Fay Weldon ser i bakspejlet

Fay Weldon er i fuld gang med at skrive sine erindringer. Første bind er færdigt og udkommer i England til maj. Det begynder med et jordskælv og slutter, da hun 32 år gammel bliver forfatter. Her fortæller hun under en kort visit i København om nogle hovedlinier i sit liv

Fay Weldons erindringer begynder med et jordskælv. Man fristes til at sige selvfølgelig. Selvfølgelig måtte naturen på umiskendelig måde markere, hvad der ventede verden med Fay Weldons fødsel.

Hun var ganske vist stadig i sin mors mave, da et voldsomt jordskælv i 1931 lagde det meste af en by på New Zealand i ruiner, inklusiv det hospital, hvor Fay skulle have været født. Derfor tog moderen til England, hvor hun og hendes mand stammede fra, og fødte Fay - eller Franklin Birkinshaw, som hun blev døbt. Seks uger efter fødslen sejlede hun tilbage til New Zealand og et ægteskab, der ikke var uproblematisk.

Forældrene blev skilt, da Fay Weldon var fem år, og hun voksede op blandt lutter kvinder - moderen, mormoderen og en storesøster. I 1946, da Fay var 16 år og Anden Verdenskrig forbi, havde hendes mor fået sparet så mange penge sammen, at de kunne flytte tilbage til England. Der ventede dem hårde tider med arbejdsløshed og smalhans, men moderen kom til at tjene penge ved at skrive ugebladsnoveller.

»Jeg begynder bogen med at ridse baggrunden op. Det vil sige mine forældre, deres familier, hvorfor de emigrerede til New Zealand, hvorfor de var, som de var, osv. Det er gået op for mig, at vi i store træk bliver som vores forældre. Da jeg var ung mor, blev jeg chokeret over at høre mig selv tale til mine børn på samme måde, som min mor havde talt til mig. Jeg havde jo svoret, at jeg aldrig ville tale sådan.«

»Men kvinder bliver som deres mødre. Der er selvfølgelig forskelle, men de er forbløffende små. Derfor er det gode råd til mænd: Se på din kommende svigermor. En dag bliver din kæreste sådan. Det samme råd gælder selvfølgelig for kvinder - kig lige på din svigerfar. Og så skal jeg lige tilføje, at jeg ikke selv har nogle døtre«.

Opvækst uden mænd

Karen Blixen, som også voksede op blandt kvinder efter faderens død, talte med en vis snert om "Kvinderegimentet på Rungstedlund". Hvad betød det for Fay Weldon at vokse op blandt kvinder?

»Jeg så jo nærmest ingen mænd overhovedet, fordi jeg også gik i pigeskole med lutter lærerinder. Og hvad betød det? Det gjorde forholdet til mænd vanskeligt. Du lærte ikke, hvordan man aflæser dem, eller flirter med dem, eller overtaler dem, eller manipulerer med dem. Du lærte i det hele taget ikke alle de kendte, men ufine kvindekneb. Det havde så den fordel, at du kunne blive ved med at have en vis stolthed i livet.«

»Og det havde også en anden fordel. Jeg vidste ikke, at du for at overleve er nødt til at vide, hvad mænd synes om dig. At mænd skal bifalde det, du laver. Ellers er du ingenting. Det vidste alle andre kvinder på den tid - og indrettede sig efter det.«

Det lyder som om, Fay Weldons erindringer giver os en hel del af forklaringen på, hvorfor hun blev en af 1970ernes mest fremtrædende feministiske forfattere. Der var også andre tegn på en tidlig modvilje mod at indrette sig efter mænd. Da hun som 22-årig blev gravid og fik en søn, giftede hun sig ikke med faderen:

»Han var folkesanger, da jeg traf ham, men ville være gas- og vandmester og bo i et lille hus udenfor London. Jeg kunne ikke se mig selv bo på landet med en gas- og vandmester. Jeg erkender, at det var meget snobbet af mig, men jeg foretrak altså at vove det ene øje og klare mig selv. Det var måske dumt. Jeg burde nok have gjort, som der blev sagt - giftet mig og været en god mor.«

Én lang fejltagelse

I hvert fald blev de næste par år sværere, end Fay Weldon havde forestillet sig:

»Derfor besluttede jeg mig til at blive gift og sagde ja til den første, der friede. Han var meget ældre end mig, og ægteskabet varede i to år. To ret specielle år. Så en nat listede jeg af med min søn under armen. Nu var han i det mindste blevet fire år og kunne komme i skole, og jeg kunne begynde at se mig om efter et job. Det var svært dengang at finde et arbejde, som du kunne leve af og forsørge et barn, så jeg tog job i reklamebranchen. Det var en af de professioner, hvor kvinder fik næsten den samme løn som mænd. Samtidig begyndte jeg at skrive lidt ligesom min mor, min morfar og min onkel havde gjort det - for at tjene penge.«

Hvordan er det egentlig at skrive erindringer og blive konfronteret med nogle af sine fejltagelser?

»Jamen, jeg synes ikke, der var nogle fejltagelser. Eller rettere, det hele var én stor fejltagelse. Men jeg synes ikke der var noget, jeg dengang kunne have gjort anderledes. Der var slet ikke noget valg. Jeg gjorde det, jeg gjorde for at overleve og have det så godt som muligt imens. Og så har det jo alt sammen givet mig stof til mine bøger. Én lang fejltagelse, men til gavn for et forfatterskab.«

Her må vi nok indskyde, at alle Fay Weldons sætninger afsluttes med enten en lille kluklatter eller et uudgrundeligt blink i venstre øje. Hun mener ganske givet, hvad hun siger. Men det kan være svært at vide, hvor alvorligt hun mener det.

Nyttig psykoanalyse

I 1962 bliver hun gift igen, nu med den mand, som giver hende det kendte efternavn. I de følgende år får hun tre sønner med musikeren Roy Weldon.

»Da jeg traf min mand, havde han gået i psykoanalyse et stykke tid. Han syntes kun vi kunne gifte os, hvis jeg også gik i psykoanalyse. Så det gjorde jeg.«

Var det psykoanalysen, der fik sat dig i gang med at skrive?

»Nej, det tror jeg ikke. Men du har et hjem, et hus, en adresse, et job. Du ved, hvad der vil ske i morgen og i overmorgen. Du ser dig omkring. Du synes du har lidt ekstra energi, og hvad skal du nu finde på? Jeg fandt på at skrive.«

»Men psykoanalysen var god, fordi den lærer dig at skelne mellem følelser, tanker og logisk ræsonnement. Jeg tror ikke psykoanalyse kan "helbrede" dig for noget. Men det er meget nyttigt at få bragt orden på det virvar, der er i dit hoved. Ikke mindst for en forfatter, der også gerne skal kunne skelne imellem virkelighed og digt.«

Fristes man til at digte lidt på erindringerne, hvis der er huller i hukommelsen?

»Nej. I erindringer føler man sig forpligtet på sandheden. Derfor kan der godt komme nogen og sige, at dét eller dét ikke forholdt sig sådan. Man oplever jo tingene forskelligt.«

Forfatterhukommelse

Det er jo ikke usædvanligt at skrive selvbiografi. Alligevel vil jeg gerne spørge dig, hvorfor du gør det?

»Der var så mange, som foreslog det, og jeg blev ved med at sige nej. Men så skrev jeg nogle småstykker med selvbiografisk indhold, f.eks. om London i efterkrigsårene, og opdagede, at jeg godt kunne lide det. Erindringer handler jo ikke kun om dig, men om alle de steder og begivenheder, som du oplevede og var en del af. Og jeg er jo rent faktisk kommet i en alder, hvor jeg har set nogle ting, som andre ikke har set, fordi de er født 40 år senere end jeg. Så det, du skriver i en selvbiografi er også et vidnesbyrd om noget, som hændte en hel masse mennesker. Du var bare én af dem.«

»Mens man er i tiden, tænker man ikke over, hvor meget den betyder. Det er først, når du tænker tilbage, at det går op for dig, hvor stor en indflydelse tidens og samfundets regler, konventioner og forventninger har på din adfærd. Det såkaldt frie valg er i virkeligheden kolossalt begrænset.«

Tror du, forfattere har en bedre hukommelse end andre mennesker?

»Jeg tror, vi har en anderledes hukommelse. En hukommelse for dramaer i menneskers liv. Når jeg møder folk, jeg ikke har set længe, kan jeg huske den knibe eller forlegenhed de var i, da jeg så dem sidst. Men jeg har glemt, hvad de hedder. Og så har forfatteren måske en særlig evne til at kombinere tingene. Hvor andre ikke kan se skoven for bare træer, kan forfatteren se skoven, men ikke altid huske de enkelte træer.«

marianne.juhl@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen