Hele hule hot-hot
Ann-Mette Elten:
HOT HOT
56 min.
RecArt
Ann-Mette Elten har ubestrideligt en af de bedste stemmer på den danske popscene, og Kai Normann Andersen har skrevet nogle af de mest populære og langtidsholdbare danske popsange. Så når de to finder sammen på en CD, kan det ikke gå helt galt. Og det gør det heller ikke, men en del af æren for det vellykkede resultat må de dele med Niels Kirkegaard, som både har arrangeret, produceret og mixet CD'en. Desuden betjener han et utal af instrumenter på de 14 numre, men i øvrigt er det ikke helt uvant for de to at arbejde sammen. De danner par både privat og i Århus-gruppen PS12 (oprindelig På Slaget 12).
Niels Kirkegaard har sat sit hørbare fingeraftryk på CD'en. Han har nyarrangeret de folkekære melodier og tilført dem et forfriskende ungdommeligt pift. Der er lagt mere vægt på det rytmiske beat, og de elektroniske instrumenter fylder lidt mere i landskabet. Men det er gjort med nænsom hånd og rimelig respekt for de oprindelige versioner. Desuden blødes det elektroniske lydbillede her og der op af strygere, så de opdaterede udgaver vil sagtens kunne begå sig både på dansktoppen og i Giro 413 uden at ryste nationen.
Sjælfuldt
Men nu synger Anne-Mette også ualmindelig kønt, og hun mestrer både det sjælfulde i den vemodige "Du gamle måne" og stemningsfulde sjælere som "Stemningsmelodi" og "Den allersidste dans" og det humørfyldte i de skælmske "Titte til hinanden", "Alle går rundt og forelsker sig" og "Man bli'r så glad, når solen skinner". Mest spændende er dog nogle af de mindre kendte Kai Normann Andersen-sange, f.eks. titelsangen med den smittende omkvæd: "Jeg har det hele hule hot-hot". Den lyder som et hit. Til de mindre kendte Normann Andersen-strofer hører også sangen "Ene", som hidtil kun har været indspillet på svensk, men Ann-Mette Elten og Niels Kirkegaard har gravet den danske tekst frem på Det Kongelige Bibliotek.
Ann-Mette Elten bakkes bl.a. op af Nanna Lüders, som synger kor (meget diskret), af den rytmesikre trommeslager Gert Smedegaard og af sin mand, Niels Kirkegaard, på guitar og keyboards m.m. Men det er naturligvis først og fremmet Ann-Mette Elten selv, som bærer projektet oppe med sin flotte stemme, modne udstråling og sikre fornemmelse for pop..