Parnassets paria

Maleren og tegneren Otto Frello fylder 80 år og fejres med to udstillinger på Varde Museum og bogudgivelse

Tegneren og maleren Otto Frello, der nu runder de 80 år, betragtes som en paria af det hjemlige parnas.

Den nedladende holdning passer ham strålende, for det rager ham en papand at tilhøre det pæne selskab. Han er den fuldkomne fabulant og finurlige frister, hvis lokkemad over for beskueren er en mættet detaljerigdom, der optræder hos de gamle mestre, og et æggende gys.

Værkerne gemmer på skjulte pointer, tilsyneladende grotesk galskab, mange hemmeligheder og mystik og giver prompte associationer til Albrecht Dürer, Hironymus Bosch og Pieter Bruegel.

Men alligevel kan Otto Frello ikke tages til indtægt for nogen retning eller spændes for en politisk, religiøs eller ideologisk vogn. Han er hverken naivist, surrealist, abstrakt, naturalist eller noget femte og sjette, men bekender sig lidenskabeligt til frelloismen!

Et besøg hos den fødte vestjyde i det fredede hus i Brolæggerstræde i det indre København former sig som en tour de force gennem fortiden. For dens ejer er fortrolig med historiske tildragelser, hvad hans skilderier også afspejler, og han har renoveret de skæve rum med knofedt og oprigtig veneration. Det bebyggelsesmæssige klenodie udgør også en skrøbelig sag på 207 år. Øverst ligger et lille observatorium, som Frello ikke bruger til at studere stjernebilledet, men i stedet slapper af i. Her kan han iagttage hovedstadens skyline med udsigt til bl.a. Ny Carlsbergfondets domicil og gøre sig refleksioner over kunststøtte og dens konsekvenser.

Napoleon og gardinerne

Inden vi når at tale om hans kunstneriske virke, har han allerede leveret et formfuldendt foredrag om, hvorfor Napoleon Bonaparte opfandt gardinerne! Oplysningen falder som en digression til vinduernes oprindelse og placering.

Otto Frello og hans særegne kunstneriske univers kan de følgende uger ses på Varde Museum. Senere præsenteres det i hjemmet i København. Det drejer sig om hans samlede produktion af 60 malerier samt et hav af håndbogstegninger, der første og eneste gang afsløres i sin helhed.

Otto Frello understreger, at han ikke er kunstner.

»Jeg er uddannet håndværksmaler og lever som tegner og maler. Kunstner kan enhver kalde sig, og det gør de rask væk i dag. Der er ingen prestige i at være kunstner. Tænk på alle dem, der bruger et helt livs energi på kunsten og på at komme frem, render til ferniseringer og indlemmes i kunstnersammenslutninger. Det er forfærdeligt.«

»Rigtigt, jeg lefler...«

»Når de såkaldt etablerede konfronteres med ét af mine malerier, er reaktionen: Jamen, det hører ikke til kunstens verden". For dem, der tager vor tids kunst alvorligt, er Frello ikke seriøs. Frello laver jo effekter, publikum falder for, lyder argumentationen. Rigtigt. Jeg lefler for publikum, og en sådan holdning får de, der kalder sig kunstnere, til at slå syv kors for sig. Men hvorfor strømmer folk til mine udstillinger? Hvorfor vokser mappen af fanbreve dag for dag? Når nutidens kunstnere skal udtrykke meningen med deres udfoldelse, foregår det i ophøjede vendinger. »Jeg kæmper for at nå det fuldkomne«. »Der er noget, der presser sig på. Jeg skal meddele det«. Og i samme rille. Sådan har jeg det ikke. Mit udgangspunkt er, hvordan mine anstrengelser virker på publikum.

Et budskab? Næh

Når jeg bliver udæsket, om jeg har et budskab, svarer jeg, at det håber jeg.

»Hvad er det,« kommer det opfølgende, hvortil jeg replicerer: »Det har jeg glemt!« For jeg har intet budskab, og dét er en dødssynd blandt de toneangivende. Jeg har aldrig været optaget af at blive medlem af en gruppe og er heller ikke blevet spurgt,« fortsætter Otto Frello, der i 1988 blev "opdaget" af Varde Museums leder, Ole Faber, der var i København for at forhøre sig hos Frello om den lokale vestjyske maler, Christian Lyngbo. Da Faber var på vej ud, så han et stort billede, han ikke var opmærksom på, da han ankom. På spørgsmålet, hvad det var, svarede kunstneren: »Det er noget, jeg fusker med i min fritid«. Det blev indledningen til et tæt samarbejde mellem Frello og Varde Museum. I 1975 sendte Frello modstræbende og på konens opfordring et par værker ind til den censurerede Kunstnernes Efterårsudstilling. De sære oliemalerier slap gennem nåleøjet. Men først efter Ole Fabers motiverende indsats er det lykkes at få Otto Frello på landkortet og ikke mindst placeret i publikums bevidsthed. Varde Museum satte publikumsrekord, da Frellos verden åbenbarede sig. Og museet i Vestjylland regner atter med et tilløbsstykke med den aktuelle forevisning.

»Jeg har malet 60 oliemalerier på 30 år. Den gamle håndværker stikker i mig. Jeg melder mig først til en ny kunde, når jeg er færdig med den forrige. En af mine "svagheder" er, at jeg er så frygtelig professionel. Efter i en årrække at have arbejdet præcist med håndbogstegninger har jeg erhvervet en stor rutine. Jeg har undervist tusinder og indført eleverne i perspektivlære og konstruktioner. Det er som sagt ren rutine for mig. Det sidder i rygraden, så meget, at jeg på et tidspunkt sagde til mig selv: Hvorfor ikke skabe malerier. Det flyver rundt med begreber som nyrealisme og fotorealisme, og dem kan jeg raffinere. Altså begyndte jeg at fabulere frit på lærredet, men på dét punkt er jeg utrolig uinteressant, for børnelærdommen hos alle går på, at en kunstner skal være født med talent, og at han eller hun skal gennemleve inspirationens fængende øjeblikke. Det er mig fremmed. Jeg optræder mere i planlæggerens rolle, begynder med skitser, som jeg ofte kasserer eller laver om undervejs, men dog forholder mig til.«

Ind og ud af billedet

Otto Frello fortsætter:

»Gæsten kan gå ud og ind i mine billeder. Man kan være på stedet på grund af mine perspektiveringer, der er et produkt af min håndværksmæssige skoling. Beskueren véd, hvordan jorden er at betræde. Han kan bevæge sig og forsvinde om hjørnet. Han kan forestille sig at have et ærinde i maleriet på samme måde, som han går til bageren efter brød. Derfor bliver mit maleri vedkommende. Et sted, man kan opholde sig. Jeg er helt på det rene med, at det er en skurkeagtig måde at kapre tilskuere på. Egentlig spekulerede jeg ikke på det i begyndelsen. Alligevel må jeg indrømme, at jeg havde en fornemmelse af, at sådan var det. Stemningen omkring det mystiske, hemmelighederne eller gåderne, som man tilskriver mig, får jeg foræret. Atmosfæren opstår, uden at jeg kender den i forvejen. Her er ingen planlægning. Når man behersker de gamle europæiske illusionsmalere, er stemningen og mysterierne indbygget. Disse mestre besad en knusende teknisk overlegenhed, som jeg også har. Deres drømme kom tillige ud i værket, og det er væsentligt at kunne styre lys og skygge, så man skaber rum og dybde. Jeg er et resultat af denne tradition. Mine undervisere i tidernes morgen var børn af denne struktur, dette perspektiv og denne udtoning,« påpeger Otto Frello, hvis hidtil største maleri "Ravskov" på fem kvadratmeter hænger på Ravmuseet i Oksbøl, én af Varde Museums mange aktive filialer.

Billedet fra Amager Torv

Hovedværket "Københavnerbillede" indeholder så mange informationer, at man uvilkårligt forledes til at tro, at maleren har slået sit staffeli op gennem århundreder på Amager Torv. Her har Frello fanget repræsentanter fra forskellige tidsaldre og viser skiftende arkitektur. Til venstre i billedet kan amagerkonen ikke stå stille, mens hun males, og hun eksponeres derfor hele tre gange i forskellig positur. Storbyens dyr figurerer og blandt dem et lille gråspurvepar, der minder om bagsidemotivet på den seneste tyvekroneseddel. Frello vælter sig i paralleller. Arbejdet strakte sig fra 1983 til 1986. Frello signerede billedet med årstallet "1992", fordi det rummer fortid og nutid i overflod, men ifølge ophavsmanden må der være plads til fremtiden!

En leg med tal

Arkitektoniske fantasier indgår i hans malerier, men nu har han taget springet fuldt ud med at lave en bygningsmodel, der måler to meter. Hvis den realiseres, bliver den på 100 meter og kommer til at koste flere hundrede mio. kr.

»Kan man bygge din model i virkeligheden, blev jeg spurgt. Den tanke havde aldrig strejfet mig, men vi rådførte os med eksperter. I dag er det muligt. For 50 år siden havde det knebet. Da jeg fik den besked, gik jeg i gang. Om der er vilje til at vove en virkeliggørelse, véd jeg ikke. Men bygningen er en sensation,« mener Otto Frello, der begyndte projektet 20/2 kl. 20 2002 og anser det for holdbart til 21/12 kl. 21.12 2112.

»Alt sammen en vits,« slutter han.

larsole.knippel@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.