Kritik: Alt for meget vold i DR
Radio- og tv-nævnet mener, at der er alt for meget vold på DR og TV2. Blandt andet "Livvagterne" er spækket med vold i bedste sendetid.
Det skriver JydskeVestkysten.
Et hårdt knytnæveslag, så et til og så lige et tredje. Blodet flyder og forsvarsministerens elskerinde er besvimet. Det er blot én af flere voldsomme scener i DRs nye dramaserie "Livvagterne".
Og det er blot en af mange serier med vold, som sendes i primetime på både DR og TV2.
Det har fået Radio- og tv-nævnet til at udtale kritik.
Retningslinjer
Nævnet udtalte i en redegørelse om DRs public service forpligtelser i juli 2008: Nævnet må igen henvise til, at advarsler ifølge kontraktens pkt. 3 ikke fritager DR for forpligtelsen til ikke at sende programmer, som kan skade mindreårige, på tidspunkter hvor børn normalt ser tv.
Nævnet er derfor af den opfattelse, at hver gang »Uegnet for børn«-advarselen anvendes inden kl. 21, har DR lagt sit ansvar fra sig og overladt det alene til forældrene. (...)
Nævnet beklager, at DR fortsat ikke synes at have gennemført en konsekvent styring af børnebeskyttelsen. Hos DR føler man et ansvar, men mener samtidig, at de verbale advarsler inden programmerne fungerer.
Føler ansvar
"Vi føler et ansvar i den forbindelse, at vi giver advarselen. Men det er klart, at der bliver sendt ting i fjernsynet, som børn ikke bør se, og det er nu engang et ansvar, som ligger hjemme i stuerne hos forældrene. Men det er selvfølgelig vores ansvar at give en rådgivning om, at serien ikke bør ses af børn", forklarer chefredaktør for DR1 Ulla Pors Nielsen.
Hun siger desuden, at det altid drejer sig om et skøn i sådanne sager, og at der ikke findes nogen facitliste.
"Vi vurderer jo hele tiden graden af voldsomhed, men vi har aldrig drøftet, at eksempelvis "Livvagterne" skulle sendes senere.
"Vi synes, serien er bred dramatik, og hvis vi ikke mente, at den kunne ligge klokken 20.00 søndag aften, så sendte vi den jo ikke der", siger Ulla Pors Nielsen.