Verden på hovedet

Sokketeater, Damen med de blå tænder og bistre brevkasseredaktører er nogle af ingredienserne i Danmarks mindste og mest syrede sommerrevy.

Kulturtoget, Tisvildeleje Station:
KANONHALLØJ 2
Iscenesættelse:
Christoffer Berdal.
Til 6. august.

Den mindste scene, de færreste tilskuerpladser, den korteste spilletid, de skæveste numre. Revyen i den ombyggede togvogn på sidesporet ved Tisvildeleje Station er vitterlig noget for sig selv. En skæv, absurd og lattermild halvanden times sag med Mette Horn, Martin Buch og Rasmus Botoft, der form- og indholdsmæssigt dyrker deres helt eget bizarre univers.

Tag blot åbningsnummeret. H.C. Andersen stolprer ind på scenen, stirrer bistert ud på os, og brøler: »I skal lade mig være!«.

Færdig med det, næste nummer går i gang. Mange af dem er blot små, skarpe vignetter fyret af på mindre end et minut. Som når Martin Buch entrer scenen iført Liberace-agtigt badetøj og forsøger at bide sig selv i brystvorten. Er det sjovt? Nej, ikke som beskrivelse i en avis, men som syn er det kosteligt. Eller hyldestdigtet "Når Asger griller kød", fremsagt til en fest hos manden, der elsker at spise kød. Her er det ordene, der i kombinationen mellem det genkendelige og det fuldkomment absurde fremkalder latteren.

I det hele taget kan Buch & Botoft noget ualmindeligt med ord. En blanding af syret barok og gysende rædsel. Som når Botoft tager os med på rejse ind i sindet, hvor truslerne på livet regner ned over os uden håb om forløsning. Lige bagefter møder vi de afrakkede og alkoholiserede levemænd, der sejler hen over livet, mens de funderer over, om ikke de lige skulle tage og dø lidt - bare for afvekslingens skyld.

Vamle tv-journalister

Det er også her, der spilles sokketeater, hvor seks sokker repræsenterer to familier med hver sin ualmindeligt grove fader og underkuede moder. Teksten er så rå og grotesk, at vi lynhurtigt glemmer, at det er små bizarre sokker, vi sidder og glor på.

Senere giver makkerparret Dusk og Bomholt gode råd. To bedagede og bibliotekaragtige herrer med briller i snor, oberstagtige stemmer og bistert-insisterende blikke læser breve og kommenterer dem med udsøgt ondskabsfuldhed, så vi griner over dette kærkomne gensyn fra sidste sommer.

Senere er det Mette Horns tur som den snalrede "Damen med de blå tænder". Denne gang får de radikales bekvemmelighedskultur en på lampen.

Den barskeste satire får vi i nummeret om tv-journalisterne, der befinder sig lige uden for den fødende kronprinsesse Mary - ja, en enkelt reporter er faktisk inde i hende - mens vi venter spændt på barnet. I hele sin overdrevne og bizarre absurditet træffer nummeret præcist den vamle og befamlende måde, fjernsynet og den kulørte presse behandler verden på.

Revyen i Tisvildeleje er oplagt for mennesker, der elsker "Alice i Eventyrland", nyder at lege med ord og holder af pointeløse pointer. Som i andre revyer er ikke alt lige godt, nogle gange er ideen sjovere end resultatet. Men når de rammer plet - det gør de tit - ligner de ikke noget andet i det danske revylandskab.

henrik.lyding@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.