Fortsæt til indhold
Kultur

Endnu et unikt guldfund på Fyn

Den fynske muld gemmer på mange oldsager - nu er der dukket nyt fund op i en lerkrukke.

En 1.500 år gammel halsring af guld blev fundet sidste uge i forbindelse med en arkæologisk udgravning, som Svendborg Museum står bag, i Gudme på det sydøstlige Fyn.

"Det sydøstlige Fyn udgør i romersk og germansk jernalder et af de rigeste samfund i Nordeuropa. Det nye skattefund understreger med al ønskelig tydelighed, at datidens borgere i Gudme var mere end almindelige jernalderbønder,” siger museumsinspektør fra Svendborg Museum Per O. Thomsen.

Lå i en en lerkrukke

Ringen, som vejer 140 g og er 50 cm lang, lå sammenrullet i en lile lerkrukke, der var gravet ned ved et hegn, der omgiver et gårdsanlæg. Ifølge arkæologerne stammer ringen fra 400-500 e.Kr.

Det er langt fra første gang, at man afdækker oldtidshistoriske fund i Gudme, som betyder gudernes hjem.

I 1993 fandt arkæologer spor af den såkaldte Gudmekongens Hal. Med sine 47 meter i længden og 10 meter i bredden er det den største jernalderbygning, som kendes fra den danske jernalder.

Stormanden var fyrste

Den stammer fra 200-400 e. Kr., og man formoder, at bygningen har været brugt af kongen.

Det er netop på en nabomark til Gudmekongens Hal, at man fandt halsringen.

"Stormanden i Gudme var fyrste eller måske endda konge over et større område. Han byggede sandsynligvis sin velstand og magt på afgifter fra de omkringliggende gårde i den rige bygd og fra handelspladsen ved Lundeborg," siger Per O. Thomsen.

Halsringen er nu på vej til Nationalmuseet.