Gretchen Peters:HALYCON
Gretchen Peters:HALYCONCurb/Warner Music
Hun har intet at skulle bevise. Millioner af plader med hendes sange er allerede røget over disken med så forskellige kunstnere som Bonnie Raitt, Bryan Adams, The Neville Brothers, George Strait og Faith Hill.
Som den brogede flok antyder, sprænger Gretchen Peters de normale rammer for musikstil med sine sangskriverier. Hendes tredje solo-cd fortsætter i samme spor med aldeles lytteværdig musik, hvori den opmærksomme lytter kan finde spor af country, blues, jazz, pop og rock.
Hver en detalje synes gennemarbejdet, men altid på den enkle måde. Hendes fine stemme insisterer på at komme af med de forskellige budskaber. Helt igennem en ærlig cd, som er svær at lægge fra sig. Så smukke er tonerne og stemmen.
Stort salgsgén
Kvaliteten bør ikke overraske. I Nashville, hvortil hun ankom i 1988, er hun kendt som en intelligent og analyserende sangskriver med et stort salgsgén.
Et godt eksempel på Peters' kunst er "Independence Day" sunget af Martina McBride. Sangen handler om en kvinde, der kæmper sig ud af et forhold til en voldelig mand. Den blev solgt i store mængder og prisbelønnet flere steder.