Tommy Seebach hitter i cyberspace

Den folkekære krøltop døde for snart fire år siden efter et hårdt liv, men på internettet er Tommy Seebach i den grad i live. Her er han blevet et kæmpe kulthit - uden for Danmarks grænser.

Det skriver Urban.

Beskrivelsen af Tommy Seebach i den engelske udgave af online-leksikonet Wikipedia er eksempelvis langt mere fyldig end i den danske udgave. Og på verdens mest besøgte, brugerstyrede filmklip-side, Youtube.com, er en video af sangen "Apache" blevet klikket frem til visning over en million gange - af folk fra hele verden.

Videoen er fra 1977, og hvis du ikke lige har den i frisk erindring, så er det Tommy Seebach med band og dansere, der giver den gas i en skov. Alle med klassisk 70'er-hår og spraglet tøj. Tommy Seebach - iført gul flæse-dragt og sit brede smil - laver vuggende diskobevægelser, mens han tamper løs på hele tre keyboard.

Tre damer og så Tommy...

Tre kvindelige dansere kommer ud fra en indianer-tipi, der mest af alt minder om sådan et lille telt, man kan købe i Fætter BR, og vimser ivrigt omkring Tommy Seebach og kæler for hans tykke krøller.

Videoen scorer topkarakterer hos brugerne af Youtube, og kitch- eller kult-værdien er tilsyneladende meget høj, når man læser de over 500 kommentarer - de fleste på engelsk, men også på spansk, tysk, fransk, finsk og endda tyrkisk:

»Det her slår alt andet, jeg nogensinde har set i mit liv. Det er helt perfekt.«

»Min hjerne gik i stå i forsøget på at rumme, hvor stor den her video er!«

»Helt ærlig, det er den sjoveste video, jeg NOGENSINDE har set.«

»Han er såååå cool. Jeg vil vædde med, at han scorede alle de lækre kvinder dengang.«

»Jeg kastede lidt op i min mund. (Så den alligevel igen) Hyleskæg.«

»Den her video skal spilles til min begravelse.«

»Glem 'Thriller', det her er den bedste video nogensinde lavet af menneskehænder.«

»Manden på keyboard er alt det, jeg stræber efter at blive en skønne dag.«

Og sådan bliver kommentarerne ved.

Tommy spiller med Madonna

Selve klippet, som også roterer flittigt på mange andre sider på internettet, stammer fra en DR2-udsendelse om Tommy Seebachs liv og karriere.

Og "Apache"-videoens kultværdi er efterhånden blevet så stor, at kreative Youtube-brugere har redigeret klippet om, så den danske Grand Prix-veteran spiller og danser til både Madonnas "Hung Up", AC/DC, Prodigy og endda hardcore growl og buldrende stortrommer med metalbandet Cannibal Corpse.

Tommy Seebachs nye kultstatus har også givet nyt liv på nettet til andre af hans klassikere som "Pyjamas For To", "Disco Tango", "Hip Hurra Det' Min Fødselsdag" og naturligvis "Krøller Eller Ej".

Kilde: Urban

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen