Guds særlige plan

Midt i en personlig og kunstnerisk krise i 1990 blev den russiske stjerne-ballerina Nina Ananaisjvili inviteret til København. Det blev begyndelsen på en stor international karriere.

Mobiltelefonen ringer.

»Undskyld, det er min mand,« begynder Nina Ananaisjvili, og rejser sig med en elegance, som var det trin i Svanesøen, hun opførte.

»Ja, ja, jeg kommer nu, giv mig ti minutter,« siger hun til ægtefællen, som er kommet hele vejen fra Moskva til København for at tilbringe weekenden med sin ballerina, der i øvrigt insisterer på at kalde sig »russisk«, selv om de begge er født og opvokset i Tbilisi, den ældgamle hovedstad i det urolige Georgien syd for Kaukasus-bjergene.

»Jeg har gået i russisk balletskole, jeg er et produkt af den tradition, derfor er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg er russisk ballerina, selv om jeg er georgier af nationalitet,« siger Nina Ananaisjvili, der har rundet de 40, men er adræt som en ungmø.

At opleve Ananaisjvilis tale er som at overvære en ballet. Hendes armbevægelser, mimik, de store brune øjne og buede bryn, ja hele kroppen akkompagnerer den verbale strøm af ord, så man føler sig som tilskuer til Giselle på Bolsjoj teatret i Moskva. Men vi sidder ganske prosaisk i Det Kgl. Teaters kantine efter prøverne på "Anna Karenina", Aleksej Ratmanskijs opsætning af Lev Tolstojs klassiske tragedie af en roman, som havde premiere i fredags og i aften har Nina Ananaisjvili i rollen som den forelskede, men martrede Anna.

Ved nabobordet, hvor sceneteknikere hygger sig med en snak om fodbold og tipskupon, vokser antallet af tømte ølflasker i takt med stemmestyrken. Et diskret civilisationernes sammenstød, som balletfolk og arbejderklasse tilsyneladende har vænnet sig til.

Kæmpebuket blomster

Ananaisjvilis tålmodige ægtefælle Gia, hvis fulde navn er Gregorij Vashadze, er vant til at rejse langt for at se sin udkårne. Efter at have set den unge georgiske skønhed på tv i 1985 vendte han hjem til Moskva fra en post i Geneve som ekspert under Sovjetunionens SALT-forhandlinger med USA om nedrustning. Han sikrede sig straks en billet til Bolsjoj, selv om han ikke var balletfan på det tidspunkt. Han ville blot nyde synet af sin landskvinde på scenen.

Da han havde taget plads i salen, blev det imidlertid bekendtgjort, at Ananaisjvili var syg og derfor ikke kunne optræde. Gia gav dog ikke op. Som det sømmer sig for georgiske mænd, det tidligere Sovjetunionens italienere, sendte han en kæmpebuket blomster til en værdi af et par tusinde kroner til ballerinaen, udtrykte på en lap papir sin bekymring for hendes helbred som en landsmand fra Georgien og tilføjede sit telefonnummer.

Tre år senere blev de gift. Da havde Ananaisjvili allerede fået sit internationale gennembrud. Hun og partneren Andris Liepa tog New York med storm i 1987, og den internationale balletverden stod i kø for at få dem som gæstedansere, efter at Mikhail Gorbatjov havde indledt åbningen af det sovjetiske samfund. Men under en turné i USA i 1988 foretrak Liepa at blive på den anden side af Atlanten. Det gjorde Bolsjojs kunstneriske leder Jurij Grigorovitj så gal i skralden, at han forbød Ananaisjvili at forlade landet. Selv om glasnost og perestrojka havde sat gang i en omfattende forandringsproces, var meget stadig ved det gamle. Ingen sovjetborger kunne således frit råde over sit rejsepas. Bolsjoj teatret ville ikke give Ananaisjvili hendes, så hun kunne rejse til Vesten og optræde. Besøgende balletproducere fik sågar at vide, at hun var syg, eller at hun ikke var at træffe. Dengang var det ikke bare sådan at få en ballerinas private telefonnummer og ringe op.

»Det var en krise for mig. Grigorovitj havde skubbet mig ud af sin kreds, og jeg overvejede at holde op med at danse. Det stod på i to år, og det er lang tid for en balletdanser, hvis professionelle liv er kort,« mindes Ananaisjvili, hvis russiske er farvet af en blød, georgisk accent.

Trist til mode

I dag er hun overbevist om, at Gud havde en særlig plan med hende. Intet i denne verden, siger hun, sker tilfældigt. Ægtefællen, der i dag er hendes manager, så, at Nina Ananaisjvili var trist til mode, og mindede hende om, at Det Kongelige Teaters balletchef Frank Andersen ved en galla i Canada havde givet hende masser af komplimenter og ytret ønske om en dag at se hende danse på hans teater.

»Vi bestilte en samtale med Frank. Dengang kunne man ikke ringe direkte til udlandet, så vi måtte vente i to dage på samtalen. Gia havde lært mig to sætninger på engelsk: »Hello Frank, it's Nina. My husband talk to you.«

Gia spurgte Frank Andersen, om han stadig mente det alvorligt med sin invitation til den russiske ballerina. Han lovede at ringe tilbage, og to dage senere fik Nina Ananaisjvili tilbud om at danse »Sylfiden« og »Don Quixote« på Det Kongelige Teater, og da - det var i 1990 - var det blevet muligt at få udstedt pas ad andre kanaler end via arbejdspladsen, så snart dukkede Nina Ananaisjvili op i København.

Frisk pust i København

»Uanset hvor godt du fodrer en fugl i bur, så vil den flyve ud, så snart den får muligheden, og den vender aldrig tilbage til buret. Sådan havde jeg det. København gav mig et friskt pust og en følelse af frihed. Det glemmer jeg aldrig, og jeg glemmer heller aldrig danskernes gæstfrihed og varme. Det passer ikke, når man siger, at danskerne er et køligt, nordisk folk. De minder mig om mit eget, varme Georgien. Mit venskab med danserne på Det Kongelige Teater består, hvad enten jeg danser her eller ej,« fastslår Nina Ananaisjvili.

Næppe havde hun sat sine sjældne fødder i København, før nyheden spredte sig i balletkredse, og det ene tilbud strømmede ind efter det andet: Covent Garden, American Ballet Theater, Paris og andre. I dag tilbringer hun højst fire-fem måneder om året i Moskva, resten af tiden er hun på farten. Hun er kommet til København fra Japan, hvor honorarerne er betydeligt mere attraktive end i Danmark. Ja, ifølge Bolsjojs balletchef Aleksej Ratmanskij, får solodansere som Ananaisjvili i dag flere penge hjemme på Bolsjoj, end når de gæstedanser i København.

»Det er ikke pengene, der har fået mig til København. Jeg har allerede lavet tre balletter med Ratmanskij, og kender ham. Rollen som Anna Karenina er en spændende udfordring for mig. Det er ikke så ofte, at en ballerina får mulighed for at prøve kræfter med et nyt parti. Der er generationer af dansere, som i løbet af en karriere ikke prøver noget nyt. Det oplevede jeg selv, da jeg kun dansede på Bolsjoj. Jeg holder meget af klassisk, russisk ballet, men den indeholder ikke noget nyt,« forklarer Ananaisjvili.

Mødet med Bournonville traditionen var en vigtig skole. Den lærte hende pantomime og små, tekniske detaljers betydning.

»Pantomime er totalt fraværende i den russiske tradition. Vi har glemt det, og beskæftiger os med det på et instinktivt niveau. I København opføres ballet ikke som dans alene, men som drama med alt, hvad det indebærer for fortællingen af en historie. Her ved man, hvordan en historie fortælles med armbevægelser og gestus. Publikum er aldrig i tvivl om handlingen,« understreger Nina Ananaisjvili.

Respekt for Gorbatjov

Hun har meget tilovers for Sovjetunionens sidste præsident Mikhail Gorbatjov og hans afdøde hustru Raisa, der var blandt hendes største fans.

»Før Gorbatjov blev alle gader omkring Bolsjoj spærret af, når particheferne skulle i teatret. Man kunne kun komme ind på særlige adgangskort, mens Gorbatjov og Raisa kom uanmeldt og uden postyr. De forærede mig altid blomster, og Gorbatjov sørgede for, at jeg fik en statsorden, selv om jeg var meget ung. Raisa gjorde meget for kvindens stilling i Rusland. Hun brød med den stereotype opfattelse, at russiske kvinder skal blive hjemme ved gryderne og ikke vise sig offentligt sammen med sine mænd, og så klædte hun sig altid smagfuldt.«

Til gengæld er hun trist over det til tider anspændte forhold mellem hendes hjemland Georgien, hvor hendes forældre og familie bor, og hende og Gia har købt 150 hektar vinmarker, og Rusland, hvor hun har boet, siden som 14-årig kom på balletskole.

»Jeg er russisk statsborger, og skal have visum for at besøge min familie. Det samme skal de, når de kommer til mig i Moskva. Det er meget trist. Menige borgere ser denne strid som nogle enkelte politikeres værk. Selv om der er megen negativ propaganda om Georgien i russiske medier, så holder russerne meget af georgiere. Vis en georgisk film i russisk tv eller et teaterstykke i Moskva, og russerne flokkes til. Der er ingen som russere, der er i stand til at forstå og opfatte georgisk kultur. Der er så meget, der knytter os til hinanden,« slutter Nina Ananaisjvili.

flemming.rose@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.