Latinsk flamme

Skuespilleren Jennifer Lopez er tidens og latin-musikkens bedste svar på - og feminine modstykke til - Ricky Martin.

Jennifer Lopez:

J-LO

62 minutter

Epic/Sony

Siden 1972 har danske Europa-politikere gjort et stort nummer ud af at hævde dansk sproglig suverænitet. Der oversættes og tolkes i betydeligt omfang i Luxembourg og Bruxelles, i hvert fald når der er tale om officielle sammenhænge. (Anderledes går det jo nok for sig i korridorerne.)

Antallet af oversatte bogtitler har aldrig været større. Ikke bare de betydelige udenlandske forfattere fåes på dansk hurtigt efter, og ikke sjældent samtidig med udgivelsen i deres hjemlande. Også adskillige mindre betydningsfulde finder deres vej til dansk, selvom de måske ikke er større opmærksomhed værd, eller kun appellerer til et meget lille og specialiseret publikum. Sålænge markedskræfterne hersker, kan alle jo være glade. Men der ofres faktisk offentlige midler i støtte til oversættelse, og EU har en hæderpris til oversat litteratur.

De universitetsuddannelser, der har til opgave at uddanne sproglærere på det højeste niveau, blev under daværende undervisningsminister Bertel Haarder skåret ned fra 6 til 5 år. Ikke ligefrem et soleklart signal om styrkelse af fremmedsproglige færdigheder og kunnen.

Man kan altså konkludere, at fornemmelsen af nationens betydelige kunnen i fremmedsprogene modsvares af en virkelighed af en helt anden karakter. En virkelighed, hvor forsøget på at undgå mødet med fremmedsprog, først og fremmest engelsk, ikke bare praktiseres, men også blåstemples af vore politiske beslutningstagere.

Den politiske rygmarvsreaktion på erkendelsen af denne noget paradoksale situation vil forventeligt være et øjeblikkeligt og ukritisk krav om mere sprogundervisning - og tidligere i skoleforløbet - til alle.

Men alt tyder på, at nationen har fundet sig til rette med med de specielle forhold, som et mindre sprogområde er udsat for. Er vi virkelig interesserede i at hæve fremmedsprogenes status, og her igen er engelsk centralt, så vi sigter mod reel tosproglighed? Eller bør vi indrette os på at være en "oversættelseskultur" og så sætte kræfterne ind på at styrke fremmedsprogfærdigheden dér, hvor der er brug for det, dvs. i relevante områder i erhvervs- og kulturlivet, hvor sprogmøderne finder sted?

Selvom det under alle omstændigheder er en glæde for det enkelte menneske at kunne kommunikere så optimalt som muligt, så bør nationen som helhed måske besinde sig på at tone rent flag og sigte bevidst og målrettet mod at blive verdens bedste oversættelseskultur. Siden 1972 har danske Europa-politikere gjort et stort nummer ud af at hævde dansk sproglig suverænitet. Der oversættes og tolkes i betydeligt omfang i Luxembourg og Bruxelles, i hvert fald når der er tale om officielle sammenhænge. (Anderledes går det jo nok for sig i korridorerne.)

Antallet af oversatte bogtitler har aldrig været større. Ikke bare de betydelige udenlandske forfattere fåes på dansk hurtigt efter, og ikke sjældent samtidig med udgivelsen i deres hjemlande. Også adskillige mindre betydningsfulde finder deres vej til dansk, selvom de måske ikke er større opmærksomhed værd, eller kun appellerer til et meget lille og specialiseret publikum. Sålænge markedskræfterne hersker, kan alle jo være glade. Men der ofres faktisk offentlige midler i støtte til oversættelse, og EU har en hæderpris til oversat litteratur.

De universitetsuddannelser, der har til opgave at uddanne sproglærere på det højeste niveau, blev under daværende undervisningsminister Bertel Haarder skåret ned fra 6 til 5 år. Ikke ligefrem et soleklart signal om styrkelse af fremmedsproglige færdigheder og kunnen.

Man kan altså konkludere, at fornemmelsen af nationens betydelige kunnen i fremmedsprogene modsvares af en virkelighed af en helt anden karakter. En virkelighed, hvor forsøget på at undgå mødet med fremmedsprog, først og fremmest engelsk, ikke bare praktiseres, men også blåstemples af vore politiske beslutningstagere.

Den politiske rygmarvsreaktion på erkendelsen af denne noget paradoksale situation vil forventeligt være et øjeblikkeligt og ukritisk krav om mere sprogundervisning - og tidligere i skoleforløbet - til alle.

Men alt tyder på, at nationen har fundet sig til rette med med de specielle forhold, som et mindre sprogområde er udsat for. Er vi virkelig interesserede i at hæve fremmedsprogenes status, og her igen er engelsk centralt, så vi sigter mod reel tosproglighed? Eller bør vi indrette os på at være en "oversættelseskultur" og så sætte kræfterne ind på at styrke fremmedsprogfærdigheden dér, hvor der er brug for det, dvs. i relevante områder i erhvervs- og kulturlivet, hvor sprogmøderne finder sted?

Selvom det under alle omstændigheder er en glæde for det enkelte menneske at kunne kommunikere så optimalt som muligt, så bør nationen som helhed måske besinde sig på at tone rent flag og sigte bevidst og målrettet mod at blive verdens bedste oversættelseskultur.

Det ser umiddelbart noget billigt ud, og de indledende toner kan også virke tyndbenede. Det er delvist bedrag.

Men bare tag et kig på omslagsbillederne: En drøm af en pige fra hvor som helst sydpå - Rio, Caribien, Tenerife, Ibiza... Æggende, lidt rå, ligepå og dog afmålt, distanceret. Lidt af en dulle- og fotomodel-type - med en udstråling af rigdom og frihed.

For hun er det hele. Og hun er til det hele.

Sådan er danseren, skuespilleren og sexidolet Jennifer Lopez nemlig, når hun laver musik. En videreførelse af alt det bedste fra mange sider.

Her er de mest fængende sider af Bee Gees og Spice Girls,her er Ricky Martin's mandhaftige strygere, og her er ekkoer af de lette sider af Madonna.

Lige akkurat i sammenligning med den sidste er der ingen tvivl om, hvem der er lærlingen. Jennifer Lopez er ikke på forkant. Hun nøjes med at tage udsøgte elementer fra den musik, der allerede er derude.

Men det er så dygtigt, effektivt og gennemført, at næppe noget vil kunne matche hende på dansegulvene i det kommende forår og den forsommer, som hermed varsles.

For selv om Jennifer Lopez er perfekt og kølig, brænder det under hende. De hede rytmer og flammende kor vil være med, hvor hjerter skal sættes i brand. Med sangerindens sarte røst som den langsomt smeltende isterning i den velsmagende cocktail.

Personligt foretrækker denne anmelder et salsanummer som "Cariño" eller en flamencosag som "Ain't It Funny" frem for de dånende ballader, der humant nok også skal til i svedige nattetimer.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen