En verden af ny kunst

Den dansk-islandske Olafur Eliasson rejser til koptisk landsby i Etiopien for Jyllands-Postens rejselegat.

Olafur Eliasson blev i går fejret efter alle kunstens regler på ARoS Aarhus Kunstmuseum, da han udnævntes til Årets Kunstner af en komité, der er nedsat af Jyllands-Posten. Det kontante bevis på hæderen var en check på 50.000 kr. til en rejse.

Trods den ombejlede status tog han sig tid til at studere sin udstilling "Minding the World" og tale med interesserede gæster. Ikke færre end 140.000 besøgende har indtil nu oplevet hans gigantiske show, som slutter søndag. Museumsdirektør Jens Erik Sørensen dækkede formentlig de besøgendes overvældende indtryk med de afsluttende ord i sin motivering af valget:

»Tak, fordi du har givet verden en ny kunst.«

Nedgravet by

Legatet falder ifølge modtageren til et berettiget og spændende formål:

»Jeg er blandt 20 kunstnere i verden, der af FN's organisation UNESCO er blevet bedt om gratis at lave et projekt over en verdenskulturarv for at skabe opmærksomhed.

Jeg har valgt den lille koptiske by Lalibela i det nordlige Etiopien (kopter er en kristen efterkommer af de gamle egyptere, red.). Byen er gravet ned i jorden og er labyrintisk med forbundne gange.

Som følge af Etiopiens manglende infrastruktur er der ingen turisme i området, så byen ligger temmelig isoleret og er meget ødelagt af gravrøvere,« fortalte Olafur Eliasson, der forudser flere researchture til området, før han endelig former sit bidrag til verdensorganisationen.

Uomgængeligt valg

Redaktionschef Sven Bedsted, Jyllands-Posten bød specielt velkommen til de tre tidligere prismodtagere: Billedhuggeren Erland Knudssøn Madsen, skulptøren Anita Jørgensen og maleren Nina Sten-Knudsen og konstaterede i den forbindelse:

»Når man kigger på, hvem vi tidligere har udnævnt, må man sige, at vi har haft en heldig hånd, og at de udpegede alle hævder sig flot. Årets valg er måske ikke modigt, men det er til gengæld uomgængeligt.«

Først i Århus

Jens Erik Sørensen glædede sig over, at Aarhus Kunstmuseum i 1998 havde den første egentlige museumsudstilling med Olafur Eliasson herhjemme. Præsentationen omfattede en lille lysinstallation.

»Den blev knap nok bemærket af pressen, og omkring 5000 mennesker så den. Blot seks år senere - i foråret 2004 - betog Olafur Eliasson hele verden med sin store lysinstallation "The Weather Project" på Tate Moderne i London.I løbet af de få måneder, udstillingen varede, blev den set af 2,3 mio. mennesker.«

Ny tænkning

»Liggende på gulvet i den højloftede turbinehal blev folk vidne til en helt ny kunst. Teknisk, minimalistisk, romantisk forførende. Det hele på én gang. Med sin store gule sol, den gigantiske spejlhimmel og den uundgrundelige tåge vandrede den 37-årige dansk-islandske kunstner ind i verdenspublikummets hjerter.

Det var fantastisk, ikke alene i skala, men også i selve motivet,« fastslog Jens Erik Sørensen, der påpegede, at af afgørende betydning for prismodtagerens internationale gennembrud var flytningen til Berlin.

»Ikke alene udfordrede du sig selv, men du åbnede for en helt ny kunstnerisk tænkning. Det blev et farvel til maleriet og en videreførelse af den tre-dimensionale installationskunst, du tidligt arbejdede med, og som vi i dag forbinder med dit virke.«

Overvældende

Jens Erik Sørensen slog fast, at Olafur Eliasson er én af de mest efterspurgte kunstnere i verden.

»Det er overvældende, svimlende, men samtidigt fuldt berettiget, når man betragter dit hidtidige værk. Sjældent - om nogensinde - har en kunstner fra Norden erobret en lignende position og formået at forny det kunstneriske indtryk og medie så afgørende som du.

At blive valgt til Årets Kunstner skal betragtes som et velment skulderklap fra en uafhængig komité og et dansk dagblad, der gennem de seneste år har fulgt dig på din succesfulde færd rundt i verden fra det ene metropolmuseum til det næste: I USA, Sydamerika, Japan og Europa,« sagde Jens Erik Sørensen og kom ind på kunstnerens metode:

Olafurs show

»Olafur ynder at fremhæve, hvor enkle og ukomplicerede hans værker i virkeligheden er. Og det er også sandt, at de ser enkle og overbevisende ud, når de er færdige. Alle mellemregninger og alt det komplicerede forarbejde er lagt bag og usynliggjort.

Men lad mig tilføje: Olafurs show er ikke noget, man sådan lige laver. Det er ikke en maleriudstilling, hvor man går rundt med en håndfuld søm i munden og hænger op. Nej, 35 forskellige håndværkere og tekniske specialister var involveret i den aktuelle udstilling på ARoS.«

larsole.knippel@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen