Show-punk med store armbevægelser

USA-trioen Green Day har forvandlet punkens indædte slagkraft til show-sikker popvare. Det gav en spurtende og lidt flygtig underholdning.



POP-PUNK

GREEN DAY

Orange Scene

Lørdag

Green Day relancerede i midten af 90'erne punken til en ny generation med pladen "Dookie", der solgte uhørte 10 mio. album på verdensplan.

Gruppens udgave af 70'ernes indædte oprørs-punk var dog også pakket med gode melodier og spillet af et fotogent ungt band, og Green Days' succes har siden avlet en række flygtige amerikanske "punk"-grupper med sjove frisurer og et hit eller to.

Men Green Day er blevet hængende, og trioens seneste album har overraskende løftet gruppen til gamle dages popularitet med foreløbig otte mio. solgte eksemplarer af "American Idiot".

Så Green Day var selvfølgelig at finde på Orange Scene ved årets Roskilde Festival, hvor de store rammer blev fyldt massivt ud med en gang slagkraftig spurtende rock-musik i hænderne Billie Joe Armstrong (guitar, vokal), Mike Dirnt (bas) og Tré Cool (trommer). Green Day har sympatisk nok hævet ambitionerne på det nye udspil, som rummer avanceret opfindsomhed i flere rockopera-passager, og indignationen får frit løb omkring emner som den amerikanske krigs-indsats, trøstesløse forstads-skæbner og glemte selvmords-kandidater.

Publikum beskudt

Men på Orange Scene koncentrerede bandet sig om at levere et fritløbende og tætpakket show med hovedkulds energi, masser af brovtende rock-fraser henvendt til publikum og syng-med-opfordringer. Det hele er stort: Armbevægelserne, den demonstrativt martrede lyrik, de politiske slogans - men rigtig stort bliver det alligevel ikke. Green Days' musik er for endimensional og buldrende bombastisk til at kunne fastholde interessen over længere tid.

Men det skal siges, at gruppen gjorde en brav show-mæssig indsats på Orange Scene, hvor Billie Joe Armstrong først gik løs på publikum med en mega-vandpistol og til sidst inviterede tre "musikere" blandt publikum på scenen til at overtage trommer, bas og guitar.

Det gik godt, og det var et charmerende vidnesbyrd om punkens udgangspunk, hvor eliten får fingeren - og hvor alle kan være med. Også selv om man ikke kan spille lige så godt som fyrene i forretnings-imperiet Green Day.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen