Harry Potter-bog udsat i en måned
Den danske udgivelse af J.K. Rowlings syvende og formentlig sidste Harry Potter-bog er udsat en måneds tid. Gyldendal udsætter frem for at presse en udgivelse igennem.
Harry Potter-folket må væbne sig med lidt tålmodighed.
Det syvende - og formentlig sidste - Harry Potter-eventyr, der på dansk har den foreløbige titel "Harry Potter og dødsregalierne", kommer først på gaden lørdag den 10. november kl. 00.01...
Det er en måned senere end først bebudet.
Hensyn til oversættelsen
Redaktionschef Ulla Selfort på forlaget Gyldendal begrunder blandt andet udsættelsen således:
"Tidligere er Harry Potter udkommet om efteråret i forbindelse med kulturnatten i København. Det troede vi også var muligt i år, men vi har efterfølgende indset, at det ville være uforsvarligt. Bogen udkommer nemlig på engelsk en måned senere, end den plejer, og vi kan simpelthen ikke nå det, hvis oversættelsen skal være lige så god, som den plejer".
I forbindelse med udgivelsen planlægger forlaget som altid en ganske særlig event. Detaljerne i denne er indtil videre ligeså hemmelige som hvordan det går med Harry Potter og vennerne i den sidste roman.
Engelsk udgave den 21. juli
For utålmodige sjæle kan oplyses, at den engelske udgave af bogen er på gaden ved midnat den 21. juli.
Først derefter får Gyldendal manuskriptet og kan sende oversættere, grafikere og andre på hårdt arbejde frem mod deadline.
I Danmark alene er den massive bogsucces solgt i henved 1,2 mio. eksemplarer.