En verdensmand vender hjem

»Los Angeles befinder sig altid på randen af katastrofe,« siger musikeren Ry Cooder, der efter musikalske rejser til Cuba og Mali er dykket ned i sin hjembys historie.

Når Ry Cooder som barn i Los Angeles i 1950'erne tændte for radioen, kunne han høre musik, der mindede om, at byen er bygget af indvandrere.

Der var en station med countrymusik og western swing for de mange folk fra Texas og Oklahoma, som flyttede til Los Angeles under 2. Verdenskrig for at få arbejde i våbenindustrien, men stadig savnede sydstaterne.

En anden kanal spillede mexicansk musik, en tredje urban soul og blues, og lyttede man længe nok, kunne man fornemme, hvordan disse klange med årene smeltede sammen og blev til lyden af Los Angeles.

»Jeg lærte tidligt, at der var en særlig LA-ting. Countrypladerne fra LA lød bedre, de swingede hårdere, hurtigere og vildere. Det samme gælder mexicanernes musik. Mange af dem boede dør om dør med sorte amerikanere, og de udvekslede musik,« forklarer Ry Cooder og taler varmt om regionale genrer som pachuco, brown eyed soul og conjunto.

På sit nye album ''Chávez Ravine'' genopliver han musikken fra 1950'ernes Los Angeles og bruger den til at fortælle historien om Chávez Ravine - et fattigt mexicansk kvarter, der blev jævnet med jorden i fremskridtets navn.

»Jeg har længe villet lave en plade med den glemte musik fra LA. Den var altid i luften, da jeg voksede op, men forsvandt hurtigt igen. Sådan er det i LA. Musikken er moderne i kort tid, og så forsvinder den, fordi vores livstempo er så højt. Alle disse genrer blev slugt af rock'n'roll og fejet til siden af The Beatles og alt muligt andet.«

Interessant ramme

Ry Cooder er gennem årene blevet kendt som verdensrejsende i musik. Han har anvendt sin guitar til at lave filmmusik (''Paris, Texas'' m.fl.), soloplader og globale cocktails som ''Talking Timbuktu'' med Ali Farka Touré i Mali. Og været med til at føre ''Buena Vista Social Club'' frem til at blive et fænomen, der solgte fem millioner plader med historisk cubansk musik spillet af en flok glemte pensionister i Havana.

Men han er altid vendt hjem til Los Angeles og Santa Monica, strandbyen, der forbinder Hollywood med Stillehavet. Det er også her, han tager telefonen og svarer på, hvorfor han vil fortælle historien om et glemt kvarter, 50 år efter at det blev jævnet med jorden for at give plads til et baseball-stadion.

»Musikken var mit udgangspunkt, men jeg ville ikke bare efterligne datidens lyd. Så ville det blive Disneyland, et museum og ren nostalgi, og det bryder jeg mig ikke om. Fortællingen om Chávez Ravine er en interessant ramme, fordi den rummer andre af byens skæbner: Forholdet mellem rig og fattig, boligspekulanter, kommunistforskrækkelse og korruption,« siger Ry Cooder.

Han har altid været interesseret i historie og har i forbindelse med pladen lavet omfattende research i Los Angeles' historie. Især bogen ''The Provinsial City: Los Angeles Stories of Architecture and Urbanism'' har fodret hans fantasi, og han har ført lange samtaler med bogens forfatter, Dana Cuff, der er professor i arkitektur ved University of California.

»Hun gav mig et indtryk af hvem og hvad. Og det er kernen. Man kan ikke skrive sange om historien i bred forstand, man må tage udgangspunkt i rigtige mennesker og konkrete begivenheder.«

Konspiration

På ''Chávez Ravine'' bliver lytteren introduceret til skæbner som boksebrødrene Carlos og Favela Chávez og andre personer, der boede i kvarteret, som Ry Cooder beskriver som "de fattiges Shangri-la."

Chavéz Ravine lå øst for det, man i dag kender som downtown, men bulldozere ryddede området, efter at boligspekulanter og entreprenører havde lagt hårdt pres på chefen for byens sociale boligbyggerier, Frank Wilkinson.

Det var ikke kun lovlig lobbyisme, der blev anvendt. Som et ekko af filmen ''Chinatown'' og James Ellroys foruroligende LA-romaner, beskriver Ry Cooder i to af albummets mest interessante tekster, ''Don't Call Me Red'' og ''In My Town'', hvordan 1950'ernes kommunistforskrækkelse spillede en rolle i byplanlægningen.

»Byggematadorer og fascistiske politikere gjorde alt for at forhindre, at der blev opført socialt boligbyggeri i LA. Der var mange flere penge at tjene på ejerboliger og erhvervsbygninger. Republikanerne fik magten tilbage efter 2. Verdenskrig, og de sagde - som de gør i dag - at det offentlige ikke må spille en rolle i samfundet. Der skal ikke være pensioner, boliger eller sundhedshjælp til de fattige. Den private sektor skal stå for alt, fordi man ønsker, at private virksomheder tjener flest mulige penge. Det, man gjorde i LA, var at skræmme Frank Wilkinson, der var chef for byens boliger. Man antydede, at han var kommunist og opfandt en konspiration, fordi han havde liberale venner. Det var i den periode, at den paranoide stat blev født, og 50 år senere er den mentalitet fuldkommen dominerende. USA ledes i dag af en stamme i Washington, der taler om gode og dårlige amerikanere og slipper af sted med krig og mord.«

Den ellers rolige Ry Cooder bliver ophidset, hver gang samtalen drejer over på republikanerne. Præsident George W. Bush og Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger er særlige hadeobjekter, der flere gange får ederne til at strømme fra telefonrøret.

Han håber, at Los Angeles' nyvalgte demokratiske borgmester, Antonio Villaraigosa, kan skabe forbedringer.

»Villaraigosa er latino (mexicaner født i USA) og voksede op i et fattigt kvarter. Han har en anden mentalitet. Dem, der bestemmer i LA i dag, er mere interesserede i folks liv end virksomheders overskud. Jeg var på rådhuset forleden, og rådmændene, der styrer byen, erklærede, at min plade viser, hvor galt det kan gå, hvis folkets interesser ikke varetages. I 1950'erne var jeg sikkert røget i fængsel.«

Indvandrerne

Det er ikke tilfældigt, at Los Angeles har fået en borgmester med mexicanske rødder. Byens demografi er de seneste årtier forandret i en sådan grad, at mange opfatter LA som en nærmest mexicansk by. 46 procent af indbyggerne har rødder sydpå, og i visse kvarterer tales stort set kun spansk.

Ry Cooder oplever indvandringen fra Mellem-og Sydamerika som et stort problem, fordi den skaber parallelle samfund og overbelaster byens sociale struktur.

»De seneste 10 år er der kommet en ny type indvandrere, som adskiller sig markant fra dem, der flyttede til LA i 1910'erne, 20'erne og 30'erne. Dengang blev indvandrerne opslugt af den amerikanske mainstream. De blev amerikanere. Nu kommer der millioner fra Sydøstasien, Centralamerika, Mexico, og de glider ikke ind i en amerikansk hverdag. De lever videre som mexicanere eller koreanere. De arbejder hårdt, men tjener ingen penge, og det betyder, at den offentlige sektor er overbelastet, hospitalerne overfyldte. USA er bygget af indvandrere, men de historiske indvandrere blev amerikanere. Nu får vi et tosporet samfund, hvor amerikanere hiver rebstigen op, mens fattige indvandrere passer sig selv. Det er et problem, der ikke findes en åbenlys løsning på.«

Ry Cooder mener ikke, det kan lade sig gøre at lukke grænsen mod syd, som Arnold Schwarzenegger og andre konservative politikere foreslår.

»Hver gang en politiker føler sig utryg, får indvandrerne skylden. I 1930'ernes LA var det bonderøvene fra Sydstaterne og kineserne, det gik ud over.«

Olie og vand

Millionbyens største problem handler dog ikke om politik, men om fysik og geografi. Los Angeles ligger i en ørken og er på mange måder en by, der er bygget på en urealistisk drøm. En drøm, der risikerer at løbe ud i sandet.

»Alting i Los Angeles handler om to ting: olie og vand. Her er for mange biler, og vi løber tør for olie på et tidspunkt. Det næste - det kan også blive det første - er, at vi løber tør for vand. Det er den uheldige sandhed om LA,« siger Ry Cooder.

»Men Los Angeles befinder sig altid på randen af katastrofe - fra jordskælv, skovbrande og oversvømmelser til overbefolkning. Vi lever på kanten af afgrunden. Det sjove er, at det også en ret fed by at bo i, men jeg forventer ikke, at jeg kan bo her om 10 år. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal flytte hen.«

niels.pedersen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen