Kunsttyveri - topmålet af dumhed

Man kender ham fra filmens glamorøse verden.

Den elegante playboyagtige kunsttyv som han f.eks. blev fremstillet af Pierce Brosnan i " The Thomas Crown Affair ", men virkeligheden er en ganske anden.

Og i filmens verden kulminerer det hele som regel med selve tyveriet. Kun sjældent - som i den danske film " Rembrandt " - fokuseres der på tiden efter tyveriet. Den gør sig heller ikke på det hvide lærred: For netop tyveri af kunst er noget nær det tåbeligste, man kan beskæftige sig med.

For nylig blev der fra et museum i Zürich stjålet fire kendte malerier af Cézanne, Degas, van Gogh og Monet. Samlet værdi er ca. 800 mio.

Naturligvis tillokkende alene på grund af værdien, men efter tyveriet er afsætningsmuligheden uhyre begrænset. De fire malerier er stærkt efterlyste og vil aldrig kunne vises offentligt.

Ikke de skarpeste knive

Dette synes mange kunsttyve tilsyneladende at ignorere. Dette kan, hævder en større artikel i New York Times, indikere at netop kunsttyve ikke tilhører de skarpeste knive i skuffen.

Dette underbygges af det faktum, at de fleste kunsttyve pågribes på grund af en eller anden dumhed. Enten under selve tyveriet eller bagefter i bestræbelserne på at få afsat kunstværkerne.

New York Times nævner f.eks. hollænderen Octave Durham - kaldet "Aben" - som i 2004 røg i fængsel for tyveri af to malerier fra Van Gogh Museet i Amsterdam to år tidligere.

Han og hans medskyldige brød relativt let ind på museet og kom afsted med malerierne.

Men de efterlod stiger, reb, tøj, hætter og andet. Et eldorado af DNA-spor, der siden førte politiet direkte til Durham og hans medskyldige. De havde ikke fået afsat billederne, der blev bragt på plads igen.

Kunsttyveriet i Zürich

Hvad angår det aktuelle kunsttyveri i Zürich, mener politiet, at det næppe er udført af specielt begavede kunsttyve.

De overså de mest kostbare malerier, de fire stjålne malerier hang i samme rum og politiet mener, at billederne under flugten på et tidspunkt faldt ud af den hvide varevogn, de brugte som transportmiddel.

"Ikke to kunsttyverier ligner hinanden, men det udføres ofte af folk med lav IQ - og mange af dem fejler", siger James Mintz til New York Times. Han leder en organisation med speciale i kunsttyverier, og denne har afdelinger i blandt andet New York, London og Zürich.

Impulsivt milliontyveri

Historien myldrer med besynderlige kunsttyverier.

I 2003 blev et saltkar af guld lavet af Benvenuto Celine stjålet i Wien. Karret var vurderet til 300 mio. kr. Det blev siden sporet til en 50-årig - ikke tidligere straffet - ekspert i alarmer.

Han blev afsløret, da han søgte at sælge det kostbare kar. Han forklarede, at han havde taget det efter en pludselig indskyldelse og havde haft det liggende under sin seng i to år.

Picasso i paprør

Sidste år stjal to mænd en Picasso-tegning og to malerier af samme fra Diana Widmaier-Picassos hjem i Paris. Malerierne repræsenterede en værdi af 300 mill. kr. Tyvene blev snuppet på gaden, hvor de kom gående med tegningen og malerierne i tre paprør.

The Art Loss Register - en privat database over savnet og stjålet kunst - anerkender, at der - trods alt - findes yderst professionelle kunsttyve, og nævner det største kunsttyveri i USAs historie.

Det fandt sted i 1990 på Isabella Stewart Gardner Museum i Boston. Ved den lejlighed forsvandt kunst til en værdi af 1,5 mia. kr. Tyveriet er fortsat uopklaret, og teorierne har i de seneste 18 år været mange.

En af de mest vedholdende er, at gangsterlederen James "Whitey" Bulger , havde mere end en finger med i spillet. Trods mange anstrengelser er det ikke lykkedes politiet at opspore ham siden tyveriet.

FBI regner med, at der på verdensplan hvert år stjåles kunst til en værdi af 30 mia. kr.

Kun få bestilte tyverier

I filmens verden handler det ofte om bestilte tyverier - og disse forekommer også i den virkelige verden omend de er meget sjældne. Men da to kostbare malerier i december forsvandt i Brasillien fortalte en mistænkt under afhøring, at billederne var bestilt af en samler i Saudiarabien.

De fleste kunsttyverier, skriver New York Times, bliver sat i værk for at få fingrene i forsikringspenge.

Det sker at et forsikringsselskab i al hemmelighed tilbyder at betale tyvene et mindre - men dog betydeligt - beløb for de stjålne kunstgenstande. Dette underbygges af det faktum, at mange stjålne kunstgenstande pludselig dukker op igen. Uden forklaring og uden at gerningsmændene er opsporet.

Fra 15 mio. til 125.000 kr.

Thomas McShane, der er pensioneret FBI-agent med kunsttyveri som speciale, bekræfter den antagelse at langt de fleste kunsttyve ikke tilhører de mest intelligente.

I sine erindinger skriver han blandt mange andre om smågangsteren Johnny Rio, der i 1971 stjal en Rembrandt fra et museum i Frankrig.

Han prøvede i årevis at sælge billedet. Lagde ud med en pris på 25 mio. kroner, men endte med at forlange sølle 125.000 kr. Det eneste han opnåede var, at flere og flere blev klar over, at han havde maleriet - og det førte til sidst til, at han blev pågrebet.

Manglende forstand på kunst

Noget helt andet er, at mange kunsttyve ikke har den fjerneste anelse om, hvad det er, de stjæler.

Thomas McShane nævner antikvitetshandleren Daniel Kohl fra New York-bydelen Queens. Sammen med sine medskyldige planlagde han tyveri af antikviteter til en værdi af 100 mio. kr. fra et pakhus i Queens.

Han blev snuppet under selve tyveriet. Siden kom det frem, at de fleste af de genstande, han prøvede at stjæle var relativt værdiløse kopier.

"Jeg siger jer", skriver McShane i sine erindringer, "Daniel Kohl havde ligeså meget forstand på kunst som den lokale hot dog-sælger".