Den højeste pris er betalt

<p>Berthold von Stauffenberg taler nødigt om sin berømte far, hovedkraften i modstanden mod Hitler. Men han har en del på hjerte, som alligevel skal fortælles.</p>

Artiklens øverste billede
Ligheden i udseende mellem filmens Stauffenberg spillet af Tom Cruise og den virkelige Stauffenberg er ganske stor.

Oppenweiler, Tyskland

På hvert trinbræt, som det lille regionaltog passerer, stirrer Tom Cruise som Claus von Stauffenberg ud med sit ene øje.

Alle vegne i Tyskland hænger plakater for ”Valkyrie”, storfilmen om 20. juli-attentatet mod Hitler i 1944.

Turen går til Stauffenbergs søn, Berthold von Stauffenberg. Det giver lidt historisk vingesus, at ruten er sådan dekoreret.

Orker egentlig ikke


Generalmajor Stauffenberg var ellers noget brysk i telefonen. Han orker ikke at stille op som sin fars søn. Og han er slet ikke begejstret for film om faderen.

I sommer ytrede han sig kritisk om valget af scientologen Tom Cruise, men han vil ikke kommentere filmen oftere. Han vil ikke engang tale om 20. juli, betonede han meget bestemt.

I et tysk interview i anledning af 60-året for attentatet lød det: »Jeg udtaler mig principielt ikke om, hvordan 20. juli skal vurderes. Jeg mener, at det ikke anstår sig for familien.«

Spændende, hvad vi overhovedet skal tale om. Men: »Kom herned!« lød det trods alt i telefonen.

Formidabel viden
Den barske officer-facon lægges dog snart på hylden i det store hus i den lille by mellem Stuttgart og Heidelberg. Grev Stauffenberg er rigtig hyggelig, og vi kanter os ind på hinanden med snak om Luftwaffes baser i Leck og Husum og deres flytyper i luftrummet over Tønder. Og vi taler om Dybbøl. Hans historiske viden er formidabel.

I et hjørne af stuen står en bronzebuste af faderen under et krucifiks. Den er omgivet af familiefotos fra dengang. Berthold von Stauffenberg ligner sin moder. Han er den førstefødte og var 10 år gammel, da faderen stillede mappen med sprængladningen nær Hitler ved konferencebordet. Desværre lidt for langt inde under den svære bordplade. Ellers havde alle historiebøger set fuldkommen anderledes ud.

Dog, emnet 20. juli skal jo ikke berøres. Men nu den yngre Stauffenberg selv - hvordan var det for ham at være Nato-general i en forbundsrepublik præget af en næsten militant pacifisme?

Fascismen
Han beretter beredvilligt for at slutte af med en konstatering af, at den tyske fredsbevægelse i alle tilfælde nu forsvinder. Omlægningen til global, militær intervention betyder, at selv De Grønne har lagt pacifismen på hylden.

Stauffenberg peger på det fællestræk ved de vesttyske fredsorganisationer, at de aldrig talte om ”nazismen”, men altid om den tyske ”fascisme”. De modtog nemlig i reglen penge fra DDR, og »fascisme« er kommunismens betegnelse for nazismen.

»Man tålte ikke ordet ”nationalsocialisme”, fordi det rummer ”socialisme”. Men den omdøbning er uheldig. Dels fordi nazismen var anderledes ondartet end fascismen, der jo findes den dag i dag i Italien, dels fordi der rent faktisk var et socialistisk element i nazismen.«

Her ligger vel også en af grundene til den sært manglende anerkendelse af 20. juli-folkenes indsats. På den gængse venstre/højre-skala befinder Hitler sig yderst til højre, en tand længere ude end meget konservative. Men når konservative, kristelige officerer er Hitlers stærkeste modstandere, bryder skalaen sammen?

»Modstanden bag 20. juli var i realiteten den eneste. Der var ingen anden af betydning. Men efter 1968 talte man ikke meget om den. Den var for konservativ, for militær og for kristelig.«

Omvendt var nazismen vel ikke kun ”reaktionær”, men også revolutionær i forhold til det bestående?

»Kender De ”Horst Wessel-Lied”? (SA's kampsang og fra 1933 en del af nationalsangen, red.) ”Kammeraden, die Rotfront und Reaktion erschossen”, synges der (idet man mindes andre nazister, skudt af kommunister og af de reaktionære, red.). På nogle områder var nazismen selv reaktionær, men som marxismen hadede den establishmentet og ville omstyrte det bestående.

Problemet for de venstreorienterede er, at de også udnævner 20. juli-folkene til at være reaktionære.

Hellere end en lige akse skulle man måske bruge en cirkel, der bøjer de totalitære ideologier ind mod hinanden.

Den korte tid, mens Moskva-Berlin havde deres ikke-angrebspagt, fungerede samarbejdet jo fint. Moskva forrådte sine egne i Tyskland til nazisterne. Omvendt kunne russerne pågribe mange, der sad i eksil i Moskva. Dér har Gestapo nok hjulpet lidt til med oplysninger.

Og den demokratiske Weimar-republik blev styrtet af tyske kommunister og nazister på én gang. Småborgerne var imidlertid så bange for kommunisterne, at de støttede nazisterne.«

I dag drøftes det stadig, hvor mange der støttede Hitler?

»Jeg var dengang kun et barn, men alligevel kunne jeg ubevidst mærke, hvordan det er at leve i et diktatur. Det kan ingen i dag sætte sig ind i. At man kan blive spærret inde for at sige, hvad man tænker. At lige meget hvilken avis man griber, står der det samme i dem.

Tyskerne i DDR levede under lignende betingelser, dog en del mildere. Under ingen af de to regimer var der mange modige. Den lille mand er i reglen fej. Han forsøger at slå sig igennem.«

Universiteterne gjorde ingen smuk figur i Nazityskland. Her herskede medløb og ikke modstand?

»Ikke mange universitetslærere er særligt modige. Måske har de endda mindre mod end gennemsnittet. Det så vi også i 1970'erne.

I dag hedder det altid, at Wehrmacht bærer skylden. I virkeligheden var Wehrmacht nok noget af det mindst nazistiske i det tyske samfund dengang.

Juristerne, historikerne og journalisterne - det var tre af de værste grupper. Og de lagde sig i selen for at bilde befolkningen ind, at nazisterne var gode. De kunne jo begrunde det videnskabeligt.

Det er svært at afgøre, om de selv troede på det. Hvis ikke, så var det prostitution.

Mange af dem sagde senere: ”Joeh, men man skal forstå, at vi havde familie.” Sludder, svarer jeg. Enten troede man på det, eller også troede man ikke på det! 20. juli-folkene havde også familie. De betalte den højeste pris, fordi de ikke troede på det.

Men mange af disse pennens folk, der promoverede nazismen, fik efter krigen et ”Persil-Schein”; hvidvaskede gled de igen ind i gode stillinger i pressen og på universiteterne, nu med helt nye anskuelser.«

Jeg nævner pastor Niemöller og Bekendelseskirken, der repræsenterede en tapper modstand mod regimet. Stauffenberg kommer nødigt ind på sin fars tro, men han fortæller i stedet om pastor Niemöllers fantastiske befrielse fra fangenskab.

»Niemöller sad sammen med en del af Stauffenberg'erne i Sydtyrol, bevogtet af SS, som havde måttet rømme Dachau, fordi amerikanerne var ved at nå lejren. Og ved De, hvem der befriede dem? Det gjorde Wehrmacht. Oberst von Bonin, en af fangerne, fandt en telefon og ringede til en afdeling af Wehrmacht og satte dem ind i situationen. Hauptmann von Alvensleben ankom med en deling og afvæbnede SS-folkene.«

Man bemærker det adelige von hos de hæderlige. Adelen talte mange anti-nazister. Og Berthold von Stauffenberg vil gerne understrege en ideologisk forskel mellem den hær, som Hitler overtog, Wehrmacht, og partiets egen militære organisation, Waffen-SS.

Mange Wehrmacht-officerer bebrejdede 20. juli-folkene, at de brød deres fane-ed til Føreren. Mærkede De noget til den indstilling blandt deres officerskolleger i Bundeswehr?

»Aldrig ansigt til ansigt. Jeg har fra andre hørt, at det blev sagt bag min ryg. Men kun yderst sjældent. De, som var rigtigt vrede, trådte slet ikke ind i Bundeswehr. Ved dets oprettelse blev alle officerer bedt om en begrundet, personlig holdning til 20. juli. Her siede man de brodne kar fra.«

De oplevede forhåbentlig det modsatte - en respekt for navnet?

»De fleste vovede ikke at tale med mig om det. Det var ubehageligt for dem. Det ville også være ubehageligt for mig, hvis de var kommet ind på det.«

Det gælder så også her. Blufærdigheden er stor. Men til afsked et forsøg:

De taler nødigt offentligt om Deres far. Men De må da være stolt af ham?

»Naturligvis er jeg stolt af ham.«

Tavshed. Stauffenberg fortsætter:

»Men min familie fandtes også forinden. Den rummer mange betydelige skikkelser. Min far var også meget stolt af slægten.

Stauffenberg'erne var engang en del af det schwabiske rigs-ridderskab, som kun svarede kejseren. Mange indlagde sig store fortjenester. Jeg føler mig som en efterkommer af dem alle.«

Har De nogensinde som stor dreng haft den tanke: Havde han ladet være, så jeg havde haft en far?

»Det har jeg vel nok. Men De må ikke glemme tiden dengang. En faders død var noget fuldkomment normalt - kun de omstændigheder, som min far døde under, var specielle. Det er noget helt andet, hvis mit barnebarn i dag skulle miste sin far. Man var heldig dengang, hvis ens far kom hjem som såret.

Hvis min far ikke var blevet såret i Nordafrika, så var han måske - men kun måske - endt i amerikansk krigsfangenskab. Og da vendt hjem i 1948. Eller han kunne forinden være kaldt til en anden front. Og hvad var der så sket ham?«

Ja, på Østfronten var chancerne jo ikke fine.

»Det kan man ikke sige på den måde. På Østfronten var han næppe blevet offer for lavtgående jagerfly. Dem havde russerne ikke så mange af. Han var jo generalstabsofficer, og de er ikke ude ved selve fronten. Så tiden i Afrika var farligere.

Men på den anden side: Da Hærgruppe Mitte brød sammen i 1944, blev mange komplette korps taget til fange eller dræbt.«

Man kan aldrig vide. Heller ikke, hvordan tyskerne havde reageret, hvis Hitler var blevet dræbt af Claus von Stauffenbergs bombe. Kun mærker man på denne søn, at han har den sikre forvisning om én ting:

Hans far gav sit liv for en meget stor sag.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.