Jane Birkin: RENDEZ-VOUS
Den drengede engelske starlet, Jane Birkin, blev verdenskendt som partner med den næsten 20 år ældre, lurvede og geniale franske komponist Serge Gainsbourg.
Jane Birkin:
RENDEZ-VOUS
54 minutter
Capitol/EMI
De var et umage par, der i 1969 skandaliserede popverdenen med stønnesymfonien ''Je t'aime, moi non plus'', og i årene efter var de uadskillelige på plade, i film og privatliv.
Jane Birkins pladeudgivelser i eget navn har siden dengang mest været for entusiaster. Hendes lillebitte stemme og fransk-engelske accent er en tillært vane, men den har en pikant undertone, som kan få de særeste idéer til at glide ned.
''Rendez-Vous'' er i det lys en glædelig overraskelse. Den 57-årige sangerinde har slået sig sammen med vidt forskellige kunsterne som Bryan Ferry, Manu Chao, Beth Gibbons og Placebos Brian Molko m.fl., der medvirker i en serie duetter. Françoise Hardy deltager også i projektet, der kan minde om de plader, hun har indspillet sammen med sine rockmusikerfans.
Selv om der i de fleste tilfælde er tale om nye sange, synes Serge Gainsbourg at deltage som blind passager. Mest udtalt i ny udgave af ''Pour un flirt avec toi'', som Jane Birkin synger i duet med Miossec, der med dyb stemme simpelthen lyder som Gainsbourg. Også den listige Etienne Daho-duet, ''La Grippe'', er i tråd med den gamle mesters dekadente cocktailpop.
Skulle dette album give lyst til at genoplive det originale og bizarre partnerskab mellem Birkin og Gainsbourg, har Universal netop genudgivet soundtracket til 1970-filmen ''Cannabis''.