Annonce
Kultur

Det gådefulde forlis på Sydhavet

Litografen og sejleren Erik Jensen udsender en bog om forliset af det stolte skoleskib "København". Det forsvandt i 1928, men optager fortsat sindene.

For den 56-årige litograf og sejler Erik Jensen er det sporløse forlis af ØK's skoleskib "København" i 1928 blevet en besættelse, der flittigt omsættes i foredrag og artikler. Nu udsendes en bog og en tv-udsendelse om tragedien, der kostede alle 60 ombordværende livet. Næsten enhver dansk søfartsby ramtes.

Den femmastede bark - Danmarks og en af verdens største samt nationens stolthed - forsvandt på vej fra Buenos Aires til Sydaustralien i et af verdens mest berygtede farvande natten mellem 22. og 23. december. Formentlig er det stødt på et isbjerg som "Hans Hedtoft" i 1959 i den anden ende af kloden. Begge havarier er gådefulde og ægger til opklaring.

Nye puslespilbrikker

Bænket ved en pragtfuld model af "København" på Søfartssamlingerne i Troense diverterer Erik Jensen veloplagt med et mylder af maritime detaljer og en imponerende opremsning med behørige digressioner til lokalhistorien, danmarks- og verdenshistorien. Der serveres tillige kyndige biologiske og geografiske oplysninger samt indgående biografiske udredninger. Efterhånden er det kendt over hele verden, at Erik Jensen forsøger at trænge til bunds i mysteriet. I hvert fald modtager han fire henvendelser om ugen fra alle verdenshjørner. Senest forsynede en slægtning til en skibsbygger, der var med til at opføre "København" i Skotland i 1921, ham med yderligere informationer.

»Der kommer løbende nye brikker til puslespillet,« siger Erik Jensen, som har styr på 90 personer, der har sejlet med det prestigefyldte "København".

H.N. Andersens projekt

Kun de finere kredses mandlige medlemmer blev optaget i besætningen. Det var ØK-stifteren H.N. Andersens personlige projekt. Besætningen bestod af ca. 65 medlemmer, hvoraf 45 var elever, og hensigten var i høj grad at uddanne officerer til ØK's voksende handelsflåde.

"København" målte ca. 132 meter i længden og 15 meter på bredden. Lasteevnen opregnedes til 5.200 tons. Sejlarealet var på 4.646 kvadratmeter, og til sammenligning kan oplyses, at skoleskibet "Danmark" råder over 1.632 kvadratmeter. Fra starten førte skibet 43 sejl på sine fem master. De fire forreste ragede knap 60 meter i vejret.

Erik Jensen tilbageviser de mange myter, der har cirkuleret siden katastrofen: At "København" væltede for fuld sejlføring i en pampero (hvirvelvind uden varsel, red.), at man overraskedes af hårdt vejr med åbne luger under maling i lasten, at kaptajnen valgte en sydligere rute for at gøre en hurtigere rejse, og endelig at besætningen var uøvet.

»Kendsgerningen er, at skibet var så langt til havs, at det var uden for pamperorisiko. Ifølge lodsernes licensbøger var alle luger forsvarligt lukket. Kaptajn H.F. Andersen havde pr. brev meddelt, at han ville følge den sædvanlige rute til Australien, og besætningens duelighed var mindst på højde med alle andre besætningers,« fastslår Erik Jensen.

Han har samlet 1.400 registreringer med relevans til "København" i form af bl.a. 22 dagbøger, 800 billeder, to uniformer, en masse linjedåbsattester (bevis på at have passeret ækvator), 300 breve, søfartsbøger og løsøre. Den eneste nagelfaste effekt, der er tilbage fra skibet, er en amputeret rankeslyngel (et ornament), som stammer fra før forliset.

Det udstilles i Troense.

Udbredelse af historien

»Jeg har tre formål med at arbejde med "København". Jeg vil samle historien, bevare den og udbrede den. Det skal ske med udstillinger og udgivelse af artikler og bøger,« forklarer Erik Jensen.

Bogen "Skoleskibet København" udkommer 27. marts på Gads Forlag. Den er skrevet sammen med journalisten Palle Bruus Jensen og er en raffineret sammenfatning af et par pjecer, Erik Jensen tidligere har udsendt.

Palle Bruus Jensen er ankermand i tv-præsentationen, og Erik Jensen har desuden planer om en skildring, der baserer sig på biografiske oplysninger.

Og hvad skal der ske med de mange effekter, der støt og roligt hober sig op i Erik Jensens hjem?

»Jeg donererer dem til det museum, som vil udstille flest af dem,« erklærer han.

Erik Jensen kan træffes på rik-svendborg@get2net.dk

larsole.knippel@jp.dk

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kultur
Annonce
179 km i ufattelig skønhed: Her tager den grønne ø sig smukkest ud
Ringen rundt om Kerry begynder i Killarney og er en af de smukkeste ruter i Irland. En 179 km lang rundtur om Iveragh-halvøen i et evigt skiftende landskab af søer, bjerge, bakker, enge, strande, klipper og hav. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her