Fortsæt til indhold
Kultur

Dyrt at købe historiske klip hos DR

Hvorfor skal det være så dyrt at bruge gamle tv-klip? DR's priser for arkivmateriale og forvaltning af billeder fra monopoltiden møder hård kritik.

Prisen på arkivmateriale fra DR kan være op til 20 gange så høj som hos svenske SVT og dobbelt så høj som hos britiske BBC og tyske ZDF. Konsekvensen er, at produktionen af nyfortolkende dokumentarfilm om danske forhold bliver begrænset, fordi producenterne ikke har råd til at bruge monopolmaterialet.

Både Det Danske Filminstitut (DFI) og Producentforeningen har for halvandet år siden klaget til DR, men den licensfinansierede public service-station har ikke ændret priserne.

Da SF Film i 2008 lavede filmen om det danske fodboldlandshold ”Og det var Danmark…”, oplevede producer Karoline Leth, at DR var dyrest af alle de 12 tv-stationer, hun købte billeder af.

»DR var 10-20 gange dyrere end SVT og umulige at forhandle med. Priserne er ude af trit med det europæiske marked, og det er næsten umuligt at lave dokumentarfilm med arkivklip under disse vilkår. Det er, som om DR vil have materialet for sig selv,« siger Karoline Leth.

Modarbejder historiske film

Claus Ladegaard, områdedirektør for produktion og udvikling i filminstituttet, er enig.

»DR modarbejder produktionen af historiske dokumentarfilm,« siger Ladegaard.

Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen, modtager mange henvendelser fra producenter, der er frustrerede over DR's forvaltning af arkivet.

»Det er et alvorligt kulturpolitisk problem,« mener han.

Minister vil have forklaring

Kulturminister Carina Christensen (K) forlanger en forklaring fra DR.

»DR's arkiver er en vigtig del af Danmarks kulturarv, og materialet skal ud til befolkningen. Det er et problem, hvis det ikke kommer det, fordi DR's prisstruktur er dyr og uhensigtsmæssig. Der skal kigges på det her,« siger Carina Christensen.

Hun har bred støtte i Folketinget. Mogens Jensen, socialdemokraternes kulturordfører, siger:

»Det kan ikke være meningen, at DR skal opnå profit på at udbrede kulturarven.«

DR overvejer ændringer

Peter Zinckernagel, divisionschef for DR Programspecialisterne, besvarer kritikken gennem DR's kommunikationschef og via mail.

»Vi er opmærksomme på, at der i ganske særlige situationer kan være uhensigtsmæssigheder i DR's nuværende pris- og forretningsmodel, og vi er i gang med at analysere situationen. Anvendelsen af klip ændrer sig i disse år, og det kan betyde, at prismodellen bør justeres. Denne justering er imidlertid ret kompliceret, fordi det er helt afgørende for DR, at vi overholder lovgivningen på området. Det betyder blandt andet, at klippene skal sælges på markedsvilkår, og at vore kunder skal behandles ens,« skriver Peter Zinckernagel.