Nye toner i tyrkisk kulturliv

Det tyrkiske kulturliv og medierne er blomstret op efter at reformerne, der skal bane vejen til EU, er vedtaget og så småt slår igennem i tyrkisk ånds- og kulturliv. Også selvom der skimtes frygt for tabet af national egenar

Istanbul

Dagen i dag er tyrkernes skæbnedag. Alle holder vejret og åbner for tv og radio i disse timer. For i dette land har politik stadig en konkret, praktisk betydning for dagligdagen. Vil lørdagen være ligeså lovende som i går? Eller vil de, som en tyrkisk journalist udtrykte det, »nærige og arrogante europæere endnu en gang smide os på historiens losseplads?«

Følelserne er ambivalente - på den ene side ser langt de fleste tyrkere sig selv som en del af Europa, kulturelt og civilisatorisk, på den anden side ved de meget vel, at deres opfattelse ikke deles vest for Bosporus, hvor Tyrkiet siden 1923 har regeret over en stump af det europæiske landemassiv. For selvom det er svært at høre forskel på græsk og tyrkisk musik - folkesangene går på de samme melodier - så er der alligevel lysår mellem Ankara og Athen, når det kommer til selvforståelse som europæere. Og kimen til et nationalt tilbageslag kan anes i nogle af de kommentarer, vi samlede op undervejs på en rejse fra øst til vest - fra Asien til Europa.

I et koldt, nøgent undervisningslokale på universitetet i Van i den yderste sydøstlige krog af Tyrkiet var godt en snes studerende i det store og hele enige om, at EU-medlemskab ville medføre økonomisk fremgang og kulturel åbenhed i Tyrkiet.

En enkelt tvivler

Kun en enkelt, en ung kvinde, var ikke så sikker: »Vi taber vores sprog, vi mister vores identitet,« sagde hun. »Vi risikerer at blive internationale, glatte og konforme, men vi er jo orientalske, og det kan vi ikke bare kaste fra os.«

De andre så på hende med et anstrøg af medlidenhed. Ingen af dem så "orientalske" ud, tværtimod kunne de gå lige ind i et hvilket som helst klasselokale i USA og Vesteuropa uden at vække opsigt: Pigerne i kropsnært tøj, drengene i jeans og læderjakker. Mange af dem var kurdere, hvis kulturelle egenart har været undertrykt i årtier, og som nu ser EU som en mulighed for at få den genetableret. Og når det er sket, at tage stilling til, om de kan bruge den til noget. Yilmaz, en yngre økonom i Diyarbakir, byen, der er længst fremme i kulturskoene, beskrev det således: »For et par år siden hørte vi kurdiske sange i smug - på kassettespillere og i dårlig kvalitet. Vi dyrkede musikken, fordi den var forbudt. Nu, hvor jeg kan købe den henne om hjørnet, har jeg måske et par cd'er hængende i min bil-stereo, og jeg hører det sjældent. Det kan ikke klare sig mod den pop og rock, der lyder af nutiden.«

For den enkelte er det europæiske perspektiv ikke bare flere penge, nye job og egen bil, skønt det spiller en vigtig rolle, det er også et løfte om kulturel mangfoldighed, om frihed til at ytre sig og - for de religiøse - om frihed til at dække håret i offentlige institutioner. Eller lade være at dække håret. For som én af de studerende i Van sagde: »Diktatet om hovedtørklædet og også et diktat om at tildække problemerne.«

Så netop i dag, 17.december 2004, hvor EU's stats- og regeringschefer mødes i Bruxelles for at tage stilling til, hvor langt Tyrkiets EU-ambitioner kan få lov at række, holder alle i uddannelses- og kultursektoren vejret.

»Et negativt EU-svar kan bombe os tilbage til en periode, vi lige har forladt,« sagde en universitetslærer.

»Et positivt svar vil derimod betyde yderligere udvikling. EU har i forvejen afsat 1,7 millioner euro til akademiske besøgs- og udvekslingsprogrammer. Den vekselvirkning må ikke gå tabt. Demokratiseringen må ikke skrinlægges nu, hvor det er stemmesedlen og ikke generalstaben, der har det afgørende ord. Vi kan ikke og vil ikke skrue tiden tilbage.«

Turbo på reformer

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at skrue tiden tilbage til enhedsstatens parametre for kultur og offentlige ytringer. I de to år, der er gået siden det "islamisk provestlige centrum-højre" regeringsparti, AKP (Retfærd- og Udvikling) dannede regering med et absolut flertal bag sig, er der sat turbo på kulturelle reformer, der imødekommer de såkaldte Københavns-kriterier for demokratisk og kulturel harmonisering med EU-landene.

Det kurdiske sprog er blevet tilladt, om end i begrænset omfang og foreløbig uden den store gennemslagskraft i massemedierne. Men det tales og synges i Tigris-Eufrat Kulturcenter i Diyarbakir, der har sat rekord med to års uafbrudt virksomhed.

»Vi har tidligere prøvet at sætte gang i kulturelle initiativer, men blev lukket ned efter højst et par måneders aktiviteter. Vi blev betragtet som undergravende, separatistiske og derfor trusler mod statens enhed,« sagde lederen, Hasan Seker, da han viste rundt i en tre etagers lejet bygning, hvor musiklokaler, café, værksteder og undervisningslokaler var fyldt med børn og unge. »Nu har vi ro til at arbejde, og selvom myndighederne har et øje til os, har vi ikke haft alvorlige vanskeligheder.«

Privat finansiering

Kulturcenteret er organiseret som en privat virksomhed og finansieres af kontingenter og bidrag fra sympatisører. NGO-formen, som kan få direkte økonomisk EU-støtte, er ikke populær i de kurdiske områder, da den påkalder sig myndighedernes interesse med krav om udfyldelse af stakkevis af ansøgninger. Hovedparten af de kulturelle og socialpolitiske initiativer, der er blomstret op de sidste par år i de sydøstlige områder, er organiseret på samme måde. Det gælder også tv-stationen Gün (Dag), der søger om tilladelse til at sende på kurdisk - noget, der indtil videre er forbeholdt det statslige radio og tv-selskab, TRT.

Da Gün krydsede den statslige kridtstreg i september ved at transmittere et kulturelt symposium, arrangeret af Diyarbakirs byråd, hvor et par af deltagerne talte kurdisk, blev stationen lukket ned i en måned af RTÜK, et statsligt organ, der påser at bestemmelserne for sendevirksomheden overholdes. RTÜK siges at være blandt de institutioner, hvor reformerne endnu ikke er slået ned - der udstedes stadig sendeforbud på stribe til de 23 landsdækkende og flere hundrede lokale tv-stationer, ikke kun hvis der tales eller synges på kurdisk, men også hvis programmerne skønnes at fornærme landsfaderen Atatürk, de væbnede styrker eller på anden måde karambolerer med kontrollanternes vurdering af, hvad der tjener republikkens interesser.

»Vi sendte et dokumentarprogram på kurdisk, men med tyrkiske undertekster, og fik en advarsel,« fortalte Gün-stationens leder, Zeynal Dogan. »Men vi har allerede i marts søgt om tilladelse til at sende på kurdisk, og selvom reglerne tilsiger, at vi skal have et svar inden for to uger, har vi intet hørt - hverken positivt eller negativt. Vi er så gået til aviserne, som har spurgt sig for, og har fået besked på, at vores ansøgning stadig er til "overvejelse". Men det er trods alt positivt, at vores ansøgning er nået frem. Tidligere kunne vi ikke søge nogen steder.«

Zeynel Dogan pegede også på, at tidligere tiders pressecensur reelt er lempet. »Der blev fundet en massegrav, hvor PKK-sympatisører og "forsvundne" fra borgerkrigen var gemt, og det viste vi i nyhedsudsendelserne. Vi er mere frie i vores nyhedsdækning og programudbud i dag end for bare få år siden. I 1999 blev vi lukket ned et helt år, efter at vi sendte et musikprogram, hvor der blev sunget på kurdisk.«

Den kurdiske tv-redaktør har ret i, at pressefriheden er udvidet. Et dagligt eksempel er den EU-finansierede medievirksomhed, Bia-net, der holder til i en lejlighed i Istanbuls europæiske kvarter. Her er 12-15 aktivister og lønnede journalister beskæftiget med at formidle alternative nyheder til den tyrkiske provinspresse, der således fodres med stof fra andre kilder end den lokale guvernør, politistationen og bryllupsfotografen. Bia-net har en redaktør for fire hovedområder: Børn, kvinder, miljø og menneskerettigheder - stofområder, der traditionelt dækkes yderst rudimentært i mainstream-aviserne. Hvilket kan være en medvirkende årsag til, at relativt få læser aviser. Det samlede oplag er på 3,5 millioner aviser dagligt til en befolkning på 70 millioner, og to-tre store sportsaviser er også de største oplagsmæssigt.

»En avis i Trabzon oppe ved Sortehavet har ligefrem etableret en Istanbul-side, som bringer vores stof«, sagde lederen af Bia-net, Ertugrul Kürkcü.

Fra terror til journalistik

Kürkcü, en kæderygende, stilfærdigt talende mand i slutningen af 50'erne, er i sig selv et eksempel på de nye tider. Han uddannede sig til journalist, da han afsonede 20 af i alt 30 års fængsel for sin deltagelse i en af 70'ernes mest dramatiske terroraktioner. Sammen med politiske åndsfæller i en venstre-ekstremistisk gruppe var han i 1979 med til at kidnappe en canadisk og to britiske radarteknikere, stationeret på en af Nato's lytteposter ved Sortehavet. Fangerne blev skjult i et hus i en fjern landsby, men den lokale muhtar - en slags sognefoged - fik nys om besøget og underrettede myndighederne. Efter en ildkamp kom Kürkcü ud som eneste overlevende - hans medskyldige og de tre gidsler blev dræbt. Tre andre medsammensvorne blev senere hængt, men hans dødsdom blev konverteret til 30 års fængsel, og da han blev løsladt ved en generel amnesti i 1989, kunne han begynde på en frisk med en universitetsgrad efter studier i fængslet.

Han er dog forblevet "alternativ" og har i mange år arbejdet med IPS, Independent Press Service, et globalt netværk af oppositionelle journalister og mediefolk. Og det var IPS, der blev platform for Bia-net, som med et budget på en lille million Euro, hvoraf EU-fonde skyder de 800.000 til, betjener 35 dagblade og 200 radio- og tv-stationer over hele Tyrkiet.

»Vores opgave er at støtte den lokale nyhedsformidling med andet stof end det, der kommer fra monopoliserede kilder, hvad enten det er staten eller de to medie-koncerner, der styrer den nationale nyhedsformidling,« sagde han. »Vi producerer programmer til radio og artikler til den trykte presse og til vores hjemmeside med stof, der hentes fra et netværk på 450 journalister ude over landet og ca. 100 bidragydere fra kilder i Europa, Australien og USA, der klikker ind på hjemmesiden. På den måde er vi en tværgående kanal for formidling af nyheder, der ellers aldrig ville nå længere end ned til det lokale tehus.«

Bia-net gennemfører også træningskurser for lokaljournalister, der lærer at arbejde ud fra kritiske kriterier i stedet for, som det meget ofte er tilfældet, reelt at fungere som myndighedernes forlængede arm.

»De lokale medier er under et langt større pres fra politi og myndigheder end de store og landsdækkende konglomerater,« fortalte Ertugrul Kürkcü og fortsatte: »Det er vigtigt, at de lærer at sige fra over for pression, men det er lige så vigtigt, at de store medier ved, at de har konkurrence, også på mere kontroversielle nyheder.«

Bia-net leverer ikke under 20 historier om dagen, der alle kan læses på nettet, hvorfra de tages ned ude omkring på redaktionerne.

Flere på internettet

Internettet er på seks år vokset fra ca. en million til fire en halv million brugere, og selvom det »stadig er en dråbe i havet«, som det udtrykkes, »så er det efterhånden blevet et medie i sig selv.«

Iba-net har været "på nettet" siden 1997, og »det er klart, at politiet lytter med,« som Kürkcü udtrykte det. »Men det er også efterhånden blevet klart, at betingelserne for formidling er blevet bedre. Vi har endnu ikke været i konflikt med presseloven og har ikke været udsat for sanktioner fra myndighedernes side. Vi har derimod været angrebet af nationalistiske journalister og medier - især har den store morgenavis "Hürriyet" været ude efter os med beskyldninger om at "gå udlandets ærinde". Vi har af samme grund været genstand for skattemyndighedernes interesse, der på grundlag af presseangreb efterforskede, om vi snød i skat. Således er der stadig "skygger" i de etablerede medier, der peger tilbage mod de tidligere tilstande, hvor enhver kritisk ytring kunne mistænkes for at være forræderi mod staten.«

Men sådan er det ikke længere. For som Bia-net's chef sluttede med at sige: »EU har påvirket klimaet. Folk er klarere i hovedet nu.«

kim.hundevadt@jp.dk

lasse.ellegaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen