Ibens Hjejles heldige karriere

Iben Hjejle, Danmarks internationale filmstjerne, glemmer ikke rødderne. Hun har hovedrollen i Østre Gasværks ny forestilling, ''Monument''. Og så fylder hun snart 30.



Det internationale gennembrud kom i "High Fidelity", hvor anmelderne fandt Iben Hjejle fortryllende. Foto: Lars Krabbe.


Stjerne og stjerne? Nåh, men man kommer hurtigt ned på jorden igen, når man selv skal bruge svupperen for at rense afløbet og må ringe efter en VVS-mand, fordi det ikke lykkes, skal bringe sønnen i børnehave, må i Netto efter mælk, hente sønnen hen på dagen, børste hans tænder om aftenen og læse godnathistorier.

Men uanset svupper og VVS-mand og mælk og barn og Netto er Iben Hjejle Danmarks internationale filmstjerne; at hun så ikke teer sig sådan, er en anden sag.

Hun kommer styrtende ind morgenfrisk og præsenterer sig:

»Iben.«

»Knud.«

»Nej, det siger du ikke, jeg har en nevø, der lige er blevet døbt Knud!«

»At de kan nænne det. På Fyn siger de, at dem, der falder uheldig u', kalder vi Knu'.«

»Dit navn er blevet moderne igen,« forsvarer Iben Hjejle handlingen. »Viggo og Orla er også ved at blive modenavne. Og Knud Børge.«

Gennembruddet

Hun fik sit internationale gennembrud i Stephen Frears ''High Fidelity'', hvori hun spillede sammen med John Cusack, og nogle anmeldere kaldte hende fortryllende. Hendes præstation førte til endnu to hovedroller i udenlandske film. Men denne morgen har hun altså været henne i børnehaven med treårige William Paul. Netop derfor har hun i det daglige vanskeligt ved at forholde sig til den berømmelse, der er fulgt med gennembruddet på den internationale scene.

I disse dage gælder det forberedelserne til ''Monument'' på Østre Gasværk Teater, som 17. marts har premiere på Bo hr. Hansens lystspil om en gruppe unge, der vil rejse monumenter af sig selv og opnå udødelighed. Iben Hjejle spiller den kvindelige hovedrolle, Thomas Bo Larsen den mandlige.

Og herude på Østre Gasværk er hun i trygge omgivelser; ikke at hun på nogen måde ønsker at forsage den internationale karriere, der blev hendes ved en af de tilfældigheder, der har styret hendes professionelle liv, men hverdagen herhjemme ved man, hvad er.

Den 29-årige skuespiller, der 22. marts fylder 30, kommer som sagt styrtende ind, med vindblæst hår, til mødestedet her på Østre Gasværk. Aftalen kom i stand gennem hendes agent, Anine Boisen, for i dag er Iben Hjejle ikke bare en skuespiller, hun er et selskab, Iben Hjejle Aps., da hun med de store indtægter fra udlandet har været nødt til at omgive sig med blandt andre økonomiske eksperter.

»Jeg forstår mig ikke en meter på penge,« fastslår hun.

Og da der var ved at gå hul i bunden af pengetanken, måtte hun have nogen til at stoppe det.



Danmarks internationale filmstjerne, Iben Hjejle har bevaret begge ben på jorden. Det hjælper når man selv skal bruge svupperen for at rense afløbet og må ringe efter en VVS-mand, når det ikke lykkes. Foto: Lars Krabbe.


Der har været så megen fart på karrieren, at hun en overgang dårligt kunne følge med. Derfor besluttede hun for nylig, at nok er nok, indtil videre i hvert fald.

»Jeg har ikke haft ferie i to et halvt år, og nu skal det være. Når vi den 19. maj er færdig med forestillingen, holder jeg en lang sommerferie. Jeg har et yndigt lille sommerhus oppe i Odsherred, og det skal males. For ser du, pludselig gik systemet i udlandet op for mig. Når man har lavet én amerikansk film, ønsker de, at man lynhurtigt er med i endnu en. Og hvem er så de? Det er ens agenter, der har det som deres fornemste opgave at skabe en karriere for deres klient. Sidste sommer og efterår var jeg med i to andre. Og nu måtte jeg trække håndbremsen. Men allerede til efteråret skal jeg med i Søren Kragh-Jacobsens ny film, ''Skagerrak''. I den mellemliggende periode er jeg nødt til at blæse på, hvad alle andre synes, jeg skal.«

Tilfældighederne

Før hun i 1998 indspillede ''Mifunes sidste sang'' med samme instruktør, havde ikke mange hørt om Iben Hjejle, nu kender alle hende. Og hermed er vi fremme ved de tilfældigheder, der har haft så stor indflydelse på hendes liv.

Da hun gik i Det frie Gymnasium i København, så hun tilfældigvis en annonce, hvor Søren Kragh-Jacobsen søgte efter unge mennesker til filmen ''Drengene fra Sankt Petri''.

Hun kom ikke med.

Senere mødte hun tilfældigt samme Jacobsen i Tokyo.

Han søgte efter en kvinde til hovedrollen i ''Mifunes sidste sang''.

På Berlin-festivalen med Mifune løb hun tilfældigt ind i den engelske instruktør Stephen Frears, der manglede en kvinde til en af hovedrollerne i ''High Fidelity''.

»Det var nu ikke spildt, at jeg i 1990 meldte mig til ''Drengene fra Sankt Petri,« siger hun. »Samtlige gymnasieelever i Danmark, fik jeg indtryk af, blev prøvefilmet. Vi stod med numre på som en række straffefanger ude i Det danske Filmstudie, og så kørte videokameraet hen over os. Men Søren Kragh-Jacobsen kunne altså ikke se talentet, hvilket Anders Berthelsen og jeg drillede ham meget med, da vi lavede Mifune. Nogen tid senere ledte instruktøren Niels Arden Oplev efter emner til sin novellefilm ''Nøgen'', og han bad om lov til at låne videooptagelserne. Han ville gerne bruge mig. Han mente oven i købet, at jeg burde søge ind på teaterskolen. Jeg stod med en elendig studentereksamen og var indstillet på at læse engelsk på universitetet, fordi det var mit gode fag. Jeg havde da spillet lidt skolekomedie, og tanken om faget havde strejfet mig, men jeg anede ikke, at man ligefrem kunne blive uddannet som skuespiller. Jeg var til optagelsesprøve i Århus og Odense. Det gik ikke, for jeg var meget nervøs. Men jeg kom ind på Det Kongeliges teaterskole.«

Her var hun færdig i 1996, og det var en god tid; hun elskede at være der.

Dubleanten

Hendes første rolle var som dubleant for Mette Maria Ahrenkiel, der spillede Agnete i ''Elverhøj'' ude i Dyrehaven.

»Salig fru Price inviterede mig ud i sit hus i Svanevænget, hvor jeg fik kurser i at tale lyst og elegant - på den her måde - og bevæge mig som en ung pige. Det var fantastisk, for på det tidspunkt var hun så syg og havde næsten ingen stemme. Men hun havde en enorm tilstedeværelse. Jeg kom nu aldrig med i forestillingen.«

Derimod fik hun en rolle i filmen ''Portland'', der blev svigtet af publikum. En sidegevinst for Iben Hjejle var, at hun blev udsendt til skandinavisk filmfestival i Tokyo af Det danske Filminstitut. Søren Kragh-Jacobsen var også derude, fordi han havde lavet ''Øen i Fuglegaden''.

»Han sagde til mig, at han skulle lave en film, muligvis en dogmefilm, et begreb ingen kendte. Om jeg var interesseret? Naturligvis. I et halvt år skete der ikke noget, men en dag ringede han og spurgte, om jeg ville spille den kvindelige hovedrolle, for så ville han skrive den til mig; det er så dejligt at have et ansigt at skrive til, sagde han. Jeg var fuldstændig overvældet. Selve Mona, Mona, Monas far ringer og spørger, om jeg vil spille hovedrollen i hans film. Det er noget af det største, der er sket mig.«

Gravid og uden job

Siden blev Iben Hjejle gravid og måtte sige nej til diverse engagementer. En dag sad hun i sit sommerhus og funderede over, hvad der skulle ske med karrieren, når hun havde født.

»Jeg bladede tilfældigt i en avis og så, at Lars Kaalund var blevet chef for Østre Gasværk. Jeg havde set flere af hans tidligere forestillinger uden rigtigt at vide, hvem han var. Jeg sagde til mig selv, at jeg vil være med i ensemblet derude. For første og eneste gang skrev jeg en ansøgning; hidtil var tingene sket næsten af sig selv, nu måtte jeg tage et initiativ. Om jeg så bare skulle spille træet henne i hjørnet, ville jeg arbejde der. Så ringede telefonen. En af de andre i huset sagde, at det var Lars Kaalund. Jeg regnede med, at de tog gas på mig, fordi de vidste, at jeg sad med brevet. Men den var god nok. Kunne du tænke dig at være med herude, spurgte han. Enormt gerne, næsten råbte jeg.«

Med Mifune blev Iben Hjejle stjerne. Hun tog til Berlin-festivalen sammen med Kragh-Jacobsen.

»Jeg var i pailletkjole, hvor pailletterne blev ved med at falde af som fiskeskæl efter mig. Vi var kanonfulde, fordi vi havde fået en publikumspris, og Søren og jeg begyndte at skændes om, hvilken af Stephen Frears film, der er den bedste. Vi kan spørge ham, sagde Søren, han står derhenne. Nå, du kan lide ''Farlige forbindelser'', sagde Frears til mig. Jeg skal lave en film i USA til sommer, var det noget for dig, spurgte han. Kan du spille på amerikansk? Han havde ikke set ''Mifunes sidste sang'', men jeg havde holdt en kort tale på engelsk i fiskeskælskjolen. Han kunne ikke finde den pige, han skulle bruge. Jeg har prøvefilmet alle damerne henne i Amerika, fortsatte han, må jeg ringe til dig? Ja, det måtte han vel nok gerne. Så ringede han en søndag eftermiddag; om han måtte sende manuskriptet. Og lige pludselig sad jeg og talte med en vis John Cusack klokken et om natten. Frears havde fortalt ham om mig, at jeg var dansk og spillede på teater. Er du fuld, er du blevet sindssyg, spurgte Cusack. Nej, hun er med i en film, der går nede om hjørnet hos dig. Og sådan blev det.«

En fremmed verden

Hermed åbnedes en verden, der var fremmed for Iben Hjejle. Hun havde ikke forestillet sig, at alene kontrakten med producenten Disney skulle fylde som en telefonbog, og hun anede ikke, hvad hun skulle forlange i honorar, men fik hurtigt hjælpere. Hun sagde nej til det første udspil. Hun ville have det meste af sin familie med, og hvem skulle betale flyvebilletterne? På den anden side turde hun heller ikke sætte prisen for højt, fordi hun dermed risikerede, at rollen gik til en anden.

De mødtes midtvejs.

»Nu var jeg jo ikke en Julia Roberts, der kunne forlange 20 millioner dollars,« siger hun. »Og i øvrigt er min forstand på økonomi sådan, at jeg ikke kan forholde mig til en million kroner eller 20 millioner dollars. Men selvfølgelig lå det langt over, hvad vi får herhjemme, selv om det var en lavbudgetfilm. Og jeg var godt tilfreds.«

Iben Hjejle fik fine anmeldelser og karrieren yderligere et skub fremad, da hun sidste sommer indspillede ''Dreaming of Julia'' med Harvey Keitel og senere ''Kejserens nye klæder'' med den engelske skuespiller Ian Holm.

Den første blev optaget i Den Dominikanske Republik i Caraibien, den anden i Rom.

Det lyder forjættende, blot ikke for Iben Hjejle, der aldrig har været meget for at rejse.

»Det er blevet forstærket af disse projekter,« siger hun. »Santa Domingo er det grimmeste sted, jeg nogensinde har været. Og ydermere er jeg ikke god til at komme ud i det fremmede. Det starter allerede med, at jeg ikke kan finde ud af at pakke kufferten. Skal jeg have skistøvler eller badering med, og hvor ligger hotellet og taler de kun spansk, jeg kan dog lidt, bolso betyder taske. Ghita Nørby har i øvrigt engang sagt til mig, at man bare skal tale dansk og danse lidt, så forstår alle en. Men det ødelægger oplevelsen, når man hele tiden går og bekymrer sig om praktiske ting.«

Til gengæld voksede bankbogen.

Pengene i gode hænder

Iben Hjejle har engang sagt, at hun er god til at have ingen penge, men også god til at have mange.

»Penge siger mig ikke noget. Jeg tror, jeg er Kong Krøsus, om jeg har fem kroner eller 50. De siver alligevel ud, uden at jeg egentlig bruger nogen. Jeg er glad for mad, og det kan ikke blive fint og stort nok. Jeg køber ind til 100 mennesker, selv om vi kun er tre. Jeg er shop-aholik. Ligger der tre ens bluser, køber jeg dem i stedet for én. Da jeg var barn, studerede begge mine forældre, og jeg fik kun gaver til jul og fødselsdag. Og man var jo lykkelig bare ved tanken om, hvad der ventede. Jeg kunne godt tænke mig at skrue tiden baglæns, så det blev sådan igen. Jeg ser på mine hænder helt Lady Macbeth-agtigt, for det er dem, der gør det. Derfor har jeg været nødt til at ansætte økonomiske rådgivere, som sørger for at betale den skat, der skal betales. Og investere. Jeg har investeret i Middelgrundens Vindmøllelaug, fordi det producerer alternativ energi. Jo, hvis jeg var politisk bevidst, ville jeg være stærkt venstreorienteret, sådan som jeg er vokset op i et akademikerhjem.«

Næsten alle skuespillere siger, at de af natur er generte og kun tør gå på en scene, fordi de der dækker sig bag rollen.

Når vi nu sidder her ved det store bord i Østre Gasværks direktionslokale og drikker kaffe og spiser frøsnappere og snakker om de røde tog, som kører ude i baggrunden ved Svanemølleværket, er det en fri og ukrukket stjerne, der fører ordet; ikke det fjerneste genert, måske også fordi hun efterhånden har prøvet det nogle gange.

Alligevel ligger det der et sted.

»Jeg var i går til fastelavnsfest med min søn,« fortæller hun. »Så kom en pige på to år ind ad døren, helt lille og stille, og hver gang nogen spurgte hende om noget, rystede hun bare på hovedet. Og lige pludselig, da hun følte sig tryg, galopperede hun rundt og slog til fastelavnstønden og var lykkelig og ville helst lege med de store vilde drenge. Sådan har jeg det også.«

Af strategiske grunde er det, som kommer nu, gemt til sidst:

Iben Hjejle forlod i efteråret sin ægtefælle for at flytte sammen med Lars Kaalund.

»Det vil jeg overhovedet ikke tale om,« siger hun. »For det handler ikke kun om mig, og andre skal ikke lide under det. Jeg har lukket af til mit privatliv. Men jeg kan godt forstå, du spørger.«

Og dermed er historien ude.

knud.wilhelmsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.