Popstjerner kan påvirke politikere

Selv om Marie Korpe ikke er vild med store støttearrangementer, konkluderer hun, at Live 8 er lykkedes med at få verdens opmærksomhed, og det er afgørende, når musikere skal råbe verden op.

Det er en meget travl weekend i musikhistorien.

Rundt om i Europa er store rockfestivaler i gang med Roskilde tættest på. Her er omkring 65.000 deltagere i færd med at fortære 160 bands og solister.

Mens disse europæiske festivaler foregår hver sommer, er det noget helt særligt, at Live 8 begynder i dag.

Det er U2-forsanger Bono og musiker Bob Geldofs projekt, at en række koncerter rundt om i verden med den mest opsigtsvækkende i Hyde Park i London skal få præsidenter, premier- og statsministre til at række hånden ud til de fattige lande og eftergive den massive gæld, der tynger de fattige nationers udvikling.

Men her godt 20 år efter de historiske Live Aid-koncerter er spørgsmålet, om koncerter, musikere og mennesker kan flytte noget som helst?

Gør musikere og støttearrangementer en forskel?

53-årige Marie Korpe er direktør i Freemuse, der med base i København er et internationalt dokumentationscenter for musikcensur rundt om i verden. Hun har i et dusin år arbejdet som journalist med udenrigspolitik og kultur som primære stofområder, har boet i Indien og Pakistan og har stor indsigt i musikmiljøet i både den vestlige verden og i udviklingslandene i Afrika og Asien. Og så har hun fulgt støttekoncerter i en årrække.

En enorm kraft

»Først og fremmest kan man konstatere, at musik stadig er en god måde at komme ud til folk på,« siger hun.

»I den tredje verden kan analfabeter ved at lytte til musik få vigtige oplysninger om aids og risikoen ved at drikke beskidt vand. Tilsvarende kan musikere til koncerter og i radioen fortælle historier om problemerne i den verden, de lever i,« konstaterer Marie Korpe.

»Musikken har også en enorm kraft, da den påvirker vores sind. Selv om vi ikke ved præcis, hvad der bliver trykket på i kroppen, er der ingen tvivl om, at vi bliver præget af den musik, der er i f.eks. en spændingsfilm,« siger Marie Korpe.

»Lige så vigtigt er det, at musikken skaber sammenhold. Man kommer til at indgå i en social sammenhæng og får en identitet.«

Hvad med den rock- og popmusik, som vi lytter til i Europa, USA og Japan. Kan man i dag tale om politisk musik?

»Helt overordnet kan man sige, at musikbranchen er en pengemaskine med store pladeselskaber, der skal opnå overskud med den musik, de udgiver - og det er fint nok. Men derfor er politisk musik også typisk udkommet på små uafhængige pladeselskaber.«

»Derudover kan man konstatere, at rigtig mange kunstnere ikke synger om politik på den måde, at de ser verden i sort eller hvid. Omvendt er det ikke bare underholdning, at Bruce Springsteen synger om hverdagsting. Det er historier, som handler om mennesker og er vedkommende, og på den måde kan man tale om det som en slags politisk musik,« mener Marie Korpe.

»Hvis man fokuserer specifikt på en musikgenre, er der hiphopmusikere i både Danmark og udlandet, der kommenterer samfundsudviklingen og fortæller om deres eget liv. Det kan være amerikanske rappere, og det kan være rappere fra indvandrermiljøet i Danmark,« forklarer Marie Korpe.

På Roskilde Festival, der hvert år behandler et problematisk emne i verden, er der i år fokus på menneskehandel. Og Live 8-arrangementet fokuserer på at få løst problemet med fattige landes milliardgæld.

Men er det noget, som påvirker deltagerne og musikerne?

»Da vi for fem år siden holdt en række koncerter og havde et informationstelt på festivalen i Roskilde, var der masser af mennesker, der ville høre om vores arbejde, og på den måde fik de indsigt i den musikcensur, som foregår rundt om i verden. Og måske plantede vi hos nogen af dem et frø, som betyder, at de for fremtiden følger vores arbejde og er bevidste om de problemer, der i øvrigt måtte være rundt om i verden,« konstaterer Marie Korpe.

Musikere er som andre

»Når det gælder musikere, kan man ikke forlange, at de skal være anderledes end resten af befolkningen. Der er mange musikere, der kun engagerer sig i deres musik, og så er der et fåtal, der er interesserede i verdens gang og ønsker at medvirke til at ændre forholdene,« mener hun.

Bono og Bob Geldof, der er mere kendt som ophavsmand til Live Aid i 1985 end sin tid som sanger i Boomtown Rats og som solist, er to musikere, der står frem, som om de vil gøre noget - og en forskel.

»Jeg aner ikke, om Bono og Bob Geldof som privatpersoner har doneret penge til formål, der kan ændre verden til det bedre, og det kan selvfølgelig også virke naivt, at de tror, at verden kan blive et bedre sted at være på grund af nogle store koncerter.«

»Men der er ingen tvivl om, at politikere og beslutningstagere kan påvirkes af popstjerner, der er godt selskab i medierne, og dermed kan man se musikere og store stjerner i det hele taget som en slags statsmagt.«

»Når det konkret handler om et stort arrangement som Live 8, skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg har det svært med store hjælpeevents. Jeg arbejdede på et tidspunkt for UNICEF, der stod bag store hjælpearrangementer, som i for høj grad kom til at handle om smukke, kendte og ofte letpåklædte kunstnere, der kom ind på scenen et kort øjeblik for at synge og fortælle om, hvor svært de fattige børn har det,« siger Marie Korpe.

»Det er for tidligt at sige, om Live 8 griber det anderledes og bedre an. Men man kan allerede konkludere, at Live 8 er lykkedes med sin markedsføring over for medierne: Det bliver jo en kæmpestor, global tv-begivenhed, som også bliver dækket af al verdens radiostationer og trykte medier.«

peter.schollert@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.