En tynd balletaften

Det Kgl. Teater, Gamle Scene
SHAKEN NOT STIRRED
Koreografi af Lila York, Alexei Ratmansky og Aage Thordal-Christensen.
Lysdesign:
Steen Bjarke
Dirigent:
Graham Bond
Sidste dag 25. maj

Den Kgl. Ballets sidste udspil i sæsonen er en tredækker af ny koreografi, der begynder tyndt, og slutter endnu tyndere.

Åbningsballetten, ''Forårsfornemmelser'', af amerikaneren Lila York er en letfodet og munter bagatel til Mozartmusik, spillet noget uinspireret og slapt under Graham Bonds direktion.

Koreografien er kønt diverterende spring og løb over scenen, bedst i den rolige andensats, hvor tre mennesker mødes i klassisk konflikt, men sammenlagt uden det koreografiske genis indlysende selvfølgelighed, som hvis det havde været Balanchine eller Paul Taylor, der havde stået for trinene.

Balletten gør ingen skade, og da kompagniet virkelig anstrenger sig, får koreografien på denne måde tilført et nærvær og en udstråling, den har hårdt brug for.

Lund lyser op

På rollelisten lyser Thomas Lund op som altid. Her har trinene stjernekvalitet, sprælsk lethed og ægte svæv, lige som også Christina Olsson fylder scenen med delikat nærvær. Hun er i voldsom udvikling lige nu, hvor den fuldendte teknik fyldes indefra med personlighed.

Det så vi meget klart, da hun for et par uger siden dansede Sylfiden for første gang på Kgs. Nytorv og tegnede et fnuglet, psykologisk nuanceret og bevægende kvindeportræt.

Sprælsk ballet

Aftenens andet bud på ny koreografi var solodanseren Alexei Ratmanskys originale og sprælske ballet. Til Paul Hindemiths voldsomme og operaagtige musik fyger danserne over scenen i farvestrålende og lettere abstrakte kostumer.

Ballettens titel - ''Turandots drøm'' - antyder temaet, uden at historien for alvor bliver klar og stringent. Men det betyder mindre, for selve koreografien klarer sig fint alene. Her er rappe trin, der sender hilsener til russisk bravourdans og Balanchinsk elegance, forenet med kinesisk kolorit og en ironisk twistning af bevægelserne, så vi ikke helt ved, om det er alvor eller leg.

Som koreograf er Alexei Ratmansky helt sin egen, han fylder scenen med en vældig energi og en overrumplende sans for dramatiske og spektakulære billeder, og måtte meget gerne få lov at give sit bud på en handlings- og helaftensballet på Kgs. Nytorv - det ville være interessant.

På tynd is

Vi slutter på meget tynd is. Aage Thordal-Christensen har moret sig med en James Bond-agtig gang showdans med herrer i smoking og damer i glitrende selskabskjoler.

Musikken skulle have været Bond-temaer, men det satte rettighedsproblemer en stopper for. I stedet er det blevet til øre- og dansevenlige toner, komponeret af to danske discjockeys, hvis musik er bedre end den koreografi, den skal understøtte.

''Off the record'' ligner den nemlig mest af alt lidt venlig aftenunderholdning til Dansk Herremoderåds årsmøde, som strengt taget ikke er noget, man bør ulejlige hverken Det Kgl. Teaters dansere eller publikum med.