Er dansk scenekunst gået i stå?

Teater ZENE+ er navnet på et nyt teaterinitiativ, der skal give mulighed for nytænkning af scenekunsten i Danmark.

Baltoppen - hus for scenekunst – i Ballerup og Kulturhuset Viften i Rødovre samarbejder om at udfordre scenekunsten til at sprænge sine egne rammer.

Det skal ske gennem faglig debat, internationale netværk og bedre vilkår for eksperimenterende scenekunstnere.

Første udspil finder sted den 4.-14. september 2008, og ud over at præsentere en række eksperimenterende forestillinger inden for dans, teater og performance vil man afholde debatter, master classes og workshops med nationale og internationale koreografer og instruktører, der kan inspirere og give deres bud på, hvor scenekunsten er på vej hen netop nu.

Fremtidsperspektivet er, at ZENE+ på tre år skal udvikle sig til at blive en international begivenhed. Det første udspil i september er dedikeret til det danske danse- og teatermiljø, til næste år gælder det den nordiske dimension, og tredje år skal ZENE+ være et forum for international scenekunst.

Man samarbejder i øjeblikket med Moderna Dansteatern i Sverige og Reykjavik Dance Festival på Island. ZENE+ er støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen