En vej til terrorismen

Interview med Mohsin Hamid - pakistansk født forfatter, der forsøger at give svaret på, hvorfor nogle veluddannede unge bliver terrorister.

London

Hvorfor vender en højtuddannet ung muslimsk mand sig mod det samfund, hvis hånd han spiser af og bliver terrorist?

Det spørgsmål giver Mohsin Hamid svar på.

Ikke at den unge forfatter leverer en fiks og færdig konklusion pakket ind i gavepapir og bundet med silkebånd. Det er langt bedre.

Med en blid, men insisterende pen, fører han sin læser dybere og dybere ind i den strøm af tanker, der optager bogens hovedperson Changez i efterdønningerne efter terrorangrebene 9/11, indtil eneste mulighed er at lade sig rive med og prøve at forstå.

Måske derfor blev romanen "Den modvillige fundamentalist" årets sensation på bogmessen i London 2007 og solgt til oversættelse i 16 lande.

Det var egentlig ikke meningen, at det var det, bogen skulle handle om, da Mohsin Hamid for syv år siden skrev det første, men terrorangrebene ændrede verden. Det kan selv ikke en romanforfatter løbe fra.

Splittet

»Den handlede oprindeligt om en pakistansk mand, der indvendigt var splittet mellem at skulle fortsætte med at arbejde for et multinationalt selskab i New York eller rejse hjem til Pakistan. Det var dengang på mange måder en beskrivelse af mit liv og de tanker, der optog mig, men så skete 9/11.

Det gjorde noget ved verden. Jeg havde ikke lyst til at forholde mig til det, men at læse en roman, der foregår en måned før angrebene, som vi alle ved fandt sted, duede ikke.

Jeg var tvunget til at forholde mig til det,« siger Mohsin Hamid med en accent, hvor man stadig kan ane hans pakistanske baggrund.

Vi sidder i den behageligt støjende bar på Soho Hotel i London centrum. Han drikker te.

Jeg drikker kaffe, hvilket på grund af emnet kommer til at virke nærmest symbolsk for den kulturbaggrund, der skiller os. I en stor del af bogen er scenen et pakistansk tehus i Lahore, som er Mohsin Hamids hjemby. Det var hertil, han rejste, da han i 2002 forlod New York efter at være kørt fast med sin roman. Det har han fælles med hovedpersonen Changez.

»Jeg er ikke en stor researcher, så jeg bruger egne erfaringer og de steder, som jeg selv har været, når jeg skriver. Men hovedpersonen er ikke mig. Hans familie er ikke min familie. Hans følelser er forskellige fra mine følelser, men han kunne være min fætter, min vens ven og er en person, som jeg kan forestille mig at være, men ikke er.«

En samtale

Værket former sig som en samtale mellem Changez og en navnløs amerikaner, der er involveret i et psykologisk spil. Igennem denne samtale får man indblik i Changez indre rejse fra det amerikanske eliteuniversitet Princeton, hvor han får topkarakterer. Fra New York, hvor han straks føler sig hjemme. Fra hans første job, hvor han også har succes. Hans forelskelse, som er en fiasko, og de følelser der rammer ham, da han ser flyene ramme New Yorks tvillingetårne.

Mohsin Hamid håber, at bogen giver rum for indlevelse i Changez situation.

»Et af de største problemer i denne verden er, at der er for meget frygt. Og det vi er bange for, er ikke det, som vi burde være bange for. Verden er ikke så farlig, som vi gør den til. Med mere evne til indlevelse vil vi få mere forståelse for hinanden og fjerne noget af frygten. Empati gør andre mennesker menneskelige.

Tænk blot på, at mens terrorangrebene 9/11 og Irak-krigen tilsammen har dræbt ca. 6.000 amerikanere, dør der hvert år 42.000 amerikanere i bilulykker. Får det amerikanerne til at kigge med frygt på deres bil. Nej, men de er bange for terrorister.

Deres frygt er ikke proportionel. Vi burde frygte malaria og ikke terrorisme, og vores frygt gør problemet større. Hvis jeg kan gøre en ting med denne roman, er det at få folk til at forstå dette. Forstår man først tingene, er de ikke længere så skræmmende.

Kritik af USA

Jeg har forsøgt at gengive min hengivenhed for USA, men bogen er også en kritik af USA, men når man kritiserer noget, som man elsker, kan folk også tage kritikken seriøst,« siger Mohsin Hamid, der i dag bor i London.

Min første tanke var, at bogen forsøger at forklare, hvordan en højtuddannet person kan blive terrorist?

»Det har bestemt også været i mine tanker. Det er et spørgsmål, som især Europa er meget optaget af, men kigger man på Europas historie, er der flere eksempler på noget lignende: De Røde Brigader i Italien og Rote Armee Fraktion i Tyskland. De var bestemt ikke idioter, men der er mennesker fra alle samfundslag, der bliver radikaliseret. Også ikke-religiøse som min hovedperson. I Europa hører man også tit, at det kun er de radikale muslimer, der kommer til orde, men det handler efter min mening om, at de vestlige medier ikke giver moderne muslimer en stemme.

For at sætte det i relief kan jeg fortælle, at den mest populære talkshow-vært i Pakistan er transvestit. Han går klædt som kvinde og flirter skamløst med sine gæster. Det er der ikke nogen vestlige medier, der fokuserer på. Selvfølgelig er der radikale i Pakistan, men der er også mafia i Italien. Det gør dog ikke alle italienere til mafiosoer.

Så det handler ikke kun om, at moderate muslimer skal tale højere. Min mor var med i en fredsdemonstration lige før bombningen af Afghanistan begyndte. Det var en slags mødre mod krigen. Hele verdenspressen var på det tidspunkt i Islamabad, men de fokuserede alle på de 20-30 mænd, der råbte antiamerikanske slogans. Det var det eneste, der kom på CNN den aften, mens hovedhistorien i Pakistan var de tusinder af mødre, der gik fredsmarch.«

Din karakter kan ikke lade være med at smile, da han ser flyene flyve ind i Word Triade Center. Hvorfor?

»Det er en menneskelig reaktion, og jeg tror ikke, at det kun var muslimer, der reagerede på den måde. Også mange europæere kunne se ironien. Angrebet repræsenterer to forskellige ting: At 3.000 mennesker blev massakreret, og at USA blev ydmyget.

USA ydmyget

De fleste af os føler ikke noget, når vi ser mennesker blive dræbt i en katastrofe langt væk. Det er selvfølgelig forfærdeligt, men det er ikke en dyb sorg, der rammer os. Sådan var det, da tsunamien ramte Sydøstasien. Til gengæld var det for mange en nærværende følelse, at USA blev ydmyget.

På den måde er det et sarkastisk smil, lige som når amerikanere følger med i en krig på tv. De er fascinerede over bombernes styrke, men tænker sjældent på, hvilke ulykker de forårsager. Fakta er, at mange føler, at USA er arrogant. Også fordi det amerikanske samfund sætter deres egen uformåenhed i relief.

Mange steder i verden er der ikke velstand. Da verden var mere isoleret, var det forskelle, man ikke tænkte over, men i dag kan man i disse områder pludselig se, at andre klarer sig bedre end dig. Hvad får det dig til at blive? Ambitiøs. Skamfuld. Det er som en respekteret mand fra landet, der kommer til storbyen i sit bedste tøj og føler sig dårligt klædt. Det handler ikke bare om USA, men også om det, man ikke selv har opnået. Samtidig frygter min hovedperson, hvad det vil betyde for hans familie i Pakistan og bliver overvældet af nationalisme. Smilet er et symbol på dette.«

heidi.plougsgaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen