Winehouse accepterer norsk bøde
Den britiske sangerinde Amy Winehouse dropper at anke en narkodom, hun blev idømt i Bergen i 2007.
Statsadvokat Rudolf Christoffersen bekræfter over for norsk TV 2, at sangerinden har trukket sin anke tilbage og dermed ikke kommer til Bergen, hvor sagen mod hende ellers var berammet i næste uge.
- Dermed står bøden ved magt, siger Christoffersen.
Den 25-årige Grammyvinder, som gentagne gange har kæmpet med misbrugsproblemer, blev sammen med sin mand, Blake Fielder-Civil, og sin frisør anholdt med syv gram hash på et hotel i Bergen i oktober 2007.
Efter anholdelsen fik de tre briter et bødeforlæg på 4000 norske kroner (ca. 3170 kroner) hver, som de underskrev.
Siden ankede Winehouse dog bøden og hævdede, at hun ikke forstod, hvad hun havde skrevet under på.
Retssagen, som nu er aflyst, blev udskudt flere gange, fordi Winehouses ægtemand afsonede en fængselsdom.
/ritzau/