron Howard, et barn af Disney, modtog priserne for bedste film og bedste instruktør for sin afdæmpede filmatisering af matematikeren John Nash's svære liv som skizofren. Nash sad selv i salen. Han er Nobel-pristager i matematik efter en usandsynlig kamp imod uhelbredelige hallucinationer.





John Travolta tager sig en sving-om med diva, Sharon Stone. Foto: AP

Filmen "Et smukt sind" modtog i alt fire priser (de øvrige var for bedste manuskript efter en roman og for bedste kvindelige birolle), hvilket var ganske overraskende set i lyset af, at så stærkt visuelle film som "Ringenes Herre" og "Moulin Rouge" var med i opløbet.

Men "Ringenes Herre" og "Moulin Rouge" har kun Hollywood-dollars på spil og ikke Hollywoodfolk bag roret. Så Hollywood har muligvis flere døre, der skal sparkes ind.

Oscarshowet fra det nye Kodak Theatre på Hollywood Boulevard signalerede ellers et bredt udsyn og vilje til åbenhed - trods de obligatoriske takketaler, som ikke klæder branchefolk, der faktisk lever af at underholde.

Da Robert Redford modtog en æres-Oscar, talte han om vigtigheden af at bruge filmbranchen i frihedens tjeneste.

"Vi har en sund og solid industri, men vi må tage chancer. Vi må kæmpe for ytringsfriheden ved at holde forskelligheden i live," sagde han og talte om den kunstens forpligtelse i en fri verden:

"Kunsten skal ikke bare overleve forandringer - kunsten skal føre an i forandringen," sagde Redford, som har brugt en stor del af sine penge på Sundance-festivalen, som en kuvøse for nye filmtalenter. Denzel Washington sidder i øvrigt i bestyrelsen i Sundance.

Ny generation af instruktører

Oscar-aftenen antydede desuden, at en ny generation af instruktører er ved at tage skubbe gårsdagens mestre i baggrunden.

77-årige Robert Altmann måtte nøjes med en pris for bedste manuskript til sin "Gosford Park". Og ikonet Steven Spielbergs "A.I." (efter Stanley Kubricks manuskript) fik ingen priser, men Spielberg er en af hovedmændene i selskabet DreamWorks SKG, som har produceret både "Et smukt sind" og "Shrek", som blev vinder af den første nye Oscar-kategori i 20 år, årets bedste animationsfilm.

Til gengæld var jubelen i salen stor, da komponisten Randy Newman modtog sin Oscar for bedste sang i filmen "Monsters, Inc."- som han netop havde fremført med John Godman på scenen.

Det var ikke så meget det, at han slog Enya, Sting og Paul McCartney på stregen.

Det var mere, at han 15 gange tidligere har siddet håbefuld i Oscar-salen og håbet på at vinde. Og det skete først til hans 16. nominering.

"Da "Ringenes Herre" begyndte at få de mindre priser i starten af aftenen, regnede jeg da med, at Enya ville vinde. Men jeg er lykkelig," forsikrede Newman bagefter.

Spekulationerne om, hvordan Oscar-natten ville behandle hele 11. september-polemikken, var, set i bakspejlet, unødvendige.

Værtinden Whoopie Goldbergs hær af tekstforfattere holdt sig fra banaliteter og leverede en lille genistreg ved at invitere ironikeren og ærke-new yorkeren Woody Allen til at introducere en filmkavalkade, som hyldede New York som filmkulisse.

Filmakademiet forfaldt kun i uanselig grad til at belønne de heltedyrkende krigsfilm "Black Hawk Down" (Oscars for lyd og redigering) og "Pearl Harbor" (lydredigering), og kun en enkelt Oscar blev dedikeret til "alle de amerikanske helte, der ofrer sig dagligt for at dele vores frihed."

Til gengæld belønnedes dokumentarfilmen "Murder on a Sunday morning" - en stærk historie om en ung farvet mand, som bliver arresteret for mord...

"Udelukkende fordi han var sort og var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt," forklarede en af instruktørerne i stedet for at bruge sin takketale til kærlige hilsener.

Efter hans opfattelse er der stadig slag og udkæmpe, også efter Halle Berrys og Denzel Washingtons Ocars følelsesfulde kåringer natten til mandag.





Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen