Malmros: Kanon er selskabsleg

Den århusianske filminstruktør Nils Malmros finder hele tanken om en officiel dansk kanon »fuldstændigt unødvendig«.

»Man kan ikke i fællesskab beslutte, hvilke 10 film der er Danmarks ypperligste. Det ville være urimeligt over for alle de fremragende film, der ikke kommer med - og dermed urimeligt over for mange film, som slet ikke har fortjent at blive udelukket,« siger Nils Malmros, som ellers ville være selvskrevet på listen.

I hvert fald er hans mesterværk, "Kundskabens træ" fra 1983, nævnt på samtlige foreløbige lister over de vigtigste milepæle i dansk filmhistorie.

»Hvis man endelig laver den kanon, vil jeg da blive beæret over at være med. Men holdt kæft, hvor ville jeg blive sur, hvis jeg ikke var med,« siger instruktøren.

»Kanon kan du ikke undgå at lave. Der sker en udvælgelse, hver gang der laves en antologi over f.eks. dansk lyrik i mellemkrigsårene. Men at lave en kanon for kanonens skyld, er kun anvendeligt som en selskabsleg i stil med "Hvilke 10 film vil du have med på en øde ø?".«

Den århusianske instruktør arbejder i øjeblikket på en selvstændig fortsættelse af netop "Kundskabens træ".

Han søger derfor efter 15-årige drenge og piger, som taler jysk, til filmen "Kærestesorger", som skal indspilles over de næste tre år.

Interesserede kan frit møde op i Filmby Århus 29. og 30. januar kl. 14 samt på Viborg Katedralskole 5. og 6. februar kl. 14.

anders.lange@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen