Hollywoods lavmælte multikunstner

Den 46-årige musiker , skuespiller og instruktør Billy Bob Thornton er lige så lavmælt musikalsk som i filmen "The man who wasn't there" - begge dele kan opleves i Danmark i denne uge.

Har du nogensinde stået i midten af en bomuldsmark i Arkansas i den brændende sommervarme og sendt en spytklat ned i støvet, og har du derefter stået og talt, hvor mange sekunder det tager, før den er opsuget af jorden? Der er ikke mange mennesker i Beverly Hills, der forstår, hvad den slags handler om. Billy Bob gør.«

Sådan introducerer musikeren Marty Stuart sin ven og medspiller på cd'en "Private Radio".

Der er andre signalementer af Billy Bob Thornton.

For denne journalist var Billy Bob Thornton et sindbillede på alt det, Cannes-festivalen 2001 ikke var: rolig, velovervejet ligefrem og hjertelig.

Trods det, at han sad foran endnu en bunke halvfordærvede filmjournalister, strålede den skæve mand som en lille ægte glødelampe midt i et frådende hav af kulørte neonlamper.

»Jeg duer ikke til at slikke røv,« undskyldte han - med en Arkansas-dialekt så bred som en ottesporet highway.

»I må synes om filmen, hvad I vil. Jeg synes bare, den er et mesterværk. Så lad os snakke om, hvordan jeg arbejder. OK? Og om, hvad der rører sig i mit liv, OK?«

Kæberne faldt ned på filmjournalisterne som slatne klaptræer. Nok havde de håbet, at skuespilleren og instruktøren og musikeren Billy Bob Thornton ville tale om sin smækre filmstjernekone Angelina Jolie, som på dette tidspunkt var hængt på om en 1:100 version foran Hotel Carlton. Den 26-årige filmgodte spillede titelrollen i actionfilmen "Tomb Raider".

Men at Billy Bob Thornton uden stikord begyndte at prise hende i høje vendinger, var rent guf for sladderjournalisten fra Australien, der for en gangs skyld ikke behøvede løfte dynen selv.

Jo, Angelina er mit livs kærlighed. Jo, jeg har skrevet i mit eget blod, at jeg vil være hendes for resten af livet. Jo, jeg har hendes navn tatoveret ind i overarmen og hun mit. Og jo, vi har købt gravsteder, så vi kan blive begravet ved siden af hinanden.

Alle svarene kom før spørgsmålene.

En frisk tilgang til stoffet

Og manden kunne med rimelighed have fortalt om andre relevante højdepunkter fra karrieren og ikke mindst de to Oscar-nomineringer for sin film "Slingblade" - en stilfærdig film om en sinke, der i sidste ende bliver retfærdighedens hævnende engel. Han fik sin Oscar for manuskriptet, men havde både instrueret og spillet hovedrollen.

Billy Bob Thornton var i Cannes med den film, han på side 3 i dette tillæg bliver rost til skyerne for. Som den tavse frisør Crane i Joel og Ethan Cohens sort-hvide "The man who wasn't there" - men Thornton var så rigeligt til stede ved journalisterne.

Forklarede, hvordan han aldrig læser manuskriptet mere, efter først at have sagt ja til filmen.

»På den måde holder jeg mig mere frisk,« sagde han.

Frisk lyder han også, næsten, i telefon fra et sted i Europa her og nu, hvor en kort musikalsk turné er i gang.

Billy Bob Thornton er netop nu endnu mere aktuel i Danmark, end han selv aner. På tirsdag spiller han i Lille Vega i København.

Det vidste han godt. Han havde også gættet, at snakken stadig går om hans præstation som modstykke til Halle Berry i "Monster's Ball", som gav Berry den første hovedrolle-Oscar til en sort kvinde nogensinde.

Men han havde ikke den mindste anelse om, at "The man who wasn't there" har premiere samtidig med Thorntons musikalske Skandinaviensdebut.

»Wow, fantastisk,« siger han og går hurtigt til en mere væsentlig sag.

Hyggemøde med anmelderne

»Jeg har aldrig været i Skandinavien før. Jeg har hørt mange historier om, at I har et by med hippier midt København. Christiania er navnet? OK. Men sådan er vores musik. Det er southern hippie music. Så jeg passer ind.«

Hans grin er lige så tørt og slæbende, som både hans dialekt og hans musik.

En eftertænksomhed er konstant tilstede - et uvant begreb i både musikken og filmens verden.

Men Billy Bob Thornton synes ikke helt af denne verden. F.eks. har han inviteret de danske rockanmeldere til et hyggemøde inden koncerten.

»Det gør jeg altid før en koncert,« siger Thornton og bliver overrasket over, at nogen måske ikke dukker op, fordi sammenblandingen af anmeldere og bagscenehygge anses for uheldig i visse skribentkredse.

»Jamen vi snakker ikke om musikken. Vi gør det bare for at være venlige,« siger Billy Bob Thornton.

Da vi mødtes i Cannes, talte du om at læse så lidt på rollen som muligt for at holde dit skuespil jomfrueligt. Det ligner samme taktik, du har som musiker. Du synger mange af sangene på "Private Radio" i første forsøg - first take?

»Det giver en speciel stemning. Jo flere gange, du prøver et nummer i studiet med orkester, jo mere sterilt bliver det,« siger sangeren Thornton med en stemme som en udtørret præriebrønd.

Musikalsk bevæger han sig i perioder i et næsten ikke-eksisterende tempo af fortællinger fra livets udkant. Om den gamle dame, der drømmer om livet bag bjergene, men aldrig får set efter. Om kærligheden til Angelina, om sort humør og glemte rendestene.

Den musikalske inspiration

Blandt få cover-versioner på CD'en er den gamle The Byrds-sang "He was a friend of mine" om uskyldstabet, da præsident John F. Kennedy blev likvideret i Dallas i november 1963.

»Bob Dylan er en stor inspiration sammen med Johnny Cash, Kris Kristofferson, J.J. Cale....« siger filmmanden og musikeren og nævner også det britiske soulblues-band The Animals som en delvis inspiration.

»De tog vores egen musik, bearbejdede den, og sendte den lige tilbage i synet på os, og først da indså vi, hvor god vores egen musik egentlig var.«

Er det lidt det omvendte af, når Hollywood laver en amerikanske version af en europæisk film?

»Nej, I har jeres egen gode tradition for uafhængige film i Europa. I sætter meget mere pris på independent films end amerikanerne. I Amerika vil folk hellere have store, prangende kommercielle film, fordi de skaber større omsætning. Når du ser "Monster's Ball", er den meget amerikansk i sin menneskeskildring - men filmen stil er meget europæisk. Den har en intens sexscene (mellem Thornton om Halle Berry, red.), som du normalt ikke ser i amerikanske film. En sexscene i amerikansk film er normalt som at se Playboy-kanalen på TV, you know what I mean. Scenen i "Monster's Ball" er som det virkelige liv - ikke glamouriseret.«

Et helt normalt familieliv

Hvad angår glamouren - hvordan bevarer du jordforbindelsen i Hollywood ?

»De skriver jo mange skøre ting om, hvor excentriske, vi er. Men det passer ikke. Det meste er ganske normalt - men medierne får det til at lyde unormalt. F.eks. er det blevet en stor historie, at vi har købt gravsteder side om side - som alle familier gør - mine bedsteforældre gjorde det samme. Men vi bliver hjemme - deltager ikke i Hollywood livet. Går ikke på natklub, går ikke til parties. Vi er meget private. Jeg har to drenge fra et tidligere ægteskab, som er hos os noget af tiden. Vores nærmeste venner er ikke skuespillere. De besøger os, vi spiller pool derhjemme, ser TV og hygger os med vores lille dreng, som vi ar adopteret fra Cambodia. Vi har kun været gift i to år - måske falmer interessen for os i løbet af årene, fordi de finder ud af, at vi er helt normale. Men du har ret i, at jeg ikke føler mig som en del af Hollywood. Jeg kan ikke lide Hollywood.

Men Hollywood gav dig succes?

»Byen har givet mig mulighed for udtrykke mig igennem film og musik - byen er bare ikke min livsstil. Jeg vil gerne have mine indre tanker, glæder og dæmoner ud gennem mit arbejde - og ikke igennem mit liv. Mit liv er normalt. Mit arbejde er meget intenst,« ler Billy Bob Thornton.

Prøver du på at ændre verden med dit arbejde?

»Ja, på det personlige plan. Når du har muligheden for at nå mange mennesker, er det vigtigt at få folk til at føle, at vi alle oplever samme slags besværligheder. Jeg har en sang om dengang, jeg overvejede selvmord. Det er for at fortælle folk, at nok er jeg på toppen lige nu. Jeg er lykkelig, jeg er gift med mit livs kærlighed og min bedste ven, mine børn har det godt - og jeg kan udtrykke mig igennem mit arbejde - men engang lå jeg på tøndens bund. Mine første fem-seks år i Hollywood var de værste. Jeg sultede og tog tilfældige job. Så jeg siger: Hæng på. Tro på, at i morgen kan det hele ændre sig. Det er mit budskab - stille og personligt. Og det lever jeg efter.«

Lev efter det, du synger om

Den ro afspejles klart i din musik.

»Hvis du hvisker, så lytter dem, der virkelig har lyst. Jeg er ikke nogen råber. Mit publikum skal helst bestå af folk, der helt grundlæggende har et ønske om at være til stede i den sal, for jeg har en tæt kommunikation med publikum. Og jeg mener hvert ord, jeg siger. Uanset hvad folk mener om det, så kan jeg love dem, at jeg står på scenen af en ærligt hjerte,« siger Thornton, der i sin sparsomme fritid bl.a. arbejde med at hjælpe børn i den tredje verden.

»Jeg kan jo ikke synge om det og lave film om det uden af efterleve det, vel?« slutter han.

Billy Bob Thorntons band består af: Gregg Stocki (trommer, percussion), Brad Davis (guitar), Randy Mitchell (guitar), Mike Shipp (guitar), Steven Arnold (bas), Mike Finnegan (orgel), Sam Bacco (percussion), Mica Roberts (kor).

Billy Bob Thornton, Lille Vega, tirsdag 9. april.

Læs også anmeldelsen af "The Man Who Wasn't There" på side 3

anders.lange@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen