Farmand rocker

Det tunge skyts var kørt i stilling på Roskildes anden dag med to styk hård rock-veteraner - Black Sabbath og D-A-D.



HÅRD ROCK

BLACK SABBATH OG D-A-D

Orange Scene

Fredag

Hvis Ozzy Osbourne har lagt stofferne og sprutten på hylden, hvad havde han så indtaget før sin optræden på Roskildes Orange Scene?

Den 56-årige rocklegendes rystesyge blev i hvert fald vendt til en professionel force, da Ozzy med et kæmpe smil og spændt kropslig uro mødte publikum med opfordringen: "I wanna see you fucking jump!".

En kæmpe rock-kliche - ligesom meget af Black Sabbath's materiale i øvrigt - men det gamle britiske band har nu den kvalitet, at det var først ude med en række heavy-skabeloner. Og så var bandet voldsomt energi-blussende ved Roskilde-koncerten fredag aften. Oven i købet præsenteret i sin originale opstilling, så Ozzy's skingre vokal og lidt vaklende fraseringer blev sparket ud i sommernatten med svimle og brutale riffs fra guitarist og mastermind Tony Iommi.

En sang som "Dirty Women" kan bestemt ikke imponere med begavet rocklyrik - vi kører faktisk på fælgene med decideret pueril og hjælpeløse tekstbrokker - men musikkens ofte bluesrock-organiske drive og de hårde guitarkanter holder festen fornemt i gang.

DAD-rock

Underholdnings-rocken i farmands-afdelingen fortsatte senere på natten med dansk rock'n'rolls evig-populære veteran-ensemble D-A-D. Bandets seneste plade er kun halvgod - eller halvdårlig - alt efter temperament. Men som med Ozzy og co. er der også her langt til ringvrags-klasse og oldinge-tomgang. Med bassist Stig Pedersen i opsigtvækkende halvnøgent legionær-look og et tændt band fik publikum en solid gang nat-festivitas, hvor selv ikke "Sleeping My Day Away" blev glemt.

Men den sensible nuance - og det unikke øjeblik med uro i sjælen - skulle man alligevel en dag tilbage i programmet for at finde: Nemlig ved torsdagens koncert med det svenske band Kent, der stadig spøgte i nervesystemet hos denne skribent i en sen skrivende nattetime på Roskilde: Underholdning er meget godt - men drømmer vi ikke om bands, der hæver ambitionsniveauet en faktor og stræber så højt, at de risikerer at røre himlen? Jeg gør - og det lykkedes for Kent i sjældent sanselige øjeblikke, hvor rocken blev til langt mere end bare underholdning.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen