Wagner for folket

30.000 tilskuere så søndag for første gang Wagner transmitteret direkte og gratis fra festspilhuset i Bayreuth.

Artiklens øverste billede
Tilskuere hygger sig i Bayreuth. Foto: Andreas Beil/AP

Søndag aften kunne Bayreuths egne borgere og mange tilrejsende gratis følge, hvad der skete i Richard Wagners festspilhus. Wagners oldebarn, Katharina Wagners opsætning af ”Mestersangerne i Nürnberg”, blev på byens festplads vist på en kæmpeskærm.

31 graders varme

15.000 tilskuere mødte frem i 31 graders varme. Det var grænsen for, hvad myndighederne havde tilladt. Forspillet havde næppe klinget ud kl. 16, før det blev nødvendigt at lukke indgangene. Ikke alle holdt ud de godt seks en halv time, og andre blev lukket ind. Over 30.000 kom ind i løbet af aftenen.

Samtidig så over 10.000 verden over den direkte transmission på nettet, som de på forhånd havde betalt for. Den tekniske lydgengivelse afveg ikke meget fra den på en god cd, når den blev sendt videre til højttalere. Billederne blev optaget af syv fjernstyrede minikameraer, som var placeret sådan, at ingen af tilskuerne fik deres udsyn til scenen generet.

”Mestersangerne” udsendes senere på dvd, men hertil blev opførelsen filmet også med kameraer på scenen under de afsluttende prøver, som det også har været tilfældet med de fleste dvd-udgivelser fra Bayreuth.

Ideen med den gratis live udsendelse er den 30-årige Katharina Wagners. Hun betragtes i samarbejde med sin ældre halvsøster Eva som favoritpar til at overtage ledelsen af festspillene efter deres far, den 89-årige Wolfgang Wagner, som går af 30. august efter at have været festspilchef siden genåbningen i 1951, dengang sammen med broderen Wieland.

Efter nordmanden Stefan Herheims nyopsætning af ”Parsifal” blev ”Tristan og Isolde” i Christoph Marthalers opsætning genoptaget lørdag. Generalrøven måtte som tidligere fortalt lukkes for publikum på grund af Iréne Theorins forkølelse. Lørdag blev det så meddelt, at hun var indisponeret på grund af forkølelse, men hun sang og fik stående bifald efter opførelsen.

Læs mere om festspillene i Bayreuth og Salzburg i Morgenavsien Jyllands-Posten i løbet af august.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen