Maleriet er inde i varmen

Kunstsamleren Charles Saatchi har fået øjnene op for maleriets potentiale. Han har pakket sin berømte kunstsamling væk for at lade tidens bedste malere indtage sit galleri i en megaudstilling over flere etaper.

Saatchi Gallery

THE TRIUMPH OF PAINTING

County Hall, South Bank, London

Første del til 3. juli

Anden del 5. juli-5. januar 2006

Tredje del 10. januar-15. juni 2006

Rigt illustreret katalog over alle

udstillingens tre dele, 35 britiske pund

Yderligere information:

www.saatchi-gallery.co.uk
London

Den engelske reklamemand og kunstsamler Charles Saatchi har gennemskuet, at der sker noget spændende i maleriet i øjeblikket. Hans Saatchi Gallery er normalt fyldt med populære installationer af unge britiske kunstnere fra 1990'erne. Damien Hirsts haj i formaldehyd, Tracey Emins uredte seng, Ron Muecks døde far.

Men for at markere galleriets 20-års jubilæum har han ryddet hele pladsen og inviteret tidens bedste malere indenfor. Det kommende år viser han kun billedkunst i sit labyrintiske galleri i Londons forhenværende rådhus. Det sker som led i megaudstillingen "The Triumph Of Painting" (Maleriets triumf).

Det, at Saatchi har valgt en så drastisk ændring i sin udstillingspolitik, har vakt en del furore i England. Hidtil har han promoveret de unge britiske kunstnere fra 1990'erne, som man i England kalder YBA-generationen (Young British Artists). Men frem til 2007 er disse værker gemt af vejen på et lager. Charles Saatchi siger, at han med The Triumph of Painting vil vise »de bemærkelsesværdige malerier, der bliver skabt og overset i en tid, som er domineret af video, installation og fotokunst«.

Flere engelske kommentatorer ser det som et tilbageskridt at satse på et traditionelt medie som maleriet. De har endnu ikke bemærket, hvor nyskabende maleriet er, og mener fortsat, at det spændende sker i videoen, installationen og fotografiet.

At maleriet er levende og har det godt i dag, er måske ikke en nyhed i New York, Berlin eller for den sags skyld i København, men i den britiske kunstverden er det et provokerende synspunkt.

I 1990'erne talte kritikerne om maleriets forestående død. Med de elektroniske mediers indtog var maleriet blevet et utidssvarende medie, mente de. Det mener man tilsyneladende stadig i England, selv om maleriet siden midten af 1990'erne har oplevet en renæssance. Fra at have tilbragt en årrække i baggrunden er maleriet nu sprællevende og har indtaget en fortjent plads ved siden af fotografi, skulptur, video og installationer. Maleriet er interessant igen, fordi kunstnerne har kastet sig ud i ny udforskning af, hvad det kan som medie.

Fordelt over tre etaper

Udstillingen The Triumph of Painting er så stor, at den falder i tre etaper over det næste års tid. 350 værker rummer den. Alle ejes af Saatchi. Første etape, som slutter på søndag, viser de malere, som inspirerer mange af de yngre kunstnere, der udstilles i de kommende etaper. Det er etablerede navne som Peter Doig, Marlene Dumas, Luc Tuymans, Jörg Immendorff, Hermann Nitsch og afdøde Martin Kippenberger.

»Den første udstilling er med de kunstnere, som jeg oftest oplever, at de kunststuderende beundrer og stjæler fra, når jeg tager rundt på kunstakademierne,« siger Charles Saatchi i et interview.

Udstillingens anden etape, der indledes på tirsdag, koncentrerer sig om den nye generation af malere som englænderen Dexter Dalwood, hollænderen Michael Raedecker og danskeren Tal R.

Udstillingens sidste del, som der tages hul på til næste år, er helliget værker af nogle af de mest spændende unge malere i dag. Danskerne John Kørner og Evren Tekinoktay kommer i godt selskab med interessante kunstnere på vej frem, tyskeren Tilo Baumgarten, Hernan Bas fra Miami og englænderen Chantal Joffe.

Stoflige overflader

Den første kunstner, som man møder på første etape af The Triumph of Painting, er briten Peter Doig (f. 1959), der nu bor i Trinidad. Han maler kanoer på floder, snelandskaber og moderne bygninger set gennem træer. Hans store, farverige landskaber har en atmosfære af en ladet stilhed, et tavst foruroligende drama, der lurer under den forførende overflade. Hans motiver og maleriernes overflader har haft en betydelig indflydelse på yngre malere som Daniel Richter, Tal R og Chantal Joffe.

Doig maler sine motiver ud fra fotografier og filmstills. Han bruger nærbilleder, udvælger sig en sigende scene og beskærer den utraditionelt, så himlen eller jorden mangler i maleriet. Et af værkerne på udstillingen er for eksempel malet med udgangspunkt i gyserfilmen "Fredag den 13.".

Selv om Doig bruger fotografiske forlæg, ligner hans malerier ikke fotografier.

»Jeg prøver ikke at lave malerier, der ser ud som fotografier. Jeg ønsker at lave malerier ved at bruge fotografier som reference på samme måde, som malerne gjorde, da fotografiet blev opfundet,« har han sagt.

Farverigdommen i Doigs malerier er ekstrem. Hans stærke dominerende farver synes uforklarligt stilfærdige uden at være dæmpede. Malemåden er en pragt af visuelle modsætninger: Tykke pastose lag blander sig med tynde delikate områder, sammenvævede lag med maling, der er sprøjtet på eller trykket direkte ud af tuben, mens tynde forstøvede lag giver malerierne deres verdensfjerne effekt. Doig skaber en æterisk desorientering ved at udnytte maleriets fysiske materialitet. Især er overfladen i værket "White Canoe" fra 1990-91 en stor oplevelse.

"White Canoe" viser en skov og en kano, der spejler sig i en vandoverflade ved nat, hvor spejlingen er mere detaljeret end selve landskabet. Landskabet har en altfortærende sorthed som en oliepøl. Øredøvende og ubevægelig. Alle andre farver synes at glide over scenen i et rustikt laser-show. De blå pletter af roligt månelys har en sælsom udviskende effekt. Var det ikke for den hvide kano, der spejlede sig i flodens mørke vand, ville maleriet være abstrakt. Med sine mangfoldige spil og spejlinger i vandoverfladen er det som en natlig udgave af Monets åkandemalerier i skrigende farver.

Tungt indhold

I et hvidt rektangulært rum med gråt betongulv og råt betonloft - det eneste rum på Saatchi Gallery, som ligner de rum, man normalt forbinder med gallerier - hænger den hollandske maler Marlene Dumas' tabubelagte motiver: Nøgne drenge stillet op på række, som skulle de inspiceres. En lille pige, der har trukket kjolen op over hovedet. En sygt udseende baby med hævet læbe og forslået næse.

Hendes desillusionerende malerier er fremmedgørende og fokuserer på, hvordan medierne seksualiserer børn.

Dumas (f. 1953) er ikke interesseret i at skabe en fotorealistisk gengivelse af disse børn. Hun maler dem i en naiv stil med påtaget klodset penselarbejde for at understrege sit budskab. Ved at forenkle og forvrænge sine forskruede motiver skaber malerierne en intimitet med beskueren. Man ser på dem i længere tid, end man ville gøre, hvis det var fotografier. For de er på én gang æstetiske og ubehagelige.

Saatchis beslutning om at vise malerier har krævet nogle ændringer i de labyrintiske udstillingsrum i Londons gamle rådhus ved Themsens sydlige bred. Mange af rådhusets træpaneler er blevet dækket af gipsvægge, så udstillingsrummene nu mere ligner et konventionelt galleri. Men de mange små rum, hvor der kun hænger et værk, kræver meget af værkerne, for at det fungerer.

I et rum for sig selv hænger Marlene Dumas maleri "Julie-Die Vrou" fra 1985. Man træder ærbødigt ind til det, som var det et helligt relikvie. Det røde maleri har en utrolig kraft. Maleriet er et nærmest et abstrakt portræt frigjort fra kroppen. Modellens ansigt er gengivet i et ekstremt nærbillede, hvor kun øjne og læber er tydelige. Resten er rødt som symbol på det feminine, på synd, vold og kvindelighed.

Dumas maleri "Julie-Die Vrou" og Peter Doigs snelandskab White Creep fra 1995-96 slipper godt fra denne ophængning, mens Kippenbergers og Immendorffs malerier klarer den mindre godt.

Belgieren Luc Tuymans (f. 1958) trækker ligesom Dumas på fotografiske forlæg og leger med forholdet mellem fotografi og maleri. Tuymans motiver strækker sig fra tunge emner som Holocaust, Belgiens kolonisering af Congo og Saddam Husseins fald til banale hverdagsscener som duer på en plads. Hans fredfyldte og æstetiske malerier er blege - nærmest overbelyste. Farverne er dæmpede med nuancer af gråt med enkelte indslag af gyldne toner og en bleg lilla.

Den absolutte stilhed i Luc Tuymans' sublime "Stilleben" fra 2002 står i direkte modsætning til Immendorffs maniske energi. I midten af et kæmpemæssigt lysegråt lærred på 3,5 x 5 meter svæver en bleg udgave af et Cézanne-lignende stilleben stille i de tomme rum. Det er malet til den toneangivende udstilling Documenta 11 i 2002 i en stemning præget af tiden efter 11. september 2001. Tuymans valgte et utilsløret banalt motiv som svar på en terrorhandling, hvis skrækscenarium lå uden for vor forestillingsevne.

Blandede bolsjer

Valget af malere på udstillingens første del kan diskuteres. Nu afdøde Kippenberger er en fast bestanddel af kunstakademiernes pensum, mens Luc Tuymans, Marlene Dumas og Peter Doig er blandt de malere, der tales mest om i dag. De laver værker, som er baseret på fotografiske forlæg, men de føler intet behov for at gengive fotografiets "udseende". Malerierne forbliver maleriske.

Man kan angribe udstillingen for at mangle et kuratorisk tema og en klar linje i valget af værker. Men der er rigtig gode værker imellem, og af den grund er udstillingen værd at se.

Jo længere udstillingens etaper skrider frem, jo mere seværdige bliver de, for det er dér, udstillingen begynder at udsige noget om, hvad der sker i maleriet i dag. Den første etape er så at sige bare forspil. Det aktuelle maleri er værd at holde øje med.

Saatchis tretrinsraket af en megaudstilling burde også kunne åbne englændernes øjne for, at maleriet faktisk er et tidssvarende medie, der er sprællevende og værd at se på.

kultur@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen