*

Kultur

Sensationelt Kaj Munk-fund på JP

I Morgenavisen Jyllands-Postens kælder er fundet en enestående samling Kaj Munk-dokumenter, der nu er overdraget til Kaj Munk Forskningscentret i Aalborg.

Kaj Munk var fra 1931 til sin død i begyndelsen af 1944 en flittig medarbejder på Jyllandsposten (som det dengang blev stavet), hvor hans artikler nød stor opmærksomhed.

Og nu er der dukket en større samling breve og andet fra Kaj Munk op i bladhusets kælder i Viby J. Du kan læse meget mere om det enstående fund i Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Stigende interesse

Trods Kaj Munks forbehold over for demokratiet, hans antiparlamentarisme, førerdyrkelse og svingende litterære kvalitet mødes han i dag med en bred og stigende interesse.

Det udmøntes bl.a. i Kaj Munk Selskabet, stiftet i 1997, og forskningscentret på Aalborg Universitet, som så dagens lys på den historiske dato den 29. august 2005. Her forskes i Kaj Munk, hans forfatterskab og samtid.

Kaj Munks tekster har de senere år oplevet en renæssance. Flere af hans teaterforestillinger som “Ordet” tages op herhjemme og i udlandet. Forskere fra bl.a. Frankrig og USA har vist hans forfatterskab stor interesse.

Doktordisputats

Franskmanden Marc Auchet skrev for en snes år siden doktordisputats om det dybdepsykologiske i hans skuespil. Forfatteren Bjarne Brovst Nielsens fire bøger, baseret på bl.a. mange samtaler med enken Lise Munk, har været med til at stimulere interessen for én af 1930’ernes mest kontroversielle åndspersoner. Kaj Munks søn, Arne Munk, fremhævede med bogen “Kaj Munk og fosterdrabet”.

Og nuværende udenrigsminister Per Stig Møller udgav i 2000 “Munk”, et stort og digert værk, der kunne måle sig med en doktordisputats, som resultat af en kæmpe-research. Ikke det ultimative værk, som litteraten Per Stig Møller betonede, for det kan hverken skrives om en person eller en periode.

Tidligt forældreløs

Kaj Munk fødtes i Maribo. Han forældre døde tidligt, og han voksede op hos sine slægtninge på deres gård. Han blev student i 1917 og tog teologisk embedseksamen i 1924. Samme år fik han embede som præst i Vedersø i Vestjylland. Vedersø blev landskendt og identisk med Kaj Munk, der som dramatiker fornyede dansk teater, men også boltrede sig i den lyriske genre og i journalistikken.

Tiltrukket af diktaturet

Kaj Munk var i 1930’erne tiltrukket af diktaturet i skikkelse af Hitler i Tyskland og Mussolini i Italien, vendte sig i skrift og tale under Besættelsen mod samarbejdspartierne og gik ind for et styre repræsenteret ved stærke personligheder. Senere opildnede han med en heftig lidenskab til modstand mod den tyske besættelsesmagt. Det skete med konstante provokationer, hvilket kom til at koste ham livet, da en tysk terrorgruppe den 4. januar 1944 likviderede ham i Hørbylunde ved Silkeborg.

Han sagde fra

Hans samvittighed bød ham at sige fra over for okkupationsmagten, og han tog kompromisløst og med vedvarende energi afstand fra jødeforfølgelserne. Som påvist i Per Stig Møllers bog fandtes der ingen vaklen hos Kaj Munk, da han først var afklaret og havde forstået omfanget af den grufulde antisemitisme, som også på denne tid trivedes langt ind i de borgerlige og socialdemokraternes rækker.

Eksistentialist

“Kaj Munk var eksistentialist i den forstand, at han valgte kristendommen og Jesus og tog konsekvensen af sit valg,” fortalte Per Stig Møller til Jyllands-Posten i forbindelse med udgivelsen af “Munk”. Han fortsatte:

“Efter Søren Kierkegaard har Kaj Munk klarest og mest lidenskabeligt demonstreret valgets nødvendighed og bagefter handlet i overensstemmelse med det trufne valg. I kritikken af Munk har det skinnet igennem, at man ikke har villet tage hans grundholdninger alvorligt. Men han stod faktisk fast, og tog han fejl - f.eks. i sin tilbedelse af de sydlige diktaturer - så beklagede han fejltagelsen i modsætning til en række kommunister og kulturradikale herhjemme. De fortsatte - risikofrit - med at dyrke tyrannen Stalin.”

Kanoniseret

I dødsåret 1944 opnåede Kaj Munk at blive kanoniseret af visse kredse. Poul Henningsen (PH), de kulturradikales feterede ikon, og Tom Kristensen skrev mindedigte og fastslog, at tiden trængte til hans brændende engagement, mens venstrefløjen til Hal Koch, højskolebevægelsen og partierne var hurtige til at bortdømme Munk som Hitler-sympatisør og antidemokrat.

For at retfærdiggøre Thorvald Staunings og Vilhelm Buhls politik måtte socialdemokraterne i 1945 nedgøre Kaj Munk. Først K. B. Andersen, så Hal Koch og Hartvig Frisch gik i gang med mordet på hans eftermæle, fastslog Per Stig Møller.

Han tjente godt

Kaj Munk tjente godt på sine skriverier, også i Jyllands-Posten, og et år var hans indtægtsforhold så høje, at sognets skatteprocent blev nedsat!

Han forærede store dele af sine honorarer til socialt dårligt stillede.

I det hele taget var han socialt indstillet, men kunne ikke finde på at skilte med det.

En Kaj Munk-fond for værdigt trængende var ham en vederstyggelighed. Det var ikke en sådan, han ønskede skulle sikre sit eftermæle.

Tæt på verdensberømmelse fik Carl Th. Dreyers filmatisering af “Ordet” i 1955. Kendt i Danmark er bl.a. “Han sidder ved smeltediglen” og “Egelykke”, “Niels Ebbesen” samt erindringerne “Foråret så sagte kommer”.

Læs mere om det sensationelle fund i Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag den 9. oktober

null
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
Annonce
Kultur
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her