Når friheden bliver bitter

Frigørelsens frugter kan blive bitre. Dens apostle ligeså, når de nidkært vogter over modernitetens bulede og skrammede projekt. Opbruddet kommer i dag fra en ny kant, mener bogaktuelle Poul E. Andersen.

Dette er en tid med bragen og buldren, som når isdækket over en fjord revner under høje smæld. Det er opbrud og tøbrud i epoken, den larmende kulturkamp er et af tegnene.

En af dens deltagere er Poul E. Andersen, tidligere seminarie-rektor og domprovst. I en række kronikker her i bladet har han stridt, og nu er han aktuel med sin bog "Opgør med kulturradikalismen".

Kulturradikalismen har fået problemer, mener han. Dens hyldest til den frie udfoldelse er ved at få en tanke, og virkeligheden afslører ubarmhjertigt, at kækhed og provokation kan have en dum og utilsigtet bagside.

Og når det kække virkelig har etableret sig, bred og mægtig, forfalder det til irritabilitet og herskesyge.

Størkningen

Kulturradikalismens Godfather Georg Brandes gennemførte for mere end hundrede år siden et nødvendigt kulturhistorisk nybrud, finder Poul E. Andersen. Der herskede en moralsk trangbrystethed, som kvalte al friskhed i menneskeligt samvær. Tiden var dengang moden til, at vinduer blev slået op.

Så det er ikke i udspringet, han finder kimen til de problemer, som kulturradikalismen i dag skaber. Men efter en længere årrække viser der sig altid en hage ved åndelig fornyelse: når det nye bliver ældre, udvikler det sit eget tyranni.

»Friheden blev vundet i et opgør med det gamle, men med tiden sætter friheden sig på magten og begynder at vogte på den. Den stivner og tilraner sig en art åndelig ret. Det kulturradikale establishment sætter sig på hele måden, man har lov at diskutere kultur og politik på.

Det moderne bliver lige så utålsomt som det gamle. Brandes sagde, at tyranni kan gemme sig bag frihedens maske. I dag kan det udsagn vendes mod det, han selv stod for,« konstaterer Poul E. Andersen.

Kulturradikalismen har svunget det åndelige scepter med dygtighed og har dermed skræmt mange fra at vove sig ind på diskussionens arena. Derfor er kritikken af det kulturradikale kommet meget sent. Men nu dukker den op.

»Man så det meget tydeligt i kølvandet af PISA-rapporten. Dens lave placering af den danske folkeskoles resultater giver anledning til, at rigtig mange nu formulerer et opgør med den pædagogik, kulturradikalismen har lagt ind i folkeskolen.

Jeg kunne også pege på debatten om retsprincipperne, hvor vi længe kun har hørt om kriminalitet som forårsaget af sociale omstændigheder. Nu er det faktisk blevet almindeligt at tale om skyld og ansvar.«

Som dyr igen

Poul E. Andersen peger også på seksualitetens rolle i samfundet. Den store åbenhed er gennem årtier skredet ud i obskønitet og seksualitetens direkte iscenesættelse allevegne. Vi nærmer os sådan set atter det animalske stade. Det er en uforudset virkning af tyrkertroen på grænseoverskridelse som den store forløsning.

»Kulturradikalismen ville for alt i verden ikke sætte grænser. Men i dag er vi fanget i frihedens fælde. Vi er på glidebanen, for ingen tør tage upopulære initiativer til at begrænse friheden.

Seksualitetens frigørelse har ledt til det pornokrati, der i dag gennemsiver det offentlige rum. Seksualiteten overtages af kapitalismen, og så skal der tænkes i afsætning. Derfor trænger den nu ind alle vegne. Tidligere kunne man opsøge porno, hvis man ville. Nu overtager den bevidsthederne gennem alle medier. Der er ingen måde at unddrage sig.«

Pisken over folket

Et fjerde punkt, hvor kulturradikalismen i følge Poul E. Andersen har trådt tydeligt forkert, er i indvandrer-spørgsmålet.

»Multi-kulturalismen har udviklet sig anderledes, end de kulturradikale troede. Den blev ikke den ventede, bæredygtige utopi, ikke forskellige gruppers ligeværdige samfund med hinanden. Det blev til parallelsamfund med løbende konflikter.

Samtidig så vi en ideologisering af menneskerettighederne. Oprindelig skulle de være individets værn mod staten og magthaverne, men i indvandrer-debatten bliver de brugt mod borgerne. Menneskerettighederne blev en pisk over hovederne på dem, der ikke havde den rette holdning.

Det er tolerancens bagside: idet man vil opdrage folket til tolerance, er man selv fuldkommen blottet for tolerance.«

Fremtidens fare

Beder man Poul E. Andersen pege på det problemfelt, der bekymrer ham mest, grunder han lidt og svarer derpå som den skolemand, han også er:

»Pædagogikken. For den er så afgørende for landets fremtid. Det har længe lydt, at mennesket blot i frihed skal udvikle alle de gode egenskaber, det har i sig. Og den proces må ikke distraheres ved påtrængende krav om kundskaber.

Det er tragisk, for kundskaberne er det, man har at overdrage kommende generationer. De er det grundlag, man kan række videre. Den gave fordamper med den nye tilbudsskole med dens tværfaglighed og dens drømme om at skabe harmoniske og lykkelige mennesker.

P.G. Lindhardt så med det samme det forskruede i tanken om at skabe harmoniske mennesker. 1958 dukker den første gang op, nemlig i Den Blå Betænkning fra Undervisningsministeriet, og P.G. Lindhardt rejste landet rundt og advarede mod at lægge det sjælelige ud i en offentlig institution.«

Svigt af børnene

Det blev ikke just P.G. Lindhardts synspunkt, der trak det længste strå. Tværtimod har samtlige folkeskolelove siden 1960'erne givet den et nøk mere med de sociale kompetencer og tilsvarende nedtoning af kundskabernes betydning.

»I dag har man endda indført elevens "ansvar for egen læring", hvilket er direkte forskruet. Intet barn kan overse sin egen verden tilstrækkeligt til at løfte sådant ansvar. Det er et svigt af børnene, der kan få katastrofale følger«

Den tidligere seminarierektor Poul E. Andersen vil dog gerne sende et opmuntrende signal til det flertal af lærerne, der knokler ude i frontlinien.

»Der drives megen god undervisning derude af lærere, der er fulde af energi og hengivenhed for opgaven. Og vi skal endelig ikke glemme, at PISA-undersøgelsen kaldte os det land i EU, hvor børnene er gladest for undervisningen.«

Samtalen

Det er vigtigt for Poul E. Andersen, at hans bog opfattes som en invitation til dialog med kulturradikalismen. Han vil ikke stå som en kustode, der skuer bagud og vil fastholde resterne af en synkende kultur. Man må se frem, og så i øvrigt rykke, når man ser en åbning i tiden. En sådan har meldt sig nu. Epoken er på vej mod nybrud.

»De kulturradikale var progressive engang. I dag er det de borgerlige, der er progressive, for det er dem, der bryder nyt land op i debatten,« mener Poul E. Andersen. For ham at se kalder selve opgøret undertrykte kræfter til live og giver stødet til nytænkning

»Finder man værdier i historien, og forstår man at bruge dem på nutidig måde, så er man progressiv. Det er nemlig noget, der lukker døre op i debatten, og det er en inspiration og en fornyelse, vi længe har trængt til.

Vi skal videre nu i diskussionen med de kulturradikale. I fællesskab med dem skal vi danne nogle nye syn gennem den drøftelse, der forestår. Forandringen skal udspringe af samtalen,« betoner Poul E. Andersen.

anders.raahauge@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen